IMG_0831

Høringskaos midt i sommerferien

31. jul 2025 / Af

Sommeren burde være en tid, hvor både landmænd, konsulenter og offentligt ansatte kan holde en velfortjent ferie. Alligevel står vi i år med en situation, hvor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har lagt en høringsperiode for arealanvendelse midt i juli – lige præcis mens Danmark holder sommerferie.

Det ville i sig selv være en udfordring, men situationen bliver endnu mere urimelig, fordi høringssvaret kræver fysisk tilstedeværelse på markerne. Landmændene skal ud for at tage kontrolbilleder for at dokumentere arealanvendelsen, hvilket betyder, at familieferier væk fra gårdene må afbrydes.

Samtidig har SGAV’s digitale løsninger været ramt af væsentlige tekniske problemer. Et eksempel er, at jordbrugsfoto-appen ikke fungerer særlig godt på Android-telefoner, hvorfor SGAV opfordrer borgerne til at skaffe anden telefon. Dertil kommer nedbrud i TastSelv-løsningen, som har forhindret planteavlskonsulenter og landmænd i at indsende deres oplysninger rettidigt.

Når teknikken driller, søger man naturligvis hjælp – men størstedelen af SGAV’s medarbejdere holder – fuldt forståeligt – ferie netop nu. Det betyder, at de få, der er tilbage, må tage imod frustrerede henvendelser fra borgere og konsulenter, uden at de reelt har kapacitet til at hjælpe alle. Det er hverken rimeligt for dem eller for os, der skal bruge systemerne.

I stedet for at presse alle parter midt i sommerferien bør vi hjælpe hinanden: Giv en realistisk tidsplan og ikke blot få dages udsættelse i ferieperioden. På den måde bliver kvaliteten af høringssvarene ordentlig og plantekonsulenter samt landmændene kan passe både marker og familier, og SGAV’s medarbejdere brænder ikke ud i ferietiden. En udsættelse af høringsfristen til 1. september ville være en enkel og rimelig løsning – og en håndsrækning til både landbruget og de medarbejdere, der lige nu står alene med det hele.