I disse måneder arbejder myndighederne på højtryk for at færdiggøre en ny udledningsbaseret kvælstofreguleringsmodel kaldet NUAR, der står for ’Ny Udledningsbaseret ArealRegulering’. Ambitionen er prisværdig: Tiltaget skal hjælpe vandmiljøet.
Men som det ligger nu, risikerer vi at bygge et helt reguleringssystem på antagelser lagt oven på antagelser – og dermed på markante usikkerheder.
Høstet eller antaget?
En alvorlig mangel er, at NUAR ikke tager højde for det faktiske høstudbytte. For den er det ligegyldigt, om en mark fx giver 5 eller 11 tons hvede pr. hektar. Men jo større udbytte, desto mere kvælstof fjernes fra marken i form af kerner og halm – kvælstof, der dermed ikke længere står til udvaskning. Ignorerer man det, kommer modellen til at overvurdere udvaskningen i højtydende systemer, og dermed stille urimelige krav til de mest produktive landbrug.
Som forskere selv har påpeget i DCA’s notater, er NLES5-modellen, som NUAR bygger på, kun kalibreret ud fra forsøg med kvælstoftilførsel tæt på optimum. Derfor overvurderer den udvaskningen, når gødningstilførslen er lav og undervurderer den, når tilførslen er høj. Samtidig er en lang række effekter blot sat som gennemsnitstal eller ”foreløbige justeringer”. Desuden ignorerer NUAR-udvaskningsberegneren de langsigtede konsekvenser i form af udpining af jorden, tab af kulstof og faldende proteinindhold i afgrøderne. Det er forhold, som har direkte betydning for både klima, jordens frugtbarhed og fødevarernes kvalitet. Dermed bliver det i høj grad politiske valg og ikke biologiske realiteter, der afgør beregningernes udfald.
Hvor langt er antagelserne fra virkeligheden?
Hvis reguleringen skal give reelle forbedringer for vandmiljøet, må vi som minimum insistere på, at NUAR-beregnerens resultater holdes op imod målte data. Danmark råder allerede over både LOOP-oplandene, hvor vi har over tre årtiers målinger, og DAISY-modellen – en veldokumenteret procesmodel, der simulerer samspillet mellem jord, planter, vand og næringsstoffer. Det er værktøjer, der kan og bør bruges til at validere de mange antagelser i NUAR, så vi ikke ender med en omfattende regulering, der blot flytter tal i et regneark.
Ser vi mod Sverige er billedet anderledes. Her er der gennemført en regulering målrettet fosfor, som er så enkel, at landmanden har mulighed for at implementere den på bedriften uden behov for at opsøge konsulentbistand. I Sverige anerkender man, at det er fosfor, der driver algeopblomstring og iltsvind i mange søer og kystnære områder, hvorfor man i årevis har reguleret på fosfor.
Alternative løsninger
I stedet for at basere hele reguleringen på en model med så store indbyggede usikkerheder burde vi derfor satse på løsninger, hvor effekten kan måles og mærkes i virkeligheden. Det kunne være ting som:
- Muslingeopdræt og andre virkemidler i fjorde og kystnære områder, som kan fjerne næringsstoffer direkte fra vandet.
- Bedre kobling til reelle udbyttedata, der i dag findes på bedriftsniveau.
- Målingsbaseret regulering.
- Satellitfotos af afgrødens bladmasse og næringsstoftilstand.
Det er komplekse sammenhænge, vi forsøger at regulere. Derfor bør vi i højere grad basere beslutningerne på målinger og veldokumenterede processer frem for at læne os op ad gennemsnit, formodninger og antagelser.
En appel til ansvarlighed
Ingen model er perfekt. Men når man gør en model til lov, påhviler der politikerne et ansvar for at sikre, at modellen ikke har fundamentale mangler og faktisk vil have reel effekt. Derfor bør Folketinget insistere på en regulering, der er efterprøvet, valideret og fagligt forankret.
Kun sådan kan vi sikre en indsats, der gavner vandmiljøet og giver landbruget reel mulighed for at producere effektivt og bæredygtigt.