Generalforsamling 2026: Formandens beretning

Kære medlemmer, samarbejdspartnere, medarbejdere, presse og venner af dansk landbrug. Tak for jeres fremmøde i dag samt jeres støtte til Bæredygtigt Landbrug og vores fælles arbejde for at sikre dansk landbrug i fremtiden.

Året har på mange måder været et år med oprydning, opsamling og konsolidering. Et år med et landbrug der står i flammer, og landmændene er gået fra irritation til frustration – nu til panik og modløshed. Løsningen er sammenhold, løsningen er Bæredygtigt Landbrug, løsningen er en præcis og målrettet indsats.

Det senere fremlagte regnskab vil vise, at mange og samtidige opgaver er krævende, for både mennesker og økonomi. Året har derfor handlet om at skære foreningen til. Fokus skal snævres ind, og arbejdsdagen strømlines. Mange af projekterne fra tidligere år er gjort færdige og står nu klar til brug. Bæredygtigt Landbrug tager et iskoldt blik på et erhverv i flammer og fokusere på arnen til ilden i stedet for flammerne. Arnen til ilden er ejendomsret, kvælstof og planteværn. Opgaven er ikke at bruge energi på flammer, men målrettet at finde frem til, hvad der først rammer danske landmænd hårdest, og sikre at alle ressourcer går målrettet i takt, for maksimal effekt.

Igen i år har arven fra Hans Jørgen Leo Nielsen været afgørende for, at vi har kunnet lave de mange rapporter, arrangementer og retsopgør for danske landmænd og deres rettigheder. En stor tak og tanke går igen til den generøse arv, som går til erhvervets videre kamp. (TAK)
Da det er min første beretning som formand, vil jeg indlede med årsagen til, at jeg står her i dag – en begyndelse, der i dag er mere end højaktuel.

I 2020 var jeg ikke medlem, men fra sidelinjen havde jeg fulgt med i Bæredygtigt Landbrugs arbejde, siden jeg kom retur fra Sverige og etablerede mig som selvstændig i 2012. Jeg oplevede selv de mange ændringer på egen krop og bedrift – fra 7% efterafgrøder til knap 60%, at båndene snærede mere og mere, samtidigt med at kravene blev mere og mere urimelige.
I samme periode så vi Donald Trump komme til magten, og England løsrive sig fra EU – en periode med store og voldsomme reaktioner internt i landene, der bundede i marginalisering af udkantsbefolkningen.

Det skrev jeg en kronik om til Jyllands-Posten, hvori jeg trak paralleller til den danske forvaltning og udpining af dansk landbrug og dets folk. Med det in mente er det interessant at tænke, at den amerikanske samfundsudvikling er cirka 15 år foran den danske, så til en vis grad kan man tage situationen i USA og lægge 15 år til, så står Danmark samme sted – dog med moderationer naturligvis.

Dette bekymrede mig – derfor skrev jeg kronikken ”et lille land knækker midtover”. Kronikken førte til, at Flemming Fuglede kontaktede mig en lørdag morgen kl. 9, da han havde læst avisen. Han ringede med beskeden om, at nu skulle jeg med. Det blev til 3-4 måneders snak frem og tilbage. Vi havde små børn, og jeg havde ikke tid nok. Desuden mente jeg, at Bæredygtigt Landbrugs retorik nok var i overkanten af, hvad jeg kunne se mig selv i.

Det var intet problem, sagde Flemming. ”Vi har brug for noget nyt – noget, der rammer anderledes, nu da min str. 46 har været igennem snart alle dørkarme, og den charmerende effekt er aftagende”.
Jeg har stor respekt for det arbejde, der lå forud, og det var rigtigt i den tid og givne situation, der var gældende – nu er vi der igen. Der var brug for, at nogle råbte STOP – meget højlydt. Det gjorde – og gør – Bæredygtigt Landbrug. Tiden ændrer sig, og måden, hvorpå vi taler og kommer i kontakt med andre, ændrer sig med den. Vigtigt er, at substansen er den samme.

Hvorfor er det relevant?

Ser vi bagud, var landbruget i Danmark en central del af den danske selvforståelse – dansk Lurpak, bacon og malt. Landbruget var et vigtigt element i opbygningen af dansk økonomi, og befolkningen respekterede de danske landmænd og andre faggruppers faglige viden og arbejde, som bygges op gennem uddannelse og generationer.
Respekten for fagligheden er i dag desværre ofte marginal i offentligheden. I dag virker det som om, hvis du skal vide noget om tænder, så gå til foddamen, om skoledrift, så spørg
tømreren. Vil medierne vide noget om landbrug, så spørger de en marinbiolog. Det er komplet bagvendt.

I dag er samfundets historie, at vi lever af nogle få kæmpestore selskabers indtjening – resten bliver ofte italesat som nærmest unødigt fyld, der lugter, sviner og fylder. Ser man på procentsatsen af selvstændige, fastholder vi europæisk bundniveau og falder årligt til nu cirka 6% af arbejdsstyrken. Det viser den samme konsolidering som i dansk landbrug: Hver gang kravene øges, falder antallet af virksomheder, og størrelsen øges.

Udviklingen er den samme, som i Trumps USA, Farages England og i øvrigt mange andre lande i Europa. Det er dybt bekymrende, og det er skadeligt for det nationale sammenhold som befolkning. Er det ”det” de danske politikere ønsker sig? Billeder som i Bruxelles, London og Washington i Københavns gader?

Dansk landbrug er IKKE et problem. Det er en international succes, og vi burde kræve, at alle fødevarer solgt til danske forbrugere, som minimum levede op til netop vores standarder, for velfærd, klima- og miljøkrav samt restkoncentrationer. Danske forbrugere burde kun kunne tilbydes fødevarer med 100% sammenlignelig kvalitet eller bedre end den danskproducerede.

Året der gik

Hvor begyndte jeg som ny formand – og hvad var min strategi?
Som det første inviterede jeg de øvrige landbrugs- og producentforeninger; Agerskovgruppen, LDM og Danske Svineproducenter samt en række erfarne kræfter fra dansk landbrug som Peter Bohsen og Povl Fritzner til en fælles snak. Det var ikke beslutningsmøder men samtalemøder, hvor vi sagligt diskuterede ”rigets tilstand” omkring dansk landbrug, og hvordan vi så på tingene.
Jeg vil gerne takke jer for jeres gode input og bidrag til samtalerne og for at udstyre mig med jeres holdninger og retning. Når vi sætter os sammen og får fundet en fælles forståelse, står vi både stærkere sammen men også individuelt, fordi vi kender hinandens positioner og kan agere ud fra dem.

Et eksempel på den slags samarbejde så vi med vores fælles kronik sammen med producentforeningerne og FødevareDanmark. Den blev bragt sidst på året i Jyllands-Posten – og den satte et eftertrykkeligt aftryk på Christiansborgs korridorer, da det dermed viste, at vi ikke er alene, men har evnen til at danne både alliancer og et kvalitativt fællesskab.

Fra begyndelsen af 2025 har vi arbejdet målrettet og effektivt på at oplyse danske landmænd om vores forventninger til effekten af trepartsaftalen, og hvordan vi forventer, at den politiske aftale og fuldkomment håbløse målsætning om kvælstofreduktion vil påvirke dansk landbrug.
Vi begyndte med fem arrangementer rundt i hele Danmark, hvor mange hundreder af medlemmer samt en række øvrige interessenter deltog.

Alle steder kvitterede folk med samme besked: Sikke et informativt oplæg og nogle dygtige medarbejdere, men uha et skræmmende budskab og resultatforventning.
Som forsommeren gik, opdagede vi, at flere ministerier tilsammen havde arbejdet med et skema for vurdering af, hvor meget af landmandens dækningsbidrag, man mente at kunne tage, førend det ville blive vurderet som ekspropriation.

En opdagelse der fuldkomment bekræftede vores bange anelser, som ikke tidligere kunne dokumenteres. Den gamle mistanke om, at der er kræfter i Danmark, som vil bruge
miljøområdet som undskyldning til at tage værdien og ejendomsretten fra danske landmænd gennem salamimetoden, tonede nu klart frem. Debatten om miljøområdet bekræftes dermed helt åbenlyst, at det aldrig har handlet om natur eller miljø, fordi så havde det faglige fokus ligget andetsteds Et fagligt fokus og nogle løsninger som Bæredygtigt Landbrug i mange sammenhænge har peget på.

Målet er at tage værdierne – procent for procent. Vi igangsatte øjeblikkeligt en juridisk vurdering fra juraprofessor Frederik Waage, som skulle komme med sine vurderinger i et responsum af disse dokumenter. Et responsum, der netop fremlægger flere konkrete sager fra EU, hvor der er afsagt domme mod stater for overtrædelser af blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

At staten aktivt vælger at spekulere mod sine egne borgere, er uomtvisteligt – alene, at man undersøger, hvor langt man kan gå, er i sig selv en dybt krænkende tankegang.
Mange af de politiske beslutninger, der er truffet i 2025, har ikke medført konkret lovgivning eller bekendtgørelser, om end der har været et hav af høringer. Det er et politisk svendestykke til UG med en masse retorik – dog uden substans.

Danske landmænd står derfor nu på den politiske mødding uden at kende sin fremtidsudsigter eller med mulighed for at kunne planlægge hverken sit liv eller fremtid.
En anden pointe om uforudsigelighed og fastlåsning, som måske netop kolliderer med konventionerne.

Den retoriske vej til målet synes at være at anvende massiv mediestorm. Det forekommer ganske besynderligt, at lige præcis de dage hvor politiske aftaler skal forhandles, så lander der en ny ”møgsag” i pressen. Man kan nu også konstatere, at der er politikere der bygger hele deres valgkamp på at slå på landbruget og landmandsfamilierne – brug nu energien på at omfavne det positive i stedet for det modsatte.

Det er meget udansk, og tankerne går igen på politikere i andre lande, vi normalt ikke ønsker at sammenligne os med. Sociale medier, der koger over med hadske beskeder og holdninger, så kampgejsten forsvinder, og vi accepterer, hvad vi får tildelt.

Det kan kun besvares med:

NEJ FANDME NEJ.

DANSKE LANDMÆND DRIVER NOGET AF VERDENS FINESTE OG RENESTE LANDBRUG I VERDEN. DET FINDES DER BJERGE AF DOKUMENTATION FOR.

– Uagtet forsøg på politisering!

– Vi vil ikke finde os i at leve i en trancetilstand, hvor vi hverken er levende eller døde

– Vi vil ikke acceptere skyld, som ikke er vores

– Vi lever af og med naturen, sådan som vi har gjort i tusinder af år

– Vi leverer et stort bidrag til dansk økonomi og liv på landet

– Vi ønsker et attraktivt ydre Danmark for os selv, vores naboer og vores børn

Vi må som bidragydende borgere til samfundet kunne kræve en helt almindelig borgerlig respekt om os som personer – og vores familier.

Vejle Fjord-rapporten

Et af årets projekter – et projekt for netop at påvise landbrugets manglende skyld og generel sammenhæng – er Vejle Fjord-rapporten. Den er udarbejdet af det svenske miljøinstitut IVL, som til dagligt rådgiver den svenske stat i sine miljøspørgsmål – altså en fuldt anerkendt og valideret virksomhed på højeste niveau. Instituttet udtog 21 prøver fra Vejle Fjord og Å.
Rapportens konklusion var klar: Fjorden er fyldt med menneskelige spor – alt fra smertestillende medicin, antidepressive, industrielle produkter og meget mere.
Opgaven med at klarlægge tilstanden i de danske fjorde har været forsøgt udført i mange år med forespørgsler til andre virksomheder, der kan lave miljøundersøgelser, men som har takket nej til opgaven. En opgave, der reelt gik ud på at modbevise staten – selv samme stat, som udbyder netop disse opgaver.

Ordsproget ’man skal ikke bide den hånd, der fodrer én’ toner frem, desværre til ulempe for samfundsdebatten og et unuanceret ansvar placeret på ét erhverv.

Vejle Fjord er interessant at gå i rette med, da en række organisationer og politikere havde udført en begravelse af fjorden – med slet skjult henvisning til landbruget som morderen.
Begravelsen blev foretaget af en præst, hvilket ikke gjorde min forargelse mindre og førte til, at jeg skrev til biskoppen, om det var hensigtsmæssigt for en præst at medvirke i sådan et mediestunt.
Hvad biskoppen og selvsamme præst ville gøre, hvis der genopstod liv i fjorden: Var vedkommende så klar til at fejre genopstandelsen under samme mediedækning?

I Vandplanssagen i 2023 fik vi under vidneansvar den ansvarlige kontorchef fra Miljøstyrelsen til at anerkende, at man kun måler få procent af de kemiske målinger i vandmiljøet – noget man faktisk skal gøre fuldt ud.

Derfor tog vi ansvaret og tog sagen i egen hånd.

IVL-rapporten bekræfter vores påstand om, at menneskelig og samfundsaktivitet fylder rigtig meget i fjorden, og udfordringerne er langt mere komplekse, end en fortærsket snak om nitrat.

Danmarks Radio havde i tiden op til kørt en række sager om industrivirksomhederne, der håndterer spildevand fra bl.a. Norge og derefter udledte til dansk farvand. Reportagerne var entydige og gav både miljøministeren og styrelsen et hak i tuden for ikke at have styr på det.

Nu kan vi så vise præcis det samme billede af Vejle Fjord og i virkeligheden nok de fleste danske fjorde.

Afdækningerne fra medierne og IVL-rapporten slår en tyk streg under, at myndighederne aktivt ikke følger vandrammedirektivet i dets direkte ordlyd, men nærmere en sorteret virkelighed, så det passer til det politiske billede og ønsket om placering af økonomisk tab væk fra samfundet – regninger der alternativt vil bjerge sig op til enorme summer for de danske byer. Vi må derfor holde ministeren op på, at det vel ikke er økonomi der er afgørende for et godt miljø?

Rapporten blev tilbudt direkte til Danmarks Radio som eksklusivhistorie ovenpå deres afsløringer af industrielt spildevand i flere rapportager, men meldingen derfra var blot ”nej tak”. Det er en dybt skuffende reaktion.

Peter Kjær Knudsen og familien har sammen med Knud Jeppesen igen i 2025 ydet et kæmpe arbejde omkring spildevand.

IVL-rapporten fik også dit smil frem, Peter, for nu var der dokumentation, og det skulle ud over rampen. Resolut som du er, bød du dig til, for at hjælpe med at få det mangfoldiggjort, og vi fik i fællesskab dannet en gruppe med blandt andre Peter Rosendal og Knud Jeppesen, som skulle forsøge den svære opgave, at få rapporten ud, en opgave, der må betragtes som samfundsoplysning til gavn for hele Danmark.

Kvælstofgruppen

Den nye reguleringsmodel, som Jørgen Evald netop har fremlagt, er dybt skadelig for landbruget, og den får ikke effekt på vandmiljøet. Modellen er et klassisk eksempel på ekstra bureaukrati, omkostninger, inddragelse af frihed og datotyrani. Det umuliggør at drive godt landmandskab.
I et forsøg på at følge med i de bjerge af høringer, modeller og ideer, som er væltet ud af ministerierne igennem hele 2025, lavede vi en udvidet faglig sparringsgruppe ”Kvælstofgruppen” – med Ann-Louise fra bestyrelsen for bordenden sammen med blandt andre Claus Neergaard og vores faglige medarbejdere.

At man vælger modeller, der ikke tager højde for udbyttet, når man beregner udvaskning, er en faglig fornærmelse for landmænd og ufatteligt i et såkaldt videnssamfund.

Kvælstofdiskussionen er uløselig, når man ikke tager fat om nældens rod – fosfor – særligt vandopløst fosfor, der stammer fra spildevand. Jeg kontaktede en fra mit lokalområde i weekenden, der er særdeles aktiv i kystvandråd og treparter. Han havde aldrig hørt eller talt om vekselvirkningen mellem fosfor og kvælstof. Han var dybt forundret: ”A hva’, kan 1 kg fosfor erstatte mange kilo kvælstofeffekt?” – det havde de da aldrig talt om. Det er fagligt useriøst, og jeg undres over, at man ikke udstyrer rådene med den basale fosforviden, som bruges i blandt andet Sverige.
Det antog jeg som en selvfølge.

På samme måde har Thomas Jensen og Peter Rosendal kørt en hård enekamp for kemiske målinger i kysvandrådene og en kamp mod biologiske markører som epifytter, der ikke har været relevante i vandrammedirektivet i mange år.

Hvorfor ikke måle kemien, som man skal? Hvorfor kæmper man ikke for at få hele billedet frem?
Hvad er det, man ikke ønsker at vide?

Igen må Bæredygtigt Landbrug springe til og tilføre faglig viden, når ingen anden havde gjort det.
Landbrugets kvælstof, nitrat, er isoleret set ikke et problem i relation til iltsvind, men omvendt ønsker vi heller ikke et tabt kilo for meget. Det er dårligt for bundlinjen, og tabet er i ingens interesse. Men hvad er et realistisk billede af en udvaskning fra Danmark, som samtidigt giver mening, både i forhold til drift af jorden, hvad markedet efterspørger, og hvad der er langtidsholdbart for jordens frugtbarhed til næste generation?

Det kræver et lille overskud af kvælstof for at kunne opbygge kulstof i jorden. Den fortsatte udpining gennem håbløse modeller af jorden er IKKE hverken regenerativt eller forsvarligt til de kommende generationer – det er uholdbart.

Politikerne kan derfor blot vælge, om vi alle skal dyrke ineffektive afgrøder, der efterlader lidt mere næring gennem lavere udbytte til kulstofopbygning, eller om vi skal have lov at tilføre tilpas, så vi fortsat har en markedskonform og konkurrencedygtig produktion i Danmark.
Min vurdering er, at valget af den nye model er valget af ineffektive løsninger – en slags nedsparing i dansk landbrug, hvor fremtiden skal foregå på et lavere blus – med lækage af produktion til andre egne.

Jeg vil gerne takke Claus Neergaard og de andre faglige bidragydere til at hjælpe med at arbejde med indholdet og konsekvenserne i alle disse problematikker.

Politikere

Året har kastet mange diskussioner af sig – ikke mindst i pressen, hvor min gode kollega Klaus Aage Bengtson efterspurgte svar fra økonomiminister Stephanie Lose – svar som ikke blot af os, men også af andre blev vurderet som arrogante og afvisende. Erling Bonnesen blev udfordret på præmissen om, at hvis 15% landbrugsjord blev taget ud, så var der fuld dyrkning på de sidste 85% – en præmis vi har udfordret fra dag 1, da det ikke hænger sammen. Bonnesen fastholdt imidlertid, at det var gældende.

Med de reguleringskort og modeller, der foreligger i dag, må vi igen konstatere, at Bæredygtigt Landbrug igen havde ret – men hvem får regningen?

De unge skal hjælpes i gang lyder det ofte. Der er mange, som gerne vil – de skal bare have mere i etableringsstøtte. Men hvad hjælper det at udstyre en ung med et engangsbeløb, hvis rammerne for driften ikke hænger sammen? Hvad skal den unge sætte sine penge i, når vilkårene for en investering ændres fra måned til måned, og de store beslutninger er så uigennemtænkte og ude af trit med markedets behov?

Jeppe Bruus har i flere omgange været skråsikker på, at der var styr på statsstøttereglerne, som vi og Hans Sønderby af flere omgange har banket på. Ordningerne blev ikke lagt ud, uden de var godkendt. Sådan lød meldingen. Vi kunne dog ikke finde godkendelserne og efter flere aktindsigter, så kom svaret endelig fra SGAV:

– Nej. Det var ikke alt, der var godkendt, men man regnede med, at de ville blive det. Vi har vedholdende holdt politikerne op deres løfter for at sikre, at de holdt vand. Men resultatet og dermed skuffelsen er desværre ofte den samme. Hvordan skal man tage det seriøst? Hvordan forventer man, at vi skal håndtere store investeringer, planlægge afskrivninger i 20-25 år, når alting kan kastes op hvert andet øjeblik og ændres igen – uden at have styr på sikkerheden i det, man tilgår?

Aktindsigterne er også søgt af mange gange til de økonomiske beregninger bag tankerne om tab og kompensation, men alle ansøgninger er blevet afvist. Det kan ikke være rigtigt i et retssamfund. Hvorfor skjule sandhederne?

Mange politiske møder er det seneste år blevet afholdt – fælles for det hele var kommentarerne ”det var blevet meget værre, hvis ikke vi var gået med”, eller ”det er det politisk mulige”.
At forlade sig på begreber som ”det var blevet meget værre, hvis ikke vi var gået med” eller ”det politisk mulige” er en falliterklæring. En politiker skal muligvis kunne tælle til 90 – det behøver vi som interesseorganisation heldigvis ikke bekymre os om. Vi fokuserer på det faglige og juridiske, så må vi lade historiebøgerne dømme dem, der svigtede landbruget.

I forhold til situationen, som landbruget er efterladt i nu, kan det være svært at se, hvor meget ringere det faktisk kan blive.

Ryd op i punktkilderne

Miljøminister Magnus Heunicke har igen gjort sig bemærket ved at fortsætte sine ambitioner om store udtagninger af landbrugsjord, for ”at redde grundvandet”, som han udtrykker det.
Det er et videnskabeligt falsum, og den holder ikke en meter. Der er IKKE sløjfet en boring de sidste 20 år, som følge af regelret brug af pesticider på dyrkningsfladen. Punktkilderne skal man derimod se at få ryddet op i.

Farmbrella gennemgik sidste år 233.000 vandprøver fra Region Nordjylland, og de afslørede, at 94% af prøverne kunne henvises til punktkilder – kun 6%, som alle var gamle afmeldte midler, kunne der sås tvivl om, hvorvidt de stammede fra landbrugets aktiviteter. Der mangler ordentlighed og dokumentation for ministerens påstande.

Hvis miljøministeren rent faktisk vil bidrage til et bedre miljø, må vi blot henvise til Danmarks Radios historier om spildevandet, IVL-rapporten og punktkilderapporten.

Året har også budt på mange positive oplevelser blandt de politiske kontakter og møder.
Jeg vil gerne takke for de gode snakke. Der er både politikere, rådgivere og interessenter, der faktisk lytter og sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også er, som det fremgår i massemedierne og derved faktisk tjener samfundet ved at se på nuancerne. TAK

Dertil oplever jeg nu en større gruppe af både unge og mere modne, der åbent begynder at stille en række spørgsmål til værdien og effekten af både Trepartsaftalen og de politiske aftaler. Politikere der reelt stiller sig foran og tør advokere for et erhverv, som får tæsk, hvor populisterne tjener flest point blandt vælgerne ved at jage og fordømme landbruget. Det er de første tegn jeg kan se på, at samfundets store hjul så småt er ved at dreje sig, og at holdningerne på et tidspunkt vender.

Jeg må dog samtidig advare de nye politiske spirer om, at det kræver stort mod og vedholdenhed at fastholde sin position, når man først er ankommet på Christiansborg. Man kan hurtigt blive isoleret, hvis ikke man retter ind og gør som de etablerede siger – eller som i ungdomsfilmen Zappa: Du skal spise sneglen, hvis du vil være med i klubben Mulle.

Samfundet er under angreb. Det hører vi ofte. Ord som hybridangreb er blevet mere almindelige og betyder blot, at man angribes indirekte.

”Maksimal grad af erstatningsfri regulering” er et yndet udtryk blandt nogle.

Det er i min optik et direkte angreb på en af grundstenene i den danske grundlovs §73 – ejendomsrettens ukrænkelighed – en lov, der fremstår firkantet, men i virkeligheden er blevet noget udvandet med tiden. Men hvis man blot ved politisk pression kan fratage folk deres værdier uden fuld og hel erstatning, så er vi ikke længere den retsstat, vi kender. Giver man lov til dette, er det måske landbruget, der forsvinder i dag, men ingen ejer af aktiver kan derefter vide sig sikker. Hvordan skal man som långiver eller investor agere fremadrettet, hvis det bliver en ny norm, at politikerne i Danmark kan tage en given procentsats med et pennestrøg? Hvordan vil det påvirke troværdigheden af den danske økonomi eller sikkerheden i obligationerne? Her har Bæredygtigt Landbrug brugt store bogstaver ad flere omgange og indskærpet overfor politikerne, at man her leger en meget farlig leg – ikke bare for landbruget men for alle former for aktiver.

Hele denne diskussion om erstatningsfri regulering og salami-metoder til at fratage folk deres værdier er den gamle kommunistiske model, der bunder i at samle jorden og aktiverne i staten, som så borgerne kan leje eller bruge kollektivt. Denne metode ER ALTSÅ AFPRØVET uden succes, men har indtil videre kostet 30-40 års genopretning.

Retssager

Kampen mod alt dette starter med høringer om ny lovgivning, oplysning til alt og alle samt retssager. 2025 har budt på et stort antal høringer, alene i november måned, har vi taget stilling til 34 høringer, hvoraf der er indgivet svar på 25. Et helt uhyrligt antal. Hvordan kan det være rimeligt at drukne folk med så mange på én gang? Alene gødningsloven udgjorde mere end 460 siders tekst, som der skulle indgives svar på – Bæredygtigt Landbrug leverede et svar på 40 sider.
Nytter det noget? Det er svært at sige. Men hvis ikke man indgiver et høringssvar, har man forpasset sin mulighed for at komme med input eller kritik til en given lov. Dette kan myndighederne derefter gå ud og sige: Jamen I havde jo muligheden for at svare, men det lod I være med. Derfor går der ganske betydelige ressourcer til at svare og behandle det, som løbende vurderes som vigtigst.

Lad mig bare sige det kort og kontant: Hvis kvælstofreguleringen kører igennem, som de politiske aftaler lægger op til, at man vil, så VIL der blive massive tab og deraf følgende retssager. Tabene vil ikke være indskrænket til tab af driftsindtjening men vil også udfordre egenkapitalen for mange, der har aktiver bundet op på en konkret dyrkning, hvad enten det er bygninger, rettigheder eller maskiner, som skal realiseres til en given pris – i et ukendt marked.

Konsekvenserne af dette er nærmest uoverskuelige ift., hvad det påfører den enkelte, når omstændighederne ikke er kendt. De økonomiske konsekvensberegninger, man ser og hører om, kan jeg ikke genkende på hverken min egen eller andre bedrifter. Spørgsmålet bliver derfor, hvor længe kan man holde økonomisk stand, hvis tabet bliver for stort, indtil man får bremset det ved en domstol? Og hvad vil erstatningssagerne komme til at løbe op i? Mit bud er, at regningen for minksagen vil være en miniput til sammenligning. En kæmpe regning og et ansvar, der skal håndteres, med mindre at de ansvarlige påtænker at løbe fra det.

Vi agter at sætte alle økonomiske og menneskelige ressourcer målrettet i spil, så de rækker så langt som muligt, hvis det udspiller sig, som det tegner. Nu må vi se, hvad de stemmer igennem, eller om der faktisk er ansvarlige politikere tilbage på Christiansborg.

Regeringens fokus på kvælstof er forkert. Vi kommer nok til at se mindre kvælstof i vandet, men det kommer ikke til at hjælpe på vandmiljøet. Det viser både udenlandsk forskning samt 40 års realiteter i Danmark. Problemet er som gennemgået af Jørgen Evald, fosfor, temperaturstigninger og kemiske påvirkninger. Skal man så udfordre med en ny sag om vandrammedirektivet igen? Måske – der er i hvert fald en række pointer, som er værd at tage med i mappen, hvis sagen skal op.
Det, vi konkret ved lige nu, er, at staten indmelder til EU, hvad man agter at gøre, for at opnå ”god tilstand”. EU holder derefter øje med, om Danmark følger op og agerer som indmeldt. De forholder sig ikke direkte til, om Danmarks valg af løsning er hverken fagligt korrekt, fornuftig eller rigtig – kun om der er sammenhold mellem intention og udført.

Vandrammedirektivet taler IKKE om totale tons, men om balance. Det giver den ulempe, at man ikke kan klandre staten for at sætte målet for udledningstallet for lavt, men derimod at man mangler helhedsbetragtningen, de kemiske sider af Vandrammedirektivet, IKKE at leve op til byspildevandsdirektivet, når man nu samtidigt så nidkært har implementeret nitratdirektivet.
Staten kan derimod klandres for ikke at bruge bedre rådgivning end den samme effektløse løsning i nu 40 år. Som virksomhed eller som en, der gerne vil tabe sig, er der én grundregel:
Ønsker du et andet resultat, så gør noget andet.

Som landmand i Danmark vil jeg derfor opfordre staten til at se indad og konfrontere rådgivningen med spørgsmålet om et rådgiveransvar for 40 års regninger uden effekt.
”No cure – no pay” bør snart være rettidig omhu selv for offentlig forvaltning af skattemidler.
Retssager har der også været nogle stykker af i 2025 med både minksagen og opstarten af TFA-sagen om forbuddet af planteværnsmidler.

Minksagen i Glostrup var en anderledes sag, der ikke handlede om penge. Sagen handlede derimod, om hvorvidt staten havde forbrudt sig mod minkavlernes grundlæggende rettigheder ved at beordre nedslagtning for så at ændre det til en anbefaling få dage efter. Efter et par gode dage i retten med solide vidneafhøringer og en sag alle mente var en ren tilståelsessag for myndighederne, tabte vi alligevel i byretten. Dommen var så tilpas besynderlig, at selv juraprofessor Frederik Waage var ude og kommentere den på sociale medier få timer efter offentliggørelse. Sagen er anket til landsretten, da vi absolut ikke mener, at man har overholdt borgernes rettigheder.

TFA-sagen, som Anne har gennemgået, er en ny sag, der handler om forbuddet mod 33 planteværn, der potentielt kan danne TFA – et stof i PFAS-gruppens cirka 12000 stoffer – og endnu en milliardbombe under dansk landbrug. Sagen køres af Hans Sønderby og hele processen omkring sagen har været diskuteret i detaljer med Sønderby med ekstern hjælp fra Bente Andersen og Ulrik Lunden.

Jeg hilser nye teknikker velkommen. Teknikker, der gør, at vi kan reducere sprøjteplanen. Tænk hvis vi kunne bruge de tidlige morgener på jagt, gåture eller bare sove et par timer længere. Eller de sene aftener, hvor vennerne sidder ved havegrillen, mens jeg kører ud efter biernes flyvetid og bekæmper skadedyr.

Det vil da være fantastisk, og jeg glæder mig, men sandheden er, at disse nye teknikker er adskillige år væk fra at være på markedet. Miljøstyrelsens beslutning skaber ikke kun et økonomisk kæmpe hul for danske landmænd, men vil også gamble med sundheden i danske råvarer, når naturlige toksiner ikke kan bekæmpes optimalt.

Hvad sker der for flokimmuniteten i planteavlen, hvis hele bekæmpelsen reduceres? Vil det påvirke økologien negativt, når det generelle tryk af skadegører øges? Hvordan skal vi kunne fastholde mange af specialafgrøderne til eksport, når de ofte er både kvælstofintensive og kræver omhyggelig pasning mod skadedyr og ukrudt?

Vi har desværre allerede set tegn på udflytning af vores tidligere kendte produktioner indenfor specialavl. Tendensen vil øges og produktionen vil ligesom med diskussionen om klimagasser føre til lækage af produktion til andre egne med ringere forhold for både natur og mennesker. Er det virkelig det, Danmark vil?

Skal danske landmænd nu efterlades i et økonomisk vakuum, indtil der forhåbentligt dukker nye løsninger op engang om 7-10 år? Skal vi af en fejltagen og uproportionel indsats mod potentielle TFA’er, der er afmeldt gennem en mystisk proces så føre til regodkendelse af gamle midler i en mellemperiode, der er afmeldt af det reelle system? Hvor er logikken så henne?

Det mangler sammenhæng og systematik.

Bæredygtigt Landbrug står alene med sagen i forsvaret for en proportionel behandling af danske landmænd – alle andre har kapituleret. Det kan undre mig, at foreninger og organisationer, hvis formål er at tjene sine medlemmers interesser, ikke er mere opsatte på rent faktisk at forsvare dem i en urimelig og usaglig situation – bare fordi det er ”ubehageligt” i dagspressen.
Vi har søgt om opsættende virkning for de midler og anvendelser, som vi ved ligger under den gamle grænseværdi, og vi håber naturligvis, at vi kan få rettet denne fejl, så danske landmænd ikke står i et økonomisk uholdbart vakuum, indtil nye løsninger er på plads og samtidigt få rettens ord for, at enten har vi en godkendelsesproces, eller også har vi ikke.

Det usandsynlige samarbejde – og kobling

Danske landmænd står ofte helt alene i kampen for en fagligt og juridisk korrekt regulering af kvælstof og planteværn – en position, der politisk bliver svagere og svagere, da der bliver færre landbrug og dermed falder den demokratiske tyngde.

Hvad gør vi så? Hvordan finder vi en ny vej og får skabt ørenlyd til flere stemmer? Snakken om kvælstof og planteværn er isoleret til landbruget, men spørgsmålet er, om vi kan koble det med noget andet, som har mere relevans og sympati fra resten af befolkningen?
Hvorfor skal en landmand uimodsagt i pressen bære skylden for alle Danmarks miljøproblemer, når almindelig faglighed, kemiske målinger og logik tilsiger, at det er umuligt?
Hvorfor skal planteværn til landbrug leve op til nogle helt andre krav end industriel anvendelse med samme aktivstof?

Hvorfor skal vi gennem retssale kæmpe flere og flere kampe, der handler om basale rettigheder som Minksagen, eller en stat der nu åbenlyst spekulerer i, hvor meget de kan tage uden om erstatning?

Spørgsmålet er i 2026: Har vi overhovedet grundlaget for en faglig diskussion i Danmark?
Eller bør vi starte med spørgsmålet: Har danskerne stadigvæk de grundlæggende rettigheder, vi har kendt de sidste 175 år?

Når politikere som Uffe Elbæk på sociale medier kan sætte spørgsmålstegn ved, om man egentlig kan eje de ”fælles ressourcer” som vand og jord, hvor er vi så henne i Danmark?
Mængden af sager mod staten i denne fællesmængde ”rettigheder” øges i disse år. Her er lidt eksempler af nyere dato:

– Therese Scavenius mod regeringen i baseaftalen med USA – civiles rettigheder med fremmede troppers ret til at ”sikre fred og ro” uden nærmere specifikation?

– Udvisningsreformen, der fik Frederik Waage til at kommentere, at hvis staten alligevel ikke vil leve op til konventionerne, så kan man lige så godt melde sig ud af dem

– Tidl. topembedsmand Peter Lofts nye artikel i Berlingske, hvor han med forfærdelse konstaterer, at 30 ændringer giver SKAT flere rettigheder, men borgerne er i samme periode kun tildelt 3. Goliat vokser, som han bemærker det i artiklen

Alle disse sager har nøjagtigt samme snit, som det der sker ude i den store verden – magten samles og rettigheder bliver mindre for den enkelte borger og virksomhed, uanset om du er landbrug, virksomhed eller borger.

Vi kan måske derfor finde et ”usandsynligt samarbejde” med dem, vi normalt ikke samarbejder med i spørgsmålet om, hvorvidt man får frataget sine rettigheder, og om det er okay, eller vi fx skal forlade konventionerne?

Jeg vil gerne se den politiker, der offentligt vil gå ind for, at danske landmænd skal fratages almindelige borgeres rettigheder, alene fordi de er landmænd.

Bæredygtigt Landbrugs kamp for dansk landbrug er derfor ikke kun en kamp om fagligt og juridisk korrekt regulering og behandling. Det er i virkeligheden en frihedskamp – en kamp for basale rettigheder, som langt flere danskere burde vågne op til og se i deres perspektiv.

En særlig tak skal afslutningsvis lyde til landbrugspressen, som yder en stor indsats for os som erhverv, vores sammenhold og interne kommunikation i både enighed og uenighed.

Tak, fordi der laves stærke ledere med holdninger, og tak fordi I taler erhvervets sejre og nederlag ind til både beslutningstagere og øvrige medier. Jeg vil derfor opfordre og anspore til, at alle landmænd sørger for at købe aviserne, så vi kan fastholde disse medier i fremtiden.

Jeg vil gerne takke for et fantastisk samarbejde i bestyrelsen – at I deltager i kystvandråd samt møder med styrelser og fonde over hele landet. Tak til medarbejderne der har ydet en kæmpe indsats, hvor både aftener og weekender kommer i spil – et arbejde der ikke altid ses udefra. Tak for de mange gode grupper, vi har fået skabt og samlet på tværs af hele dansk landbrug, så vi løser opgaverne målrettet med hinanden – for samlet i Bæredygtigt Landbrug er vi stærke