Bondefanget af banken

Der er endnu trængsel i stalden, hvor de 350 søer hvert år producerer 10.000 smågrise til slagtning og forarbejdning i Danmark. Men inden længe er det slut med svineproduktionen og dyrkningen af de 200 hektar jord, der er en del af bedriften ved Sabro tæt ved Aarhus. En bedrift, som far og søn, Ole og Frederik Larsen, de seneste ti år har drevet sammen.

”Vi har besluttet, vi lukker her sidst i januar. Derfor afleverer vi nøglerne til banken. Og vil banken ikke melde os konkurs, så gør vi det selv, ” siger Ole Larsen stålfast og uden grøde i stemmen, da baeredygtigtlandbrug.dk spørger ind til det følsomme emne.

Et emne, der handler om meget mere end blot røde eller sorte tal på bundlinjen. Som handler om selvværd, ære og stolthed.  

Banken pressede på
Selvom det har været en hård beslutning for familien Larsen at lukke butikken og vende ryggen til det erhverv, der har været familiens levevej gennem generationer, og for Oles vedkommende gennem 32 år, så ser Ole Larsen ikke anden udvej.

For med nullernes gearede opkøb, jordbobler og udvidelser baseret på risikable lån, endda med bankens velsignelse, sidder familien nu så hårdt i det, at der hver måned sættes penge til. Og det selvom der ikke har været afsat penge til løn, forbrug, pension m.m. de seneste fire år.  

”Det startede jo med, at banken overtalte os til at lave et renteswap og så et valutaswap i 2007. Det har kostet os 4 millioner. Og banken har overhovedet ikke været til at snakke med. Det eneste der er sket, er at bidragssatserne på vores faste lån er blevet sat op fra 0,4 til 1,5 procent. Indtil videre har vi dog kunnet betale alle vores regninger og terminer til tiden. Men jeg kan se, at det fremover bliver op ad bakke. Og det vil jeg ikke byde mine kreditorer, ” siger Ole om den beslutning, der fra næste måned betyder, at familien ikke blot mister en potentiel indtægt, men også boligen, der har dannet rammen om familiens liv de seneste år.

Ingen løn i fire år
Selvom Ole Larsen med tre årtiers landbrugsdrift i bagagen har set både op- og nedture, så var han ikke bekymret, da også sønnen Frederik hoppede med på vognen og købte naboejendommen med 30 hektar jord. Banken opfordrede selv de to landmænd til at basere købet på nye typer af lån, der dog hurtigt viste sig at være yderst risikable.

”Jeg fik jo de her nye lån i 2007, mens Frederik købte en naboejendom på 30 hektar. Men den er jo også købt for dyrt på det tidspunkt. Derfor er hans gæld nu for stor, og jeg kan ikke blive ved at servicere min heller. Og så mener jeg, det er min pligt som far at sige; ’nu holder vi’, og derfor trækker vi stikket begge to, ” forklarer Ole Larsen, der med den store beslutning også har sat et definitivt punktum for drømmen om en dag at kunne give stafetten videre.

”Heldigvis har Frederik fået et andet arbejde, som han er glad for. Jeg skylder ikke mine kreditorer noget. Det er kun banken, jeg skylder. Vi har en gæld på 30 millioner, og de to ejendomsmæglere, vi har haft ude, har givet en vurdering på omkring 20 millioner i dag. Det er mange penge at have tabt. Men vi har drevet en regulær forretning, og vi kan se, at det ikke kan hænge sammen mere. Og så må banken jo også være med til at tage skraldet, de har jo i høj grad været med til at bondefange os med deres risikofyldte rådgivning,” lyder det fra Ole Larsen, der trods den kommende konkurs ikke føler, han skylder banken noget.  

”Det har jo været en god forretning for dem. Jeg har lavet mine budgetter og betalt de dyre terminer. Men jeg har i lang tid ikke fået løn for mit arbejde. Og det har der ikke været nogen forståelse for. Banken har jo lavet de handleplaner, og dem har vi opfyldt til punkt og prikke. Og banken siger også selv, at ’produktionen ikke kan køre bedre’. Men der manglede jo så bare lige løn til os. Og det er jo derfor, at bægeret nu er fyldt. Vi har ikke fået løn i fire år, og nu kan vi bare ikke mere.”

– Men det er jo trist?

”Joe, men sådan er det. Man bliver presset økonomisk hele tiden, og det kan man jo ikke holde til. Så kan man lige så godt sige; ’ved i hvad, det er ikke værd at spilde mere energi på. Det her gilde skal stoppes’. Med os som bidragsydere har banken haft et ta-selv-bord, hvor vi uden betaling har slidt i døgndrift, og det kan man jo ikke blive ved med at holde til. Men det får en ende nu, og det giver på en eller anden mærkelig måde ro i sjælen.”

Fremtiden
Selvom Ole Larsen er urokkelig i sin beslutning om at lukke produktionen, så har han nu meldt sig til skaren af konkurstruede landmænd, der med organisationen Bæredygtigt Landbrug vil lægge pres på pengeinstitutterne for at få mere rimelige vilkår i krisetid. Og det selvom han ikke er medlem af organisationen.

”Jeg søger ikke almisser fra nogen, og jeg har truffet min beslutning. Men vi skal jo være nogen, der kommer ud af busken og siger stop. Og så kan det være, det kommer flere til. Vi er jo tilbøjelige til at grave os ned i vores huller, når krisen rammer. Men vi skal stå sammen. Det er den eneste måde, vi kan komme ud af det her morads på, ” lyder opfordringen fra Ole Larsen, der for længst har smidt al stolthed og berøringsangst for det ømtålelige emne over bord.

”Jeg har en alder, hvor jeg kan trække mig tilbage og sige, jeg har gjort en god samfundspligt. Jeg kan ikke sidde fast i et dynd og trække mig selv ned. Man må se at komme videre. Og det er under alle omstændigheder mere synd for dem, der er godt i gang, og som skulle have nogle gode år. Men hvis vi landmænd kan gå sammen og sige; ’det her er tudetosset, for ikke nok med, at det rammer de enkelte landmandsfamilier, så rammer det jo også hele samfundet’, så tror jeg vi kan komme langt,” slutter Ole Larsen. 

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk