I den offentlige debat virker det som om, at TFA (trifluoreddikesyre) er blevet det nye, store miljøproblem. Et stof, som næsten ingen havde hørt om for få år siden, men som nu har fået sit eget kvalitetskrav i drikkevand og vandmiljø. Men hvorfor denne opmærksomhed på netop TFA, når vi har langt lavere grænseværdier for andre PFAS-stoffer?
I 2021 ændrede EU sin definition af PFAS, så alle stoffer med fuldt fluorerede kulstofatomer nu klassificeres som PFAS – uanset miljø- eller sundhedsfare. Det betyder, at TFA, som ikke tidligere blev betragtet som PFAS, nu er omfattet af denne brede gruppe på op mod 10.000 stoffer. TFA er dog et ganske lille, meget vandopløseligt stof, som ikke ophobes i levende organismer, og som kun har begrænset økotoksikologisk effekt. Alligevel fylder det nu markant i pesticiddebatten.
Ser vi på grænseværdierne i vandmiljøet, er forskellene markante: For TFA må der midlertidigt være op til 2.370 µg/L i ferskvand og 237 µg/L i saltvand. Til sammenligning må summen af 24 prioriterede PFAS-stoffer – herunder kendte miljøgifte som PFOS og PFOA – ikke overstige 0,0044 µg/L i hverken fersk- eller saltvand. Det er en størrelsesforskel på 50.000 gange. Hvorfor har vi så høje koncentrationer af TFA, hvis det er et stort miljøproblem?
Forklaringen findes måske i data. De seneste målinger i Danmark fra projektet TriFluPest (2024) viser, at TFA i nedbør over København varierer fra 0,1 til 4 µg/L. Dette er sammenligneligt med målinger fra Slesvig og Greifswald i Tyskland, hvor middelkoncentrationer på 0,28-0,36 µg/L er målt. TFA findes også i ungt grundvand i områder med skov – her er målt niveauer på 0,2-0,5 µg/L. I grundvand under landbrugsarealer og byområder ses lidt højere værdier op til 1,6 µg/L, men generelt er koncentrationer af TFA i øvre grundvandsprøver steget siden år 2010, uagtet hvad jorden oven på bruges til. Vi har altså et betydeligt baggrundsniveau af TFA i miljøet – fra menneskelige aktiviteter som fx kølemidler, tøjvask, fluorholdige rengøringsmidler og atmosfærisk transport.
Når vi analyserer de samlede kilder til TFA, viser Miljøstyrelsens egne data, at kølemidler, tøj og affaldsforbrænding udgør langt de største kilder til TFA i Danmark og Europa. Den samlede mulige TFA-dannelse fra pesticider i Danmark er omkring 13 tons årligt – til sammenligning anslås de samlede atmosfæriske emissioner fra kølemidler i Europa til ca. 6.500 tons årligt i 2020. Alligevel forbyder vi specifikke, godkendte planteværnsmidler – mens andre væsentlige kilder som affaldsforbrænding og tøjvask stort set ignoreres.
Det undrer mig også, at vi i Danmark i dag overvåger 22 PFAS-stoffer i drikkevandet og 24 i miljøet, men langt fra alle PFAS-forbindelser. Man kunne håbe, at udvælgelsen sker efter giftighed og miljøfarlighed – men i realiteten er det ofte de stoffer, vi har udviklet testmetoder til, som bliver målt. Mange andre persistente og potentielt farligere stoffer er vi endnu ikke begyndt at lede efter.
Det er godt, at vi tager PFAS-problematikken alvorligt – det skal vi. Men vi skylder både natur og samfund en fagligt funderet prioritering – hvor vi starter med de største og farligste kilder, frem for symbolpolitiske forbud mod de letteste mål.