minkgaard-high-res-1

Minksagen: Retten afsiger dom medio december

27. nov 2025 / Af

Minksagen, hvor tre tidligere minkavlere repræsenteret af Bæredygtigt Landbrug har stævnet Fødevarestyrelsen, har nu været for Retten i Glostrup. Dom ventes 16. december 2025

Tirsdag den 18. november 2025 afgav de tidligere minkavlere vidneforklaring, og torsdag den 20. november 2025 afsluttedes hovedforhandlingen med advokaternes procedure.

– Efter nogle intense og følelsesladede dage i retten, afventer vi, at der afsiges dom den 16. december 2025. Det har været et langt forløb fra Fødevarestyrelsens påbud den 6. november 2020 og til nu – fem år efter. På trods af at der er gået fem år, er de tidligere minkavlere i sagen stadig tydeligt påvirket af hændelserne, siger Oskar Verdoner Møller, seniorjurist i Bæredygtigt Landbrug.

I Retten i Glostrup gav de tre nu tidligere minkavlere forklaring, om det der skete i november 2020. Her beskrev en af avlerne, hvordan ”han skulle slå sit livsværk og sin fremtid ihjel med egne hænder”. En anden forklarede – også tydeligt berørt – det, der skete som ”en hård periode både at aflive besætningen og fyre medarbejderne”.

– Der er ingen tvivl om, at Bæredygtigt Landbrug fortsat mener, at det, som minkavlerne blev udsat for, er en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, og vi håber, at domstolen vil nå til samme resultat, siger Oskar Verdoner Møller.

Manglende lovhjemmel
Beslutningen om at slå alle mink ned blev som bekendt truffet, før der forelå lovhjemmel. Det er der ifølge Bæredygtigt Landbrug heller ikke nogen tvivl om efter hovedforhandlingen.

– Ingen af parterne i sagen har anfægtet, at der på tidspunktet for udsendelse af Fødevarestyrelsens påbud den 6. november 2020 ikke forelå den fornødne lovhjemmel til at slå alle mink ihjel. Derimod er parterne fortsat uenige om, hvorvidt Fødevarestyrelsens og altså statens handlinger er et alvorligt brud på de principper, som Danmark er forpligtet til at overholde både efter Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, siger Oskar Verdoner Møller.

Sagen er historisk
Sagen handler om grundlæggende retsprincipper og er ifølge Advokat Gert Møller Lund, der repræsenterer Bæredygtigt Landbrug og de tre minkavlere i sagen, en ”historisk sag om indgriben i et helt erhverv”.

Selvom sagen tager udgangspunkt i minkerhvervet, handler den ifølge Bæredygtigt Landbrug og minkavlerne om noget langt større: Retssikkerheden for alle borgere.

– Sagen tager udgangspunkt i minkerhvervet, men gælder i virkeligheden kernen i ethvert demokratisk retssamfund: Borgernes retssikkerhed. Enhver i Danmark skal kunne leve og ernære sig frit inden for lovens rammer, uden risiko for vilkårlige overgreb fra staten, siger Oskar Verdoner Møller.