Grundvandsdebatten glemmer det vigtigste: Hvem rydder op ved boringerne?

Argumenter, valgløfter og beskyldninger flyver gennem grundvandsdebatten. Men ét burde være hævet over diskussion: Fremtidige generationer har krav på rent drikkevand.

Alligevel er det påfaldende, hvor ofte debatten ender i symbolske opgør, mens de helt konkrete forureningskilder får væsentligt mindre opmærksomhed.

Et overset problem er tilstanden omkring mange drikkevandsboringer.

Miljøstyrelsen peger på, at utætte boringer kan fungere som transportvej for forurenende stoffer til grundvandet. Samtidig viser danske undersøgelser, at fejl i ældre boringskonstruktioner – herunder tæring, utætte samlinger og mangelfuld forerørstætning – kan øge risikoen for nedsivning. Der er desuden dokumentation for, at Prefix/Casoron har været anvendt på nogle vandværksgrunde og i boringsnære områder som kilde til BAM-forurening.

Hvis boringerne ikke er tætte, og hvis jorden omkring dem er belastet, er det ikke blot et historisk problem. Det er en konkret risiko for fremtidens drikkevand.

Det burde føre til en langt mere offensiv indsats: Forurenet jord omkring boringer skal kortlægges, fjernes og renses, hvor det er nødvendigt. Gamle lossepladser og andre punktkilder med PFAS, olie, tungmetaller og pesticider skal ikke fortsat have lov til at sive videre, mens debatten reduceres til endnu et opgør om landbrugsjord alene.

Rent drikkevand sikres ikke med politiske markeringer, men med oprydning, kontrol og myndigheder, der faktisk håndhæver reglerne.

Vi har i årevis kendt problemerne: gamle boringer, punktforureninger, mangelfuld overvågning og utilstrækkelig oprensning. Alligevel går det for langsomt. Det er ikke naturen, der svigter. Det er prioriteringerne.

Hvis vi mener det alvorligt med at beskytte grundvandet, må indsatsen begynde dér, hvor forureningen faktisk er – ved boringerne, ved lossepladserne og ved de kendte punktkilder.

Alt andet er en behagelig måde at se væk på.