Trepartsaftalen er kaldt danmarkshistoriens største samarbejdsøvelse, hvor syv parter skulle bøje sig mod hinanden for et fælles mål. Tanken var yndig og den politiske opbakning stor. Realiteten blev en ganske anden, og aftalen måtte støttes af politiske greb herunder ”ånden i aftalen” – et begreb, der skulle bløde de hårde kanter op, så det hele kunne glide ned hos parterne.
Efter parterne havde sat underskrifterne, sivede ånden ud. Det mærkede man, da Danmarks Naturfredningsforening gik ud i medierne med en anden tolkning af aftalens indhold end den opfattelse, som blandt andre landbruget stod med. Tilbage stod man med en aftale, der er enormt åben at fortolke, hvilket alle parter efterfølgende har gjort.
Treparten bestod af syv parter, hvoraf landbruget reelt stod alene.
Danmarks Naturfredningsforening havde ét mål, som var at få omlagt så store landbrugsarealer til natur som overhovedet muligt. Det foregik, uden organisationen skulle fremlægge dokumentation for påstande, midler til opkøb eller erstatninger til landmænd, der skulle fratages jord.
Dansk Industri betragtede sagen gennem en osteklokke. I CO2-regnskabet blev der ikke skelnet mellem biologiske og fossile processer, og derfor gjaldt en simpel logik: Jo mere byrden kunne placeres hos landbruget, desto mindre faldt på industrien.
Dansk Metal havde masser af aktivitet i andre sektorer i Danmark, så her går vi ud fra, at motivationen for at modsige regeringen ikke var stor, da man vil kunne få arbejde andetsteds, når landbrug og følgeerhverv blev hårdt ramt.
NNF havde netop modtaget Arne-pension og havde nok ikke helt forstået, at det største indgreb ville blive på slagtegrise og køer.
Kommunernes Landsforening havde som regeringen formentlig mest fokus på, som Lars Løkke Rasmussen udtalte det, ”at være der, hvor stemmerne er” og fokuserede på rekreative områder til byens borgere.
Landbruget befandt sig dermed i et kommissorium, hvor erhvervet var én mod seks, og hvor rammerne var trukket så snævert op, at udfaldet i praksis var givet på forhånd.
Bæredygtigt Landbrug var ikke inviteret med til forhandlingerne. Det er til trods for, at vi repræsenterer halvdelen af dansk landbrug. Hvis et samlet landbrug havde været til stede og ikke i et forhåndsplukket kommissorium, så havde tyngden været større og Landbrug & Fødevarer havde ikke været isoleret fra resten af erhvervet.
Danmarkshistoriens største samarbejdsøvelse blev til danmarkshistoriens største nedlukningsøvelse, hvor hverken ånd eller tillid har gode kår. Den skingre valgkamp og udnævnelse af Danmarks Naturfredningsforeningens præsident som miljøminister har skabt en enorm utilfredshed i landbrugsbaglandet, hvor usikkerheden vokser og frustrationerne koger.
Læren af aftalen blev fra landbrugets side, at det kun er dét, som står på papiret, der gælder. Troværdighed er ikke noget, vi kan forvente.
Resultatet er en nedlagt trepart, da Ministeriet for Grøn Trepart samt Landbrugs- og Fødevareministeriet nu er væk. Regeringen har sat Danmarks Naturfredningsforening for bordenden på arealerne. Det er ikke et vink med en vognstand. Det er en klar retning.
Fremtiden byder på en regeringsledelse, der udspringer af Minksagen, hvor mange stadigvæk ikke er færdigbehandlet. Et regeringsgrundlag, som vil arbejde for en maksimal regulering til kanten af erstatning og dermed udfordre ejendomsretten i grundloven.
Det kan private og erhvervsliv forsøge at afskrive som landbrugets problem, men det er systemisk: Opnås der præcedens for, at en landmands ejendom må fratages fremtid, indtjening og frihed, så gælder det samme for villaejeren og virksomheden.
Landbruget står ikke alene. Regeringsgrundlaget peger på et opgør med den danske selvforståelse af ejendomsret, et frit marked og konkurrenceevne mellem EU-landene.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 17. juni 2026.