Ministerkabalen faldt i sidste uge på plads, men flere af regeringens udnævnelser fremstår svære at forklare. Reaktionerne spænder fra undren til direkte bekymring. Det gælder både i baglandene, landbrugserhvervet og blandt politikerne selv.
Mest opsigt vakte udnævnelsen af Enhedslistens tidligere topfigur og indtil for nyligt præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert-Gjerding, som SF’s nye miljøminister. Vi har tidligere set eksterne profiler blive hentet ind på ministerholdet så som Lars Aagaard. Men det skete i et nyetableret parti uden en lang politisk historie og med et mere begrænset internt rekrutteringsgrundlag. Derfor ser det bemærkelsesværdigt ud, at et gammelt parti som SF, der har en årtier lang historik på miljøområdet, ser sig nødsaget til at hente en minister i Enhedslisten. Der må derfor fra Pia Olsen Dyhr ligge en underliggende årsag, ligesom Mette Frederiksens degradering af Nikolaj Wammen til fordel for Peter Hummelgaard. Er det manglende talentmasse i den eksisterende gruppe? Eller afspejler det i virkeligheden, at de store ambitioner i regeringsgrundlaget kan blive svære at realisere med den strammere økonomi, og at det derfor er bekvemt at lade de mest dedikerede fortalere bære ansvaret, hvis målene ikke nås?
Den nye SF-minister får et stort område, hvor den seneste tids afsløringer af spildevandsudfordringerne i Halkær Bredning og ikke mindst den videnskabelige rapport om Vejle Fjord kommer til at kræve saglighed frem for holdninger. At skulle implementere et regeringsgrundlag, hvor man vil give allemandsret til naturareal under hensyntagen til lodsejerens privatliv og ”legitime interesser” bliver ingen smal sag, når det gælder alle danske lodsejere.
Målet om et sprøjteforbud og princippet om, at forureneren betaler, bliver heller ikke let at omsætte til praksis. For hvem er egentlig forureneren? Det vides reelt set ikke. Der ligger en stor opgave i, at det skal undersøges og dokumenteres. Er landmanden forureneren, når han anvender midler, som myndighederne har godkendt? Er husdyrproducenten forureneren, når han følger alle regler og afleverer regnskaber, som myndighederne selv har kontrolleret og godkendt?
Og hvor placerer det i så fald ansvaret hos de myndigheder, der har fastsat reglerne?
Er landmanden forurener, når hans regnvand afledes via drænene? Eller findes forureneren i virkeligheden, når kommunen ifølge Rigsrevisionen udleder urenset spildevand uden hverken godkendelse eller korrekt indberetning?
Spørgsmålene er mange, og vi ønsker den nye miljøminister velkommen i ministeriet, som skal svare på det hele.