Sverige går en mere lige vej – hvorfor gør Danmark det så svært?

Midt i de igangværende politiske forhandlinger om den nye kvælstofreguleringsmodel (NRM), kompensation og lovgivning står vi i Danmark over for et grundlæggende valg: Vil vi skabe en regulering, der kan sammenlignes og koordineres med vores nabolande, eller vil vi fortsætte ned ad en stadig mere teknisk og bureaukratisk vej?

Det er ikke blot et sagligt ønske at kunne sammenligne reguleringen. Det fremgår af EU’s vandrammedirektiv (Direktiv 2000/60/EF), at lande, der deler havområder, bør arbejde med metoder og mål, som kan sammenlignes. Det bygger på, at vi har en fælles udfordring i vores vandmiljø, og at vi skal kunne stille gensidige krav til hinanden for at løfte kvaliteten i de samme kystvande.

For Danmark betyder det, at vores indsats skal kunne interkalibreres med nabolandene, fordi vi deler de samme havområder. Ministeriet for Grøn Trepart oplyser, at der nu er begyndende dialog om at indgå de nødvendige aftaler. Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at Danmark i de aktuelle forhandlinger bevæger sig henimod en regulering, der er blevet så kompleks og administrativt tung, at den både er svær at forklare og forringer konkurrencevilkårene i forhold til andre EU-lande. Lad os for eksempel se nærmere på, hvad man gør i Sverige.

I Sverige regulerer man hovedsageligt på fosfor. Landmænd følger Jordbruksverkets anbefalinger for økonomisk optimal gødskning, og der er et loft på 22 kg totalfosfor pr. hektar, inkl. husdyrgødning. I de nitratfølsomme områder i Skåne, Halland og Blekinge gælder desuden krav, som minder om de tidligere danske, herunder to meter bræmmer langs vandløb, forbud mod spredning af gødning i perioden 1. november til 28. februar, samt begrænsninger for udbringning af husdyrgødning i efteråret.

Svenske landmænd kan selv udarbejde en næringsstofbalance for markerne eller for hele ejendommen. Nøgleordene er egenkontrol og gennemskuelighed i alle processer: Ved kontrol
besøger de lokale kommuner bedriften og tjekker, om egenkontrollen er ført korrekt, og om fosforloftet er overholdt på bedriftsniveau.

Set i lyset af den svenske tilgang bevæger Danmark sig i en helt anden retning. Hvor Sverige arbejder med enkle og gennemskuelige regler. Så er lovudkastet til den nye danske gødskningslov alene på 464 sider, og der forventes yderligere bekendtgørelser og detaljerede vejledninger frem mod 2027.

Det betyder flere modeller, flere beregninger og flere indberetningskrav end nogensinde før – noget, der især rammer de mindre landbrug, som ikke har ressourcer til administrative medarbejdere eller et regiment af eksterne konsulenter.

Det skaber en paradoksal situation: Danmark vælger en mere kompliceret omvej for at nå et mål, som vores nabolande forventer at nå med langt mere simple regler. I sidste ende står Danmark med et system, der både øger bureaukratiet, svækker sammenligneligheden og forringer konkurrencevilkårene – uden dokumenteret større miljøeffekt. Det bør få os til at stille et centralt spørgsmål:

Hvis målet er at forbedre vandmiljøet og leve op til EU’s krav om interkalibrering, hvorfor vælger Danmark så den mest komplekse vej, når vores nabolande når målene med langt enklere regler og langt mindre bureaukrati?