Miljø- og Fødevareklagenævnet har givet en række bredejere medhold i en klage over Ringsted Kommunes vedtagelse af nyt vandløbsregulativ for Ringsted Å. Nævnet har ophævet regulativet som værende ugyldigt og hjemvist sagen til fornyet behandling ved kommunen
Tre afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet har givet medhold i en klage, som Bæredygtigt landbrug den 15. oktober 2024 indgav på vegne af bredejer Per Eriksen og 58 andre. Klagen over nyt regulativ for Ringsted Å omhandler tre klagesager i alt, da Ringsted Kommune har lavet en kunstig opdeling af vandløbet i tre regulativer.
I sagens afgørelser slår nævnet fast, at Ringsted Kommune ikke har dokumenteret, at regulativerne lever op til vandløbslovens krav til et vandløbsregulativ, hvorfor de som følge heraf lider af en væsentlig retlig mangel og derfor ophæves som ugyldige.
”Det føles rigtigt godt, at vi har fået medhold i sagen. Vi er mange bredejere, der glæder os til, at der forhåbentligt kommer styr på Ringsted Å, så vi undgår oversvømmede jorde. Det er der nu håb for. Vi bredejere ser frem til at indgå i dialog om dræns frie løb og være behjælpelige med at drøfte det nye regulativ,” udtaler bredejer Per Eriksen.
I alle tre afgørelser lægger Miljø- og Fødevareklagenævnet vægt på, at Ringsted Kommune ikke har dokumenteret, at de vedtagne regulativer opfylder vandløbslovens krav. Nævnet konstaterer blandt andet, at regulativerne indebærer væsentlige ændringer i vandløbsvedligeholdelsen, uden at kommunen har dokumenteret konsekvenserne for vandløbenes skikkelse, vandføringsevne og afvandingsmæssige funktion.
”Vi er meget tilfredse med afgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet sender med afgørelserne et klart signal om, at forvaltningen har handlet mod lovgivningen. Nu ligger der et stort arbejde på deres skuldre for at udarbejde et regulativ, der sikrer, at Ringsted Å kommer til at løbe igen,” siger Gustav Garth-Grüner, der er næstformand i Bæredygtigt Landbrug.
Afgørelserne er principielt vigtige, fordi de understreger, at der for ethvert offentligt vandløb skal være et lovligt og gyldigt administrationsgrundlag i henhold til vandløbslovens bestemmelser. I Ringsted Kommune har man ikke haft et lovligt administrationsgrundlag de sidste 30 år.
Afgørelserne forventes tilgængelige på Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsesportal i løbet af de næste uger.
Du kan læse mere om klagesagen vedrørende Ringsted Å her:
For yderligere kommentarer:
Oskar Verdoner Møller, seniorjurist ved Bæredygtigt Landbrug, jura@blb.dk