Valget er udskrevet, og positionerne er trukket op. Men midt i valgkampen bør vælgerne også reflektere over de strømninger, der præger samfundet – strømninger, hvor rettigheder gradvist udhules, og hvor perspektiverne bliver snævre.
Mens Trump fører handelskrig med toldsatser og geopolitik på flere kontinenter, Europa har krig i baghaven, og Macron taler om en atomparaply over Europa, handler en stor del af den danske valgkamp om at lukke et af landets mest gennemregulerede erhverv og beskatte den bundne formue. Hvor er proportionerne?
Debatten kredser om, hvorvidt nitratindholdet i drikkevand skal ligge på en femtedel eller en tiendedel af WHO’s anbefalinger. Drikkevandet er naturligvis vigtigt, men diskussionen mangler nuancer og et solidt datagrundlag. Når Danmark samtidig vælger langt strengere krav end vores nabolande, bevæger vi os reelt væk fra et ligeværdigt europæisk samarbejde.
Partier, der tidligere stod for en stærk fælleseuropæisk og økonomisk dagsorden, er blevet marginaliseret til fordel for enkeltsager med høje stemmer og smallere perspektiver – partier, der i praksis argumenterer for nationalisering af værdier.
Et ord går igen i debatten: ”erstatningsfri regulering”. Et pænt udtryk for at tage værdier fra borgere uden kompensation. Men det strider direkte mod Grundlovens paragraf 73 – ejendomsrettens ukrænkelighed.
Man kan mene meget om et erhverv eller en produktion. Men hvis staten først begynder at tage værdier uden fuld kompensation, underminerer det sikkerheden for alle danske aktiver. I dag er det landbruget. I morgen kan det være investeringsejendomme, pensionsopsparinger eller andre private værdier. Pointen er, at hvis vi først bevæger os ad den vej, er intet eller ingen længere sikre.
Også proportionerne i debatten mangler perspektiv. Danmark indgår i rigsfællesskab med Grønland og Færøerne, og samlet set er det et af verdens mindst opdyrkede områder – omkring én procent. Ser man mod Sverige, er dyrkningen ligeledes koncentreret til en mindre del af landet. Perspektivet afhænger af ofte af, hvordan man vælger at kigge på det.
Desværre har mange i den danske debat valgt at se sig sure på dansk landbrug.
Vi mangler i stigende grad nuancer i en debat, der bliver mere nationalistisk og indadvendt. Europas produktion og forsyningssikkerhed er et fælles ansvar, hvor landene har bidrager med hver sine styrker. Det er sund fornuft at bytte pattegrise for patroner eller byg for biler med vores nabolande.
Hvad gavner det at lukke dansk eksport, hvis vi samtidig bliver afhængige af massiv import af andre varer til vores hverdag og vores forsvar?
Samtidig giver det ingen mening at stille strengere krav til danskproducerede fødevarer end til de importerede varer, der ligger på hylderne i supermarkederne. Resultatet bliver blot, at danskerne får adgang til fødevarer med højere restkoncentrationer, mindre gennemsigtighed og produceret under dårligere arbejdsforhold.
Det er i sidste ende de fødevarer, politikerne vil servere for danskerne, hvis de lukker den danske fødevareproduktion.
I sidste ende er spørgsmålet enkelt: Vil Danmark være et land, der producerer, handler og bidrager – eller et land, der regulerer sig selv ud af produktion og bliver afhængig af andres varer? Det valg ligger ikke kun hos politikerne. Det ligger hos vælgerne.