Kære vicestatsminister Troels Lund Poulsen.
Nu rinder timeglasset med tålmodighed ud. Som formand for Bæredygtigt Landbrug og repræsentant for mere end 50 procent af den danske primære landbrugsproduktion føler jeg trang til at kridte banen helt klart op.
Regeringen og dens aftalepartnere indgik den såkaldte trepartsaftale uden os med vores faglige indsigt og samarbejdspartnere, hvilket er mere end 50 procent af primærproduktionen i Danmark. Hvordan kan man kalde det en ”trepart”, når der er syv aftalepartnere, hvoraf landbruget kun har en? Aftalen startede med at omhandle CO2-afgifter. Det er et punkt, hvor det kan virke besynderligt, at Dansk Industri, som repræsenterer en anden CO2-udleder, skal være parthaver i landbrugsreguleringen – skal landbruget så være med, når industrien skal handle næste gang?
Hvem i regeringen har tildelt Landbrug og Fødevarer det ene mandat til at repræsentere hele dansk landbrug? Enhver anden trepartsaftale i fagforeningerne skal desuden efter vedtagelse stemmes igennem i baglandet – men ingen spurgte os. Aftalen hviler dermed ene og alene på Landbrug og Fødevarer uden vores mandat eller accept.
Vi har klart og tydeligt gjort opmærksom på, at reduktionsmålet på 13.780 tons kvælstof er fagligt ubegrundet og urealistisk. Det hænger ikke sammen, at landbruget og udledningen af nitratkvælstof alene får skylden for det voksende iltsvind, når udledningen af kvælstof fra Danmark til havmiljøet er reduceret ca. 50 procent siden 1990. Det er ikke en proportionel indsats, når avisartikler kan afsløre 39 gange større udledning fra rensningsanlæg end indberettet. Det er ikke en proportionel indsats, når der ikke skelnes mellem skadevirkningen og timing af de forskellige former for kvælstof og fosfor, som de optræder på i vandmiljøet. Der mangler sammenhæng til EU’s vandrammedirektivs krav om kemiske målinger, som ikke udføres i mere end 3-5 procent. Dette til trods for artikler i Politiken hvor tre professorer forfærdet kan konstatere, at det er helt galt, og Miljøstyrelsens eget kort fra oktober 2023 står med rødmalede kyster i Danmark.
Derudover er der også tale om europæisk enegang på mange områder. Som det eneste land i Europa – faktisk i verden – har vi en CO2-afgift på biologiske processer her i landet. Og i forhold til vores europæiske venner og naboer er vi ved at lukke landbruget, mens andre skruer op for deres. Kig til Sverige. Her er de i gang med at udvide landbrugsproduktionen. De har et mål om 100.000 ekstra malkekøer. De opfordrer til rydning af skov for at få plads til dyrkning. Det er i skærende kontrast til os, hvor skov er løsningen på alle klimaproblemer.
Vores juridiske responsum fra professor dr. jur. Frederik Waage påpeger desuden, at der muligvis er en række konflikter med både dansk lovgivning og EU-retten – herunder Menneskerettighedsdomstolens praksis omkring usikker retstilstand. Vores juridiske responsum, der i øvrigt blev foranlediget som resultat af lækkede notater, omhandlede statslig spekulation i, hvor meget af landbrugets indtjening man mente at kunne tage, uden at der var tale om ekspropriation. Med andre ord: En spekulation mod privatejede aktiver og virksomheder – det er ikke liberal politik.
Landmænd ringer nu i fortvivlelse og fortæller om manglende forklaring og afklaring på deres fremtidige eksistensgrundlag. Skiftende kort, der ofte er modsatrettede og alligevel ikke er et facit? Hvad skal man så bruge dem til? Er det en ny udgave af ejendomsvurderingssystemet med samme minister i et andet ministerium? Det påvirker driftens rentabilitet og fremtidsperspektiver samtidigt med erstatningsniveauer til ændret drift, der på ingen måder er virkelighedsnært. Maskinhandlere, landmænd og mange flere melder nu om et komplet investeringsstop. Jeg oplever flere henvendelser både enkeltvis og i grupper, som spørger til muligheder for at oprette gruppesøgsmål mod alt fra staten til de enkelte rådgivningshuse i frustration.
Udviklingen i det såkaldte udkantsdanmark er heller ikke til at tage fejl af – godt illustreret af JydskeVestkystens artikler om tomme huse som følge af opkøb til natur. Når aktiviteter og omsætning standser, fjernes grundlaget for at blive boende, fylde skolerne og holde det hele ved lige.
Venstre står i en fundamental identitetskrise, hvor partiets ageren kan synes langt fra baglandets rødder og svær at skelne fra venstrefløjen. Der er brug for faglighed frem for gætterier, fysiske målinger, ordentlighed samt fuld og hel erstatning til de tab af indtjening og værdiforringelse, som dansk landbrug påføres.
Venstre har i denne regering lagt mandat til øgede afgifter på virksomhederne, forringet dansk landbrugs konkurrenceevne og gjort det sværere som liberalt erhverv at forudse sin fremtid. Hvor mange liberale partier har historisk set en positiv udvikling i at øge afgifterne og at gå ind i en aftale med det formål at reducere et erhverv? Venstre må derfor gøre regnskabet op og erklære, hvorvidt man er Danmarks nuværende eller tidligere liberale parti.