Vejret drillede en lille smule, da Fuglsang A/S ved Horsens i går dannede ramme om Bæredygtigt Landbrugs sommermøde. Det var en dag fyldt med godt humør og masser af spændende spørgsmål, debatter og gode snakke.
Der var velkomst og politisk overflyvning ved formand Niels Hauge Mikkelsen. Og han fremhævede, at den kommende tid kommer til at bestå af pres på alle fronter.
– Det er klart, at vi sætter ind overfor den her politiske aftale. Den har ingen rod i virkeligheden derude, og det gør vi alt, hvad vi kan for at påpege, sagde formanden.
Efter den politiske intro stod den på fagligt oplæg om trepartens konsekvenser. Og i dagens anledning blev der også kigget lidt mere på, hvad treparten vil komme til at betyde specifikt for området omkring Horsens Fjord. Og lad os sige det, som det er: Billedet er ikke ligefrem rosenrødt. Det bar de efterfølgende spørgsmål også præg af. Mange af deltagerne ville vide, hvad der kommer til at ske. Desværre er der få, der ved det – svaret var i mange tilfælde: ”Vi må vente og se”.
De mange spørgsmål og gode oplæg skabte sultne maver, og derfor var det heldigt, at Horsens LandboUngdom stod klar ved grillen til at servere grillpølser og fadøl. Det ustabile vejr gjorde, at frokosten foregik indendørs i maskinhallen.








Markvandring og BNBO
Der var også et tætpakket og godt program efter pausen. Først var der et spændende oplæg om Fuglsang A/S og overdragelse fra far til søn, da Mathias og Jørgen Brønd fortalte historien om bedriften og deres historie. Der var gode råd at hente for andre, der går med tanker om at ville overdrage en bedrift til næste generation.
Derefter stod den på den obligatoriske markvandring med tre poster rundt om hele ejendommen. Deltagerne fik spændende inputs fra Jørgen Evald Jensen, Jens Lund Pedersen og Fuglsang A/S’ planteavlskonsulent, Finn Jensen, inden turen gik tilbage til værkstedet til sidste indlæg. For de sidste af markvandrerne foregik det i løb, da endnu en kraftig byge dukkede op.
Sidste oplæg stod Bente Andersen for, og hun gik i dybden med den netop udgivet rapport fra Farmbrella, der viser, at 94 % af pesticidfund i Nordjylland stammer fra punktkilder. Det fik deltagerne op af stolene, og der var efterfølgende debat og spørgsmål om, hvad der skal gøres for at få folk og myndighederne til at indse, at der er andre syndere end landbruget. Dagen blev sluttet med en stor ros til Bente Andersen og hendes kamp for landmænd og dansk landbrug i BNBO-sager.
Det var derfor en opløftet flok deltagere, der derefter tog fra sommermødet 2025. Vi glæder os allerede til at se jer alle sammen igen til næste års sommermøde!










