Fuglebeskyttelsesdirektivet og den danske implementering

Chefjuristen i Bæredygtigt Landbrug giver her sit bud på, hvordan myndighederne burde løse udfordringerne med fuglebeskyttelsesdirektivet

nikolaj-halmballeprofil

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

Det overordnede formål med fuglebeskyttelsesdirektivet er at genskabe og forbedre forholdene generelt for alle vilde fugle.

For fugle opført på direktivets bilag 1 (sjældne, følsomme og truede fugle) og for trækfugle gælder der en særlig beskyttelse. Det væsentligste her er, at der skal oprettes beskyttede områder, de såkaldte SBO (der er en del af Natura 2000-områderne). I de udpegede områder skal man undgå forurening og forstyrrelser af fuglene. Slutteligt er der ift. bilag 1-arter forbud mod drab, indfangning, m.v.

Det er formentlig særligt det sidste i direktivets artikel 4, stk. 4: ”[…]også uden for disse beskyttede områder[…]”, der giver anledning til hovedpine i Miljø- og Fødevareministeriet. Problemet er måske, at man aldrig rigtig har taget stilling til og lavet regler for, hvor og hvordan man beskytter trækfugle og bilag I-arter udenfor fuglebeskyttelsesområderne?

Er der overhovedet et problem?

Man har netop igangsat en ny afgrænsning af Natura 2000-områderne. Man må antage, at den nye afgrænsning sikrer, at afgrænsningen er aktuel og tager højde for de områder, hvor de beskyttede fugle rent faktisk lever i dag?

Hvis man anser det som nødvendigt at lave yderligere beskyttelse, fordi opdateringsfrekvensen af Natura 2000-områderne ikke sker hyppigt nok, ville det mest logiske være, at man løbende via myndighedsafgørelser kan træffe konkrete afgørelser, hvis de beskyttede arter pludselig lever nye steder. Det er klart, at sådanne afgørelser skal medfølges af erstatning til lodsejer.

§ 3 kontra fuglebeskyttelsesområder

I stedet for at undersøge ud fra ornitologiske kriterier, hvor fuglene lever, og tilvejebringe dynamiske retsregler til håndtering af udpegningen udenfor de beskyttede områder, samt medfølgende erstatningsregler, så laver ministeriet i stedet en nem løsning. Den nemme løsning består i at deklarere § 3 som områder, hvor beskyttede fugle lever.

Der er bare slet ikke sammenhæng mellem § 3 og fuglebeskyttelsesområder. Arealer kan vokse sig ind og ud af § 3 – det kan fuglebeskyttelsesområder ikke. De er udpeget og geografisk entydigt fastlagt. Fuglebeskyttelsesområder skal qua, at de er en del af Natura 2000-netværket, positivt ændres, så de udvikles i retning af udpegningsgrundlaget, så de arter, der i første omgang var årsagen til udpegningen, bedre kan leve i området.

§ 3 er blot en beskyttelse mod fysisk tilstandsændring, og man må fortsætte den hidtidige drift, så der er ikke nogen juridisk bindende naturambition for § 3-arealer. Når der udpeges fuglebeskyttelsesområder, skal der indgå ornitologiske og videnskabelige kriterier. § 3-arealer udpeges ud fra, hvilken naturtype de nu engang er (eng, hede, mose, m.v.). Slutteligt er de beskyttede områder udlagt efter EU-direktiver, mens § 3-arealer udelukkende er en dansk opfindelse.

Kan du huske bræmmesagen?

Bræmmesagen gik ud på, at man håndhævede krydsoverensstemmelse (KO) for landmandens overtrædelser på 2 meter bræmmen. Problemet i den forbindelse var bare, at man ikke havde implementeret EU-reglerne i vandløbslovens § 69. Når dette ikke var korrekt implementeret, kunne man ikke sanktionere KO. Konsekvensen i denne sag blev massiv genoptagelse af sagerne.

Tilsvarende i denne sag, så har man heller ikke specifikt angivet, at § 3-arealer er lavet af hensyn til beskyttede fugle (sjældne, følsomme og truede fugle, samt trækfugle). Dette vil selvsagt heller ikke give mening, fordi et § 3-areal trods alt kun er en beskyttelse mod tilstandsændringer, og man må gerne opretholde den hidtidige drift, hvilket ikke er foreneligt med hensyn til beskyttede fugle.

Konsekvenserne for landmanden

Konsekvensen for landbruget er til at få øje på. § 3-arealer er vejledende udpeget, dvs. at landmanden jo ikke altid ved, om et givent areal er udpeget som § 3. Det betyder, at en landmand med udkastet kan få KO-sanktion, selv om han er i god tro.

Herudover er der gode vinderchancer for danske landmænd ved at gå rettens vej, særligt i straffesager om § 3. Disse sager kan dog tage flere år, før de endelig kommer til retten. Med KO-sanktion på § 3 vil det reelt set ikke være en mulighed at holde det omtvistede areal i omdrift, fordi du som landmand vil få gentagelsessanktion, og konsekvensen efter et par år vil være fuldstændig udelukkelse fra landbrugsstøtten.

De påtænkte regler er usaglige, ulovlige og vanvittigt indgribende overfor danske landmænd. De bør derfor straks trækkes tilbage.

(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug).

Scroll to Top