Trifluoreddikesyre (TFA) er i øjeblikket genstand for stor debat. Det er vigtigt, at diskussionen baseres på viden og proportioner – ikke på antagelser.
I dag findes der en toksikologisk grænseværdi for TFA på 60 µg/l. I Danmark har man valgt en mere forsigtig tilgang og fastsat en lavere, administrativ grænseværdi for drikkevand på 9 µg/l. Det skyldes, at TFA betragtes som et industrikemikalie eller et nedbrydningsprodukt fra industrikemikalier, og ikke som et naturligt forekommende stof.
Denne tilgang giver god mening, når man ser på de kendte kilder. Den klart største kilde til TFA er nemlig kølemidler – for eksempel fra airconditionanlæg i biler og fra køletrailere til fødevarer. Når disse mobile køleanlæg er i drift rundt omkring i landet, frigives stoffer til atmosfæren, som senere nedbrydes til TFA. I luften kan TFA transporteres over meget store afstande, før det igen afsættes med regn eller sne.
Målinger bekræfter dette billede. Over Nordeuropa ligger det gennemsnitlige årlige niveau af TFA i nedbør i dag mellem 0,1 og 0,6 µg/l. GEUS har desuden målt TFA i regnvand indsamlet på taget af deres egen bygning. I 2024 lå gennemsnittet på 0,66 µg/l, med enkelte målinger helt oppe på 4,2 µg/l. Det viser, at TFA allerede er allestedsnærværende i regnvand – også langt fra landbrugsaktiviteter.
GEUS har samtidig et igangværende forskningsprojekt om TFA, hvor man i såkaldte worst case-scenarier undersøger, hvad der kan ske, hvis udledningen fra kølemidler stiger markant. Her regnes der med mulige stigninger på op mod syv gange de nuværende årlige bidrag. Det er værd at bemærke, at der allerede findes brugbare og veldokumenterede alternativer til de TFA-dannende kølemidler – hvis man politisk vælger at gå den vej, men de anlæggene er dyrere og svære at vedligeholde.
Planteværnsmidler nævnes ofte i debatten som en mulig kilde til TFA. Nogle få midler indeholder fuldt fluorholdige kulstofstrukturer, som teoretisk kan nedbrydes til TFA. Men her stopper sikker viden også. Der mangler i dag omfattende forskning, som kan dokumentere, om denne nedbrydning faktisk sker under naturlige danske forhold.
Samtidig kan det normale VAP-system ikke anvendes til at belyse spørgsmålet, netop fordi der allerede findes relativt store mængder TFA i regnvand. Det gør det metodisk umuligt at identificere et eventuelt meget marginalt bidrag fra planteværnsmidler, fordi den industrielle baggrundsbelastning af TFA allerede er langt større.
Derfor bør debatten om TFA holdes fast på et fagligt og dokumenteret grundlag. Hvis målet er at reducere TFA i miljøet, peger den nuværende viden entydigt på kølemidler som den vigtigste og mest håndterbare kilde – ikke på landbruget.