Onsdag dannede Bygholm Landbrugsskole ramme om Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling 2026, hvor formand Niels Hauge Mikkelsen holdt sin første beretning midt i en tid, hvor landbruget står i flammer. Modløsheden var til at mærke, men viljen til at kæmpe for et fremtidigt landbrug lod til at være størst
Det var stort fremmøde i går, da Bæredygtigt Landbrug holdt generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole. Her lagde fagchef Anne Andersen og faglig direktør Jørgen Evald Jensen ud med at lægge de hårde realiteter på bordet, da de gennemgik forbuddet mod planteværnsmidler, grøn trepart og kvælstofreguleringerne, der kommer til at kvæle en stor del af det danske landbrug, hvis de bliver indført, som de står nu.
Jørgen Evald slog blandt andet fast, at der er stor forskel på, hvordan bedrifter ramme. Men 40-45 procent af landbruget kommer til at opleve voldsomme reguleringskrav, og tabet er massivt de steder, hvor der skal ændres meget i sædskiftet og N-tildelingen.
Derudover tog han fast i et emne, der har været til diskussion flere gange: Er kvælstofindsatsen en del af trepartsaftalen? Med passager fra Aftale om et Grønt Danmark slog han fast, at det har den hele tiden været.
Du kan se de faglige pointer her.
Med realiteterne og Bæredygtigt Landbrugs fokusområder på plads begyndte generalforsamlingen med formand Niels Hauge Mikkelsens første beretning – en beretning, som understreger, at landbruget står alene i en svær tid, hvor krav og regler uden fagligt belæg står til at lukke flere bedrifter. Derfor opfordrede formanden også til sammenhold i landbruget, fordi alliancer sender et stærkt signal.
”Året har på mange måder været et år med oprydning, opsamling og konsolidering. Et år med et landbrug der står i flammer, og landmændene er gået fra irritation til frustration – nu til panik og modløshed. Løsningen er sammenhold, løsningen er Bæredygtigt Landbrug, løsningen er en præcis og målrettet indsats.”
Sådan lød det blandt andet i beretningen, som tog fat om den usikre fremtid, landbruget står overfor, og hvordan landbruget bliver udskammet, når et unuanceret ansvar bliver placeret på ét erhverv.
Du kan læse hele beretningen her.
Også i den efterfølgende debat mærkede man, at der var modløshed over fremtiden, men også opfordringer til, hvordan Bæredygtigt Landbrug skulle gribe kampen an.
Og medlem Peter Eliassen takkede for, hvordan Bæredygtigt Landbrug havde grebet hans kamp an.
”Jeg vil gerne sende en stor tak til Bæredygtigt Landbrug, fordi I har bakket sagen op. Der er ingen, der skal komme og sige, at Bæredygtigt Landbrug er unødvendig. Dem har vi virkelig brug for,” lød det.
Derefter var det formandens tur til at takke bestyrelsesmedlemmerne Jørgen Brønd og Klaus Aage Bengtson, som begge trak sig fra bestyrelsen. Thomas Jensen, Ann Louise Worsøe Jørgensen og Peter Rosendal modtog genvalg.
Derudover skulle tre nye bestyrelsesmedlemmer vælges, eftersom Peter Kiærs stol ikke blev genbesat sidste år. Thomas Kristoffersen, Ulrik Lunden og Jens Iversen blev valgt. Bestyrelsen konstituerer sig ved næste bestyrelsesmøde.
Traditionen tro blev der udpeget et æresmedlem. Det blev det mangeårige medlem Steen Rasmussen, fordi ”han i rigtig mange tilfælde har lagt sig ud på skinnerne for foreningen, og det er der ikke ret mange, der har. Der er mange eksempler på, at han har talt landmændene og foreningens sag.”
Som punktum på dagen var FødevareDanmarks direktør, Leif W. Laustsen, på scenen med oplægget ”Derfor skal vi bevare dansk landbrug”.
Han var enig i, at beslutningerne bliver truffet på et spinkelt grundlag og opfordrede til at stå sammen.
”Landbruget er meget, meget vigtigt. Vi er bekymret for råvaretilførslen til vores medlemmer. Vi er bekymret for fremtiden på den politiske bane,” lød det blandt andet fra Leif W. Laustsen, som opfordrede landmændene til at åbne mere op for deres landbrug og tage ejerskab over fortællingen om dansk landbrug.








