Niels fra scenen til demo

Formandens velkomsttale til demonstration på Slotspladsen

03. sep 2026 / Af

Kære fremmødte: landmænd – virksomheder – følgeerhverv – medarbejdere og bekymrede borgere, TAK fordi I er kommet så talstærkt, – velkommen til København

Jeg har aldrig demonstreret før, det er ikke mig. Men situationen efterlader mig med intet valg, en situation, som mange af jer andre formentlig kan relatere til.

_______

Gødskningsloven L5, en bemyndigelseslov til ministerens frie disposition, bygget på håbløse modeller, manglende faglighed og med enorme økonomiske konsekvenser, der vækker minder om Minksagen – blot meget større, er netop nu ved at skulle behandles bag os her.

_______

Man kan ikke tale om Gødskningslov uden at tale om reduktionsmål, man kan ikke tale om reduktionsmål uden at tale om lækage af produktion og arbejdspladser til fjerne egne. Man kan ikke tale om lækage af arbejdspladser, uden at tale om balancen mellem familieliv og arbejdsliv, transportafstand eller påvirkningen af boligværdier og bosætning.

_______

Vi er alle hver og én små tandhjul i den store gearkasse, der holder produktionsdanmark i gang, mangler der én, så stopper turen. Alting hænger nøje sammen og udgør i samlet flok, rygraden af livet i landdistrikterne

_______

Tag nu ikke fejl! Vi ønsker ALLE et godt miljø til kommende generationer! Vi ønsker at aflevere jorden og vandet i bedre tilstand til næste generation end vi modtog den! Men at fortsætte den danske enegang med mere af de samme af uvirksomme tiltag, giver ingen mening – kun tab.  

________

I 40år har man haft et énøjet fokus på kvælstof, enorme reduktioner er lavet – uden at det har medført flere fisk eller et bedre miljø. Til gengæld har man skabt en hastig strukturudvikling og et vanvittigt bureaukrati.

________

Der skal nye boller på suppen, vi skal arbejde helhedsorienteret, med fokus på alle faktorer, også dem, som er politisk ubelejlige, vi skal gøre en reel positiv forskel, hvor inspirationen måske kan findes i IVls rapport om Vejle Fjord.

________

Faglighed og arbejdsomhed har altid været grundstammen i vores arbejde, båret af viden, lært gennem hænder og hoveder i årtusinder – men alt dette og begrebet om ”godt landmandskab”, ser man nu bort fra, først i SVM-regeringen og nu i Københavnerregeringen.

________

Om lidt vil de politiske partier, hver især tilkendegive om de rækker os hånden, ved at stemme imod, eller stikker os en fyreseddel ved at stemme for. Sender de en fyreseddel, så kan man som virksomhed sætte spørgsmålstegn ved de liberale partiers værdigrundlag, om faglighed, det frie EU-marked, bureaukrati, retssikkerhed og ejendomsret.

________

Nogle medarbejdere vil måske samtidigt undre sig over logikken i at dele af deres fagforeningskontingent sendes til de røde partier, som så trækker tæppet væk under jeres lokale jobs ude i provinsen.

________

Jeg er derfor stolt af at kunne se sammenholdet i dag, hvor vi står skulder ved skulder på tværs af klassiske skel, virksomheder og medarbejdere, sammen om ordentlighed, faglighed og respekt.

________

Politikerne siger at de ønsker vækst og fremdrift, men deres manglende faglige indsigt og virkelighedens markedskræfter giver det modsatte resultat. De politiske skåltaler og blåøjede illusioner møder nu virkeligheden, for resten af verden fortsætter både med eller uden en dansk realitetssans. For hvad gavner det, det globale samfund, at ”made in Denmark”, erstattes af ”made in China”? – hvem fralægger sig så i virkeligheden ansvaret for både miljø, arbejdsmiljø eller forsvarsevne for den sags skyld?   

________

Handler det mon om at politikerne er blevet vildledt? Har dem, der rådgiver politikerne ikke gjort det med helhed, konsekvensberegninger, sammenhæng og systematik, så de får det komplette billede? Det spørgsmål skal ALLE politikere nu stille sig selv, inden de stiller sig selv til ansvar for en så afgørende beslutning!

________

Kursen er gal og konsekvenserne enorme for den danske fødevareproduktion i alle led. Kære politikere, her er et gratis råd til hvordan man håndterer L5 ……… – afsluttede med at rive talen over.

Tak for ordet