Det nye vandløbsregulativ for Gudenåen for Silkeborg – Randers er særdeles mangelfuldt. Derfor har Bæredygtigt Landbrug på vegne af Ålav for Gudenå & Nørreå samt en række lodsejere langs Gudenåen påklaget vedtagelsen af regulativet til Miljø- og Fødevareklagenævnet
Ålauget kritiserer det nye vandløbsregulativ for Gudenåen mellem Silkeborg og Randers for at mangle et solidt fagligt grundlag. Regulativet overlader store dele af vedligeholdelsen til myndighedernes skøn, og samtidig har kommunerne ikke dokumenteret, at Gudenåen i dag er i lovlig stand efter vandløbsloven.
”Når jeg har drøftet sagen med ålauget og lodsejere, har et gennemgående tema været forvaltningernes manglende lydhørhed. Mange mennesker langs Gudenåen har brugt meget tid på at give høringssvar, skrive indlæg og fortælle om de nuværende problemer med manglende vedligeholdelse af åen. Alligevel har de mange høringssvar ikke givet anledning til ændringer i regulativet. Derfor ser de mange interessenter sig nu nødsaget til at tage det næste skridt og klage,” udtaler seniorjurist Oskar Verdoner Møller hos Bæredygtigt Landbrug.
Viborg Kommune skal sammen med sagens øvrige kommuner; Favrskov Kommune, Silkeborg Kommune og Randers Kommune, nu tage stilling til, om man vil genoptage sagen til behandling, eller om afgørelsen fastholdes, og Miljø- og Fødevareklagenævnet derfor skal træffe afgørelse.
”Når Bæredygtigt Landbrug har valgt at bistå blandt andre Ålav for Gudenå & Nørreå med juridisk bistand, så bunder det i, at vi mener de fire involverede kommuner forsøger at lovliggøre en ulovlig tilstand i Gudenåen, hvilket betyder oversvømmede arealer for landmænd, husejere og sommerhusejere. Det kan ingen være tjent med. Det er desværre en tendens, som vi ser mange steder rundt i landet – kommunerne forsøger at lovliggøre en ulovlig tilstand i stedet for at rense op efter tidligere praksis,” udtaler Peter Rosendal, der er bestyrelsesmedlem hos Bæredygtigt Landbrug.
Bæredygtigt Landbrug har netop vundet en anden sag om et ugyldigt vandløbsregulativ for Tårup Bæk på vegne af et medlem. Afgørelsen bliver offentliggjort hos Miljø- og Fødevareklagenævnet i januar.