BL-direktør i hed debat: Er økologi en forudsætning for bæredygtighed?

"Vi kan ikke løse fremtidens udfordringer med fortidens teknologi", lød det fra Hans Aarestrup, da bølgerne gik højt på Hverringe Gods ved Kerteminde. Her blev det debatteret, om økologi er en forudsætning for bæredygtighed i dansk landbrug

debat

”Økologien er udfordret i forhold til bæredygtighed på lave udbytter, stort energiforbrug til mekanisk ukrudtsbekæmpelse, bekæmpelse af skadedyr og meget mere. Men det er der heldigvis råd for, og det hedder kunstgødning og sprøjtemidler, som netop anvendes til stor held for menneskeheden hos det konventionelle landbrug,” lød det forleden dag fra Bæredygtigt Landbrugs direktør, Hans Aarestrup.

Det var BL-ord, som delte vandene ved panelbordet ved debatmødet på Hverringe Gods, som Realdanias Landbrugsforum stod bag. Men også ord fra direktøren, som høstede smil og klapsalver fra de tilhørende, der havde fundet vej til det fynske. I debatten havde BL’s direktør selskab af Landbrug & Fødevarers direktør Karen Hækkerup, Økologisk Landsforenings næstformand Kim Qvist og seniorforsker i Agroøkologi ved Aarhus Universitet (AU), John E. Hermansen.  

Og som det lød fra ordstyrer og journalist Nynne Bjerre Christensen, så var det debattører, der var for, imod og midt i mellem – rettere sagt i hver sit verdenshjørne, når det kommer til, om økologi skal være en bærende del af dansk landbrugs fremtid.  Men på trods af det umage selskab forsøgte Hans Aarestrup alligevel at forklare, at økologi måske er fint som en nicheproduktion, men at det mangler helt basale ting for at kunne forstås som bæredygtigt i en moderne verden:

”I Danmark kan økologerne få ekstra gødning fra de konventionelle brug. Men jo større andel af et område, der drives økologisk, jo mindre nettoudbytte kan forventes, når mere tid og plads skal bruges til at dyrke ’gødning’. Jo mindre udbytte pr. hektar, jo større område skal der til,” forklarede Hans Aarestrup.

Et argument, som seniorforsker John E. Hermansen (AU) støttede, og han understregede endvidere, at der er et klart problem ved ressourceforbruget ved økologisk landbrug i forhold til det konventionelle.

Enige om en bæredygtig fremtid, uenige om vejen dertil

Realdania Landbrugsforum og de tilhørende debatter tiltrak mange store som små hoveder. Blandt forsamlingen var også elever fra landbrugsskoler, og stemningen i den prægtige restaurerede materialegård bar præg af nysgerrighed og mange forskellige interesser. Fælles for dem alle var dog, at det er folk, som vil landbruget. De vil det også i fremtiden – og hvordan vi opnår den bæredygtighed, var netop spørgsmålet.

Fra L&F lød det, at vi skal stoppe med at fokusere på uforeneligheder og derved udvide skellet mellem de konventionelle og økologerne, men at vi sammen skal tage ansvar og være stolte af vores fødevarer.  

”Vi kan ikke lægge alting om til økologi, der er ikke stor nok efterspørgsel til, at alt skal være økologi, og der er heller ikke udbud til det. Man kunne i stedet for at diskutere, hvem der er bedst, diskutere, hvad der er bedst i fællesskab,” opfordrede Karen Hækkerup.  

Men hverken L&F’s forsoningsagenda eller BL’s argument om, at økologi ikke er forudsætningen for fremtiden, hujede Økologisk Landsforenings Kim Qvist. Tværtimod. Han sagde til vores hovedrystende direktør, at økologi i fremtiden sagtens kan brødføde hele verden, og at ø-mærket er svaret på en ny logik, der sikrer landmændene, ‘at de ikke konstant skal tisse i bukserne for at holde varmen til næste termin.’

Forbrugerne og politisk føling kan ikke udelukkes fra ligningen

Hans Aarestrup havde fra første ord bedt om at udelukke de skæve politiske tiltag udi økologi og forbrugernes følelser fra debattens ligning. Man kom dog på godsmødet ikke uden om, hvilken rolle forbrugerne spiller, når det kommer til, hvad der hives ned fra hylderne og betales for ved kasseapparatet.

Debattørerne undgik hver især heller ikke den kendsgerning, at bæredygtighedens udfordringer også hænger sammen med, at vi bliver flere og flere mennesker på kloden på samme mængde plads.  Dertil også, at befolkningen også har og får flere krav til, hvad de putter i munden.

”En del af den udfordring med at skaffe mad nok kunne løses ved, at alle spiste mindre kød. Det kommer sikkert også til at ske i en vis udstrækning, i den rigeste del af verden, men slet ikke i et omfang, som kan modsvare det merforbrug, der bliver i den stadigt voksende del af verdens befolkning, som ikke længere skal spørge: Får vi aftensmad? Men nu spørger de: Hvad får vi til aftensmad?”, pointerede BL’s direktør Hans Aarestrup til de mange opmærksomme tilhørere.

Et bæredygtigt landbrug kræver mere fornuft og mindre følelse

Ordstyreren i debatten konstaterede, at hvis man skulle satse på, at forbrugerne ikke var dumme, så er det formidlingen mellem forbruger og landmand, der ikke fungerer. Men dertil kunne Hans Aarestrup kun sige, at netop fortællingen om, at konventionelle produkter er gode og bæredygtige, er en daglig kamp:

”Det mindes jeg, at have kæmpet og kæmper for hver eneste dag, men det er klart, at økologihistorien både er sjovere og nemmere at fortælle i medierne og for forbrugerne. Det var netop derfor, jeg ville udelukke forbrugernes tanker fra denne debat, og fokusere på det faglige ved, hvad bæredygtighed er.”

Der blev altså lagt i kakkelovnen til en hed debat på Hverringe Gods, hvor alle verdenshjørner blev hørt. BL kunne også glæde sig over at føle en opbakning i salen, hvor folk tydeligvis støttede, at økologi alene ikke er forudsætningen for bæredygtighed og fremtiden for dansk landbrug. Men om vi fremover får et bedre samarbejde og lærer at udnytte hinandens forcer, som L&F’s omfavnelsesretorik bebudede, det er stadig til debat. Indtil videre er Hans Aarestrup og Bæredygtigt Landbrug ikke i tvivl:

”Økologi er fint nok til at fiske penge op af forbrugernes lommer, men heller ikke i landbruget kan vi løse fremtidens udfordringer med fortidens teknologi,” sluttede BL-direktøren af.

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top