“Fosfor skader vandmiljøet og forstyrrer den økologiske balance
ved at booste algevæksten, et fænomen kaldet eutrofiering,” så
kontant er udmeldingen om fosfors effekt på vandmiljøet fra Europa
Rådet, som nu har sat datoer for udfasningen af fosfor fra
europæiske husholdninger.
EU har vedtaget et nyt regelsæt, som kraftigt begrænser brugen
af fosfor og fosforholdige produkter i især vaske- og opvaskemidler
med det formål at reducere mængden af fosfor, som tilføres de
europæiske vandløb og åbne farvande. Begrænsningerne er blandt
andet sket efter man på få år, har opnået en meget positiv effekt
på vandmiljøet af at fjerne fosfor fra husholdningerne i en række
europæiske lande. I Danmark har man i stedet prioriteret at fjerne
kvælstof. En kvælstofindsats, som ikke har haft nogen synlig effekt
igennem de seneste 20 år.
For langsomt med guleroden – nu gælder det
pisken
Belgien, Italien, Nederlandene, Tjekkiet, Tyskland, Sverige og
Norge har allerede indført lovgivning for at reducere eller forbyde
anvendelsen af fosfater i vaske- og rengøringsmidler med henblik på
at reducere eutrofiering for flere år siden. I Danmark, Finland,
Østrig og Irland har vi sat vores lid til frivillige forpligtelser
fra vaske- og rengøringsmiddelproducenternes side til at udfase
fosfatbaserede vaske- og rengøringsmidler.
På emballagen til vaskemidlerne står der, om der er fosfor i
vaskemidlet, så det er op til forbrugerne selv at læse sig til,
hvilket middel de skal benytte. Danske rensningsanlæg fjerner i dag
fosfor fra spildevandet, men der er, ifølge Naturstyrelsen, fortsat
cirka 360.000 danske husstande, hvis spildevand ikke løber igennem
et offentligt kloaknet. Med den nye EU-regel er det slut med
guleroden, og nu skal Danmark altså have pisken for at komme
eutrofieringen til livs.
Den 19. januar annoncerede miljøminister Ida Auken (SF), at der
skal etableres naturlig fosforrensning på udvalgte steder i Danmark
for at bekæmpe fosforoverskuddet i søer og vandløb. Fra
ministeriets side vælger man altså at insistere på vælge den dyre
løsning, at rense fosfor bort efter den er udledt i naturen, i
stedet for at gøre som i blandt andet Norge og Sverige, hvor man
har standset udledningen af fosfor til vandmiljøet ved at fjerne
kilden til forureningen.
Fra den 30. juni 2013 vil grænsen for fosfor i
husholdnings-vaskepulver blive sat til 0,5 gram fosfor per vask,
imens tallet bliver 0,3 gram for en standardvask i opvaskemaskiner,
men her først gældende fra 2017.
Indføringsperioden skal sikre producenterne af vaskemiddel en
chance for at gå over til alternativer til fosfor – som eksempelvis
zeolit. Zeolit er et naturligt mineralprodukt som binder
fosfater, forhøjer nedbrydningen af ammoniak og hæmmer algevækst.
Zeolit bruges flittigt til at fjerne uønsket algevækst i havedamme
og akvarier uden at det skader miljøet, så rent faktisk tyder meget
på, at man ved at skifte over til alternative vaskemidler kan binde
store mængder fosfor i de danske fjorde og søer.
Kilder:
Betænkningsudkast til forslag om fosforreduktion:
http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2009_2014/documents/envi/pr/857/857940/857940da.pdf
www.enviro-solutions.com , www.mim.dk , FAQ om
vandplanerne www.naturstyrelsen.dk ,
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:52007DC0234:DA:NOT
Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk