’Vild med vilje’ er det moderne koncept om at lade naturen stå vild og råde frit til glæde for insekter og arter. Konceptet har fået og får stadig en masse nye steder at være. Vejkanterne og hegnene langs vejene slås knap mere, og dansk særkrav om 4% brak af marker og en masse arealer tages ud til såkaldt §3.
Vildskaben kommer dog med en pris. En pris, som de færreste ganske forståeligt ikke tænker over.
Den anden dag kørte jeg på tværs af sommerferie-Danmark. Hen over motorvejen hang en svag hvidlig tåge af tidselfrø, der spredte sig i vinden. Motorvejsrabatterne, de mange udstykningsgrunde og brakmarker stod fulde af tidsler og de flotte gule blomster fra Engbrandbægeren. Engbrandbægeren, som er dødeligt giftig for heste og også afgiver en kraftig gift til grundvandet, er hjemsted for nogle insekter.
Jeg drejede af til mindre veje og måtte vige lidt til siden for en modkørende, hvilket resulterede i kraftige dask på sidespejlet fra de uklippede hegn. Længere henne ad vejen i et t-kryds måtte jeg kravle halvvejs over rattet for at sikre, at der ikke kom en cyklist fra siden, da jeg ikke kunne se noget for de uklippede rabatter.
Da jeg sikkert er hjemme igen, kigger jeg fortvivlet på mine økologiske marker, hvor jeg kan se alle tidselfrøene komme blæsende ind på fra de mange vilde arealer. Hvordan skal man holde økologiske marker rene for tidsler og andre dybt problematiske arter, når det vælter ind med nye frø hvert år, og mængden stiger ekspotentielt? Selv de konventionelle marker præges nu mange steder af tidsler, som både tager en masse udbytte og er meget dyrt at sprøjte væk.
Hvis vildskaben skal råde, hvordan vil man så sikre, at engbrandbægeren ikke står på områder, der skal indvindes vand fra? Planten går jo i grundvandet eller fylder hestefolden op og risikerer livet på hestene?
’Vild med vilje’ er et koncept, som ikke er uden hverken regninger eller problemer – at lade Danmark gro til udenfor byen, hvor biodiversiteten i forvejen er, er uigennemtænkt. Der bør laves en helhedsplan for, hvordan man vil styre problemerne – ikke kun med tabsvoldende arter men også for trafiksikkerheden.
Hvis vildskaben skal råde og flytte noget, bør det være der, hvor beton, tegl og asfalt er dominerende, så biodiversiteten bredes ud i hele Danmark. Fjernede man 4% af bygningerne og asfalten i byerne og lagde dem brak, bød man ind på opgaven på samme vilkår. Samtidigt vil der være mange borgere til at hjælpe med lugejernet og hæksaksen.