Glostrup Byret har frifundet Fødevarestyrelsen i den såkaldte minkretssag. Bæredygtigt Landbrug og de tidligere minkavlere fik ikke medhold.
Glostrup Byret har i dag afsagt dom i den såkaldte minkretssag, hvor tre tidligere minkavlere, repræsenteret af Bæredygtigt Landbrug, havde stævnet Fødevarestyrelsen. Retten har valgt at frifinde staten i sagen om det historiske påbud fra november 2020, hvor regeringen beordrede alle danske mink aflivet.
Retten har som begrundelse lagt til grund, at de tre minkavlere påbegyndte aflivningen efter Regeringens pressemøde den 4. november 2020, og dommeren finder således ikke, at aflivningen skyldtes Fødevarestyrelsens påbud den 6. november 2020.
– Vi er naturligvis skuffede over dommens resultat, og vi skal nu sammen med minkavlerne og vores advokat gennemgå dommens præmisser, siger seniorjurist Oskar Verdoner Møller fra Bæredygtigt Landbrug.
Bæredygtigt Landbrug og minkavlerne har nu 4 uger til at beslutte, om dommen skal ankes til Østre Landsret.