Den politiske behandling af trepartsaftalen er på alle måder afkoblet fra den virkelige verdens åbne markedsøkonomi. Man indfører dansk særregulering, som alene skader dansk landbrugs konkurrenceevne. Ganske belejligt til opgaven har man heller ikke ruttet med de normalt påkrævede økonomiske konsekvensberegninger, som ville afsløre realiteterne.
Den danske afgrødeproduktion har ingen nærmere påvirkning af selve markedsprisen på et kilo konventionelt korn på det åbne marked, da det er åbent, og prisen defineres som verdensmarkedsprisen tillagt fragtomkostningerne.
Der forekommer heller ingen særskilte pristillæg for hverken det ene eller andet nationalt definerede krav, såsom braklægning, nedsat kvælstofanvendelse, reduceret pesticidanvendelse eller lignende. Et kilo vare koster stort set det samme ud fra nogle objektive kriterier på samme måde som øvrige ”commodities”.
Når kravene fra den politiske trepartsaftale træder i kraft, så bliver udbytte- og arealtabet alene den enkelte landmands problem, da indkøberne blot kan hente et nyt kilo korn, kød eller grøntsager et andet sted i EU eller verden. Det samme gør sig gældende for de mange mindre afgifter, som er lagt ind via CO2, energi, vej, produktionsafgifter, som kun er et problem for den danske producent.
Man kunne så fristes til at påstå, at danske landmænd vil kaste sig over økologien og dermed opfylde den politiske målsætning om det dobbelte økologiske areal. Men igen møder man virkelighedens marked, som ikke tåler ret mange hektar omlægning, før end at priserne på økologiske råvarer dykker fra et i forvejen for lavt niveau til noget, der minder om konventionelpris. Et scenarie de fleste nuværende økologer nok vil betakke sig for, men dog noget vi tidligere har set, hvor udbuddet af økologien bliver for stort ift. efterspørgslen.
Kigger man på visse politikere og såkaldte miljøorganisationers generelle ønske om at nationalisere ejendomsretten, så er ovenstående et fabelagtigt kunststykke udtænkt til lejligheden. For hvad er en gård værd, hvis dens produktionsværdi skrues kunstigt ned gennem øgede afgifter, konkurrenceforvridende særforanstaltninger og en ny markreguleringsmodel, som ikke sikrer fuld erstatning for produktionsnedgang og værditab fra fald i jordpriserne?
Vil man nu politisk vedtage indgreb efter ”salami-metoden” som en serie af små snit over en årrække, så man efter 7-8 år reelt har de facto eksproprieret ejendomme i større og mindre grad forklædt som erstatningsfri regulering?
Kan en forligskreds og regering, som indeholder borgerlige og liberale partier, holde til at være dem, der tilsidesætter det frie marked og fair konkurrencevilkår? Dem, der har lavet en aftale, hvor løsningen både er danske særafgifter og anden national regulering, som ikke påføres producenter i de øvrige EU-lande? Kan borgerlige partier acceptere en regulering, hvor den private ejendomsret gradvist mistes uden fuld erstatning?
Lige nu er landbruget i krydsilden, men hvis selv konservative og liberale partier bakker op om sådanne indgribende tanker, så er der præcedens for det næste erhvervs værditab eller afvikling uden erstatning.