Pas på med biogasstrategien

Biogas er en rigtig fornuftig måde at udnytte energipotentialer i restprodukter, herunder gylle og møg. Ingen tvivl om det, men bagsiden skal vi overveje strategisk som erhverv.
Trepartsaftalens udtag af 15 procent af landbrugsarealet og dermed udspredningsarealet lægger et voldsomt pres på omkostningerne for anlæggene til transport, opbevaring og kamp med andre aktører om netop adgangen til arealet. Den politiske kvælstofaftale er en ekstrem gearing af problematikken med netop udspredningsarealet tillagt, at den reelle udnyttelsesprocent i gyllen er lav og uensartet.

Den økonomiske kamp er allerede i fuld gang og flere steder i landet betales der mange penge for at aflevere gylle til planteavlerne, fordi arealet skrumper og samfundets øvrige næringsstoffer også finder vej til både biogasanlæggene og markerne i sidste ende.
Hvis biogasanlægget bliver ”licens to produce” for alle husdyrproducenter, bliver de sat i en økonomisk skruetvinge mellem offentlige – og industrielle midler og selve biogasanlæggene, der har deres egen businesscase.

Hvis trepartsaftalen og kvælstofaftalen bliver ført ud i livet, kommer prisen på udspredning af gyllen til at blive høj – meget høj – og spørgsmålet her er, om Danish Crown, Arla og deres medlemmer i NNF kan levere en notering, der kan konkurrere med fx Novo Nordisk eller spildevandsanlæggene i kampen om at få spredt deres næringsstoffer ud?

Landbruget sidder på den grundlæggende ressource til at håndtere hele samfundet næringsstoffer, men til hvilken pris? Som planteavler skal min økonomi nu omstilles fra at sælge en vare i form af korn og frø til i stedet at bortauktionere udspredningsareal til den højest bydende. Når sædskiftemodellen og reguleringskravet gør, at jeg ikke længere kan dyrke effektive afgrøder, skal indkomsten flyttes rundt til prisen for at tage imod. Den økonomiomstilling kommer til at hæve prisen på foderenhederne, samtidigt med at industri og offentlige næringsstoffer presser prisen op på at aflevere næringsstoffer – kan noteringerne bære den kamp?

Når mange af anlæggenes økonomi afhænger af CO2-certifikater, som igen er politiske instrumenter og dermed ikke universelle salgsvarer som et kilo korn, så er der en betydelig risiko for prisen, hvis en politiker pludselig beslutter noget andet.

Hvis anlæggene bliver ”licens to produce” for alle husdyrproducenter, vil de i solidaritet med øvrige næringskilder skulle bære den manglende indkomst til biogasanlæggene. Er landmændene klar til det?

Vi skal ikke have afgifter på cirkulær biogas, lige så lidt som afgift på cirkulære landbrugsemissioner – præcis som Bæredygtigt Landbrug har sagt fra begyndelsen. Og vi skal ikke tøjre os til en vogn, hvor vi kan stå med gigantiske regninger, der lukker dansk husdyrproduktion i kampen med offentlige og industrielle midler. Løsningen for anlæggene er, at samfundet vil betale en fast og meget højere præmie for en kubikmeter biogas, så omkostningerne bæres af samfundet, der efterspørger reduktionerne – ikke ved at kvæle leverandørerne i en priskrig.