Niels Hauge Mikkelsen, næstformand

Håndvask eller handlekraft i Miljøstyrelsen?

07. jul 2025 / Af

I sidste uge meldte Miljø- og Ligestillingsministeriet ud, at Miljøstyrelsen har politianmeldt 17 spildevandsselskaber for mindst 33 forskellige forhold. Det lyder umiddelbart som et bevis på handlekraft. Men lad os være ærlige: Der er også noget tragikomisk over timingen.

For det er kun få dage siden, at Miljøstyrelsen blev afsløret i at have tilbageholdt centrale data og viden om havmiljøets tilstand. Oplysninger, som både borgere, forskere og beslutningstagere har krav på at kende, hvis vi skal have en reel chance for at løse de massive problemer med forurening og iltsvind i vores farvande.

Og nu kommer styrelsen så farende med en “ny strategi”, der skal skærpe tilsynsindsatsen på spildevandsområdet. Jo, det er på sin plads, at nogen før eller siden sætter hårdt ind over for spildevandsselskaber, der ikke overholder reglerne. Men man kan ikke lade være med at få en mistanke om, at Miljøstyrelsen i højere grad forsøger at vaske egne hænder end at løse de problemer, de i årevis er blevet advaret og dermed har været velvidende om.

Vi – og spildevandsdebattør Knud Jeppesen – har længe peget på, at vi står med et massivt problem: store mængder spildevand bliver udledt i vores vandmiljø, alt imens tilstanden i havene bliver værre og værre. Hvorfor kommer denne “opstramning” først nu – efter afsløringen om de tilbageholdte data? Knud Jeppesen har i årevis politianmeldt spildevandsselskaberne, men indtil videre er der ikke sket noget med reel konsekvens.

Det her lugter ikke kun af spildevand – det lugter også af damage control.

Samtidig bør denne sag minde os alle om, at havmiljøets tilstand ikke kun handler om landbrugets påvirkning. Når 17 spildevandsselskaber nu er politianmeldt for overløb og andre overtrædelser, er det et klart tegn på, at problemerne er langt bredere. Landbruget har halveret sin nitrat udledning siden 1990, uden synderlig effekt, vi kommer ikke til at redde vores farvande, hvis vi ikke også tør tale åbent om de betydelige bidrag fra spildevandssektoren og den kommunale håndtering af vores kloaksystemer.

Vi har brug for en miljøforvaltning, der tør stå på mål for fakta og handle på dem – ikke én, der først reagerer, når presset fra offentligheden og pressen bliver for stort. Vi har brug for en styrelse, der konsekvent og gennemsigtigt følger op på ulovlige udledninger og sikrer, at reglerne bliver håndhævet. Der skal kigges langt grundigere på spildevandsudledninger og deres påvirkning af vores havmiljø. Og vigtigst af alt: Der skal handling bag ordene – ikke bare nye strategipapirer eller flotte overskrifter.

Miljøet kan ikke reddes med håndvask alene.