Politikerne har nu fremlagt den kvælstofaftale, som de kunne blive enige om – en aftale, der rækker langt udover de krav, der tidligere er blevet fremlagt. Kvælstofhammeren kommer til at slå hårdt, og det er til trods for, at den fremlagte kvælstofreduktion ikke kommer til at have den ønskede effekt på vandmiljøet. Det har Bæredygtigt Landbrug arbejdet intenst med at gøre klart for politikerne. Alligevel har de nu valgt at ofre landmænds rettigheder, uden aftalen får en reel effekt.
Man kunne forvente, at venstreorienterede partier ville være klar til at ofre vores rettigheder, men det er et opgør med værdigrundlaget, når flere borgerlige partier vælger at hoppe med på populismen, mens landbruget bliver efterladt på perronen.
Her står vi med en ny aftale, der gør det mere bureaukratisk end nogensinde før, og med en kompensation, der er svær at få øje på. Man har afsat 739 millioner kroner årligt, primært taget af landbrugets egne CAP-midler, som løber frem mod 2032. Herefter aftrappes kompensationen med procentsatser pr. år – uagtet det givne reguleringsniveau og antal de efterfølgende år.
Når de så vælger at lægge produktionsretten over på kvoter, som staten kan tildele eller fratage den enkelte lodsejer fra år til år, så kan man teoretisk set sidde et år med det, der svarer til 100 procent brak. Det udgør i min optik en de facto inddragelse af dyrkningsretten og dermed ejendomsretten, da din ejendom i det pågældende år reelt ingen værdi har. EU-Domstolen har i sin praksis jf. C-293/97 udtalt, at regulering, der begrænser anvendelsen af landbrugsjord i forhold til kvælstofudledning skal respektere ejendomsrettens kerne.
Når politikere så vælger at bakke op om sådan en aftale, har de efter min mening valgt at krænke det mest fundamentale i ejendomsretten. Dermed har de været med til at danne præcedens for, at alle former for aktiver kan inaktiveres efter politisk forgodtbefindende – uden fuld kompensation. Lige nu er det landbruget, der står for skud. Spørgsmålet er nu, hvem bliver det næste gang?