I disse år oplever danske forbrugere højere fødevarepriser end resten af Europa. Samtidigt falder antallet af selvstændige erhversdrivende til historisk lave niveauer her i landet. Bag denne udvikling gemmer sig ikke blot markedsvilkår, men også et politisk kaos skabt af skiftende afgifter, særregler og uafklarede aftaler. Når rammevilkår ændres fra dag til dag, skabes der usikkerhed i hele værdikæden – fra jord til bord – og konsekvensen er dyrere varer, færre virksomheder og et erhvervsliv, der mister modet til at investere i fremtiden.
Flere og flere eksperter påpeger i øjeblikket sammenstemmende, at man ikke kan genfinde prisstigningerne i butikkerne på råvaremarkedet. Priserne er internationalt defineret på centrale børser – børser, der handler alt mellem smør, kød, olie og guld. Priserne på det internationale marked er nogenlunde ens i alle lande – dog er de blevet korrigeret for indbyrdes transport.
Alt dette betyder, at hvis en specifik vare er markant billigere et bestemt sted, flytter varen sig naturligvis derhen. I det internationale marked eller rettere sagt eksportmarkedet lander de nationale afgifter og rammevilkår direkte tilbage på den danske landmand eller enhver anden producent af fødevarer. Salgsprisen i de danske forretninger drives og påvirkes af noget helt andet.
Producenten får den samme pris for sin vare uanset hvad. Det gælder, hvad enten varen eksporteres eller omsættes i Danmark. Forskellen opstår kun i det tilfælde, at varen afsættes i Danmark. I det tilfælde sker der det, at afgifter og øvrige særomkostninger bliver direkte viderefaktureret til forbrugeren, der handler i butikken.
Og alt dette står i modsætning til eksportmarkedet. For her kan en køber blot købe varen fra et andet land. Dette er også en væsentlig grund til, at vi ser en større og større andel af udenlandske fødevarer i de danske butikker. Varerne bliver købt ind via det internationale marked og bliver derved ikke pålagt så mange led af afgifter som de danske varer. Det er særligt varer som kød og mejeriprodukter, der er væsentligt udfordret grundet de mange afgifter på alt fra CO2, vejafgift og produktionsafgifter.
Frugt og grønt handler i højere grad om relativt flere lønomkostninger pr. kilo. Med et højere lønniveau i Danmark i forhold til andre steder er det svært at konkurrere med udenlandske producenter. Afgifter og særkrav sætter sig dermed tæt på 100 % i lækage, hvilket betyder, at produktioner skubbes ud af landet, fordi konkurrenceevnen forringes.
Den politiske usikkerhed hjælper ikke på tingene
En anden markant årsag til relativt højere priser i danske supermarkeder skyldes den generelle politiske usikkerhed, som mange virksomheder har her i Danmark. Konstante ændringer i afgifter, krav og rammevilkår gør, at alle virksomheder fra jord til bord har behov for at tjene lidt mere til usikkerheden. Det vil sige, at hvis der er fire led fra produktion til forbruger, og alle de led lægger et par procenter til for at skabe lidt luft til usikkerheden, vækster prisen dermed relativt mere i butikken, da procenterne akkumuleres i kæden. Dansk enegang rammer med andre ord rent ind på dansk økonomi enten hos producenten eller forbrugeren, når den øvrige verden ikke sætter samme rammer eller betingelser for deres produktioner.
Denne usikkerhed er særligt udtalt i landbruget på grund af væsentligt forringede produktionsvilkår, store rapporteringskrav og konstant overvågning, der rammer økonomien og det psykiske arbejdsmiljø som landmand. Nettoinvesteringerne i landbrugserhvervet har været blodrøde siden 2008, og de nåede et nyt lavpunkt i 2024, hvor eksempelvis slagtegriseproduktionen nu er blevet halveret siden 2005.
Med covid19-nedlukningen af minkerhvervet står størstedelen af minkerhvervet i dag uden hverken afklaring eller afregning for sine tilgodehavender fem år efter beslutningen. Nu ligner det, at der formentligt også kommer et forbud mod minkavl i Europa, der kan gøre det svært for den danske stat overhovedet at udbetale erstatningen til erhvervet som lovet.
Den grønne trepart fra 2024 har med sine udtagninger af arealer øget usikkerheden for mange. Det skyldes blandt andet, at der til sidst i aftalen står, at der tages generelle forbehold for at kunne opnå europæisk statsstøttegodkendelse til finansieringen. Den usikkerhed bliver markant øget, nu hvor de europæiske politikere taler om støttelofter på beløbsniveauer, som formentlig vil kollidere med kombinationen af drift og udtagningsstøtte. Jeg kan også nævne den politiske aftale om et såkaldt braklægningspunkt for dyrkningen af dansk landbrugsjord, der resulterer i tab af omsætning som følge af sædskifteændring. Det er en aftale, hvor man sætter et mål uden først at have afklaret økonomien bag. Og der findes endnu flere eksempler på, at danske politikere og aftalepartnere laver nationale aftaler, som ikke er endeligt afklaret eller mangler reel dækning.
Selvstændigt erhvervsdrivende har også svær kår
Men det er dog ikke kun i landbruget, at politikerne har taget initiativet helt ud af danskerne. Andelen af selvstændige erhvervsdrivende er nede på omkring 6 % – en bundrekord og en evig europæisk ”førerposition”, der i den grad kalder på en systemisk ændring for fremtiden. Det er også noget, som iværksætteren Martin Thorborg har bidt mærke i. Det var derfor, at han rejste et fantastisk spørgsmål på Folkemødet i 2024: ”Hvorfor skulle man forsøge at skabe det næste Novo Nordisk, når man kan få et fantastisk job med god løn, pension og fri hver weekend uden en risiko?”
Spørgsmålet er i sin enkelthed helt genialt, fordi det udstiller hele risiko- og gevinstbalancen og rejser nogle grundlæggende spørgsmål: Burde man oprette en kreditorbeskyttet skattekonto, hvor nyetablerede i de første fem år kan hensætte et beløb som en slags forsikring mod politisk nedlukning? Altså at de politiske omstændigheder omkring dig ændrer sig så voldsomt, at din virksomhed reelt drives konkurs?
Man ser i øjeblikket store investeringer i planteprotein, vertikale landbrug, insektfabrikker og biogas samt alternative energikilder, der går konkurs på stribe, fordi de danske politikere bygger luftkasteller op, som så i realiteten ikke holder til at indgå i det frie marked.
Hvem skal turde være den, der risikerer hele sin opsparing, ungdom og fremtid i et land, hvor politikerne leger kispus med alt fra afgifter, tilskud, erstatninger og rammer, som vinden drejer på dagen?
Hvordan undgår vi, at vi havner som Finland, hvor Nokia-krisen viste, at de stod på for få ben og blev udfordret?
Et ordsprog lyder: I Amerika innoverer de, i Kina kopierer de, og i Europa regulerer vi. Hvis Europa og i særdeleshed Danmark skal frem i den internationale bus, skal der skabes frihed til at skabe og producere. Afgifter, politisk motiveret støtte og nidkær regulering af det enkelte individ skaber ikke vækst, men lemminger, der marcherer i takt mod afgrunden