Handlingsmødet FOTO TIL INDLÆG

– Nu skal vi have prøvet juridisk, om den enkelte landmand er ramt så hårdt, at der er tale om ekspropriation

30. sep 2026 / Af

Onsdag fremlagde Bæredygtigt Landbrug en handlingsplan, som landmænd kan gøre brug af, nu hvor udledningsgrænserne for 2027 er offentliggjort. Dermed er der grundlag for at undersøge, om ens bedrift rammes så hårdt af kvælstofreguleringen, at der foreligger ekspropriation

Knap 400 landmænd var onsdag samlet til vores handlingsmøde på Bygholm Landbrugsskole, hvor formand Niels Hauge Mikkelsen i sin velkomsttale lagde ud med, at kvælstofreguleringen gør, at han er nødt til at indgive en stævning til staten.

– Min bedrift bliver hårdt ramt – det står nu helt klart med de netop offentliggjorte udledningsgrænser for 2027. Min bedrift kommer at se ind i et tab, som jeg hverken kan eller bør stå alene med. Derfor kommer jeg som en af de første til at indgive en stævning. Anderledes kan det ikke være, siger Niels Hauge Mikkelsen.

Stævningerne er netop en del af den juridiske handlingsplan, som satte punktum for mødet, efter juraprofessor Frederik Waage og advokat Hans Sønderby havde sat de fremmødte ind i landmændenes rettigheder, ejendomsret og mulighederne for at gøre modstand, når reguleringen går for langt.

Bæredygtigt Landbrug har gennem hele forløbet peget på en række faglige problemer ved reguleringen. De indvendinger er ikke blevet imødekommet, og konsekvenserne ses nu tydeligt for de berørte landmænd. Derfor har vi sideløbende forberedt juraen og banet en juridisk vej, som nu kommer i spil.

– For mange landmænd kan den nye kvælstofregulering betyde, at det ganske enkelt ikke længere kan betale sig at drive bedriften videre. Nu skal vi have prøvet juridisk, om den enkelte landmand er ramt så hårdt, at der er tale om ekspropriation eller grundlag for erstatning, siger direktør Jørgen Evald Jensen.

Handlingsplanen går ud på, at hver enkelte landmand skal have foretaget en juridisk screening af sin egen bedrifts situation med henblik på at vurdere, om bedriften rammes så hårdt af kvælstofreguleringen, at der foreligger ekspropriation eller grundlag for at rejse erstatning. Viser screeningen grundlag for en sag, kan landmanden gå videre med en stævning.

– Det er vores anbefaling, at I griber det sådan an, så I ikke lægger jer og tror, at det hele går væk. Det gør det ikke. Derfor har vi udarbejdet en handlingsplan, så I kan tage action på jeres egen situation og vise alvoren af gødskningsloven, siger Jørgen Evald Jensen.