skyer

Sådan er du og dine medarbejdere på gården stillet under Corona-krisen

13. mar 2020 / Af

Corona-virussen hærger – hvilket medfører en hel del henvendelser om regler og lignende i forbindelse med fravær. Advokat Pia Tokkesdal Schou fra Arbejdsrets- & HR-advokaten har givet følgende input, som vi håber, at Bæredygtigt Landbrugs medlemmer kan bruge:

Karantæne

Hvis en medarbejder er sat i karantæne af de offentlige myndigheder, er der ikke en forpligtelse til at betale løn til medarbejderen under karantænen.

Har man som arbejdsgiver selv sat sine medarbejdere i karantæne, er der som udgangspunkt en forpligtelse til at betale løn under karantænen.

Sygdom

Hvis en medarbejder er syg af corona-virus eller andet, er der ret til løn eller sygedagpenge. Funktionærer og visse overenskomstansatte har krav på løn under sygdom. Andre medarbejdere har krav på sygedagpenge, hvis det er optjent.

Ved børns sygdom er det afgørende, hvad der er aftalt i ansættelseskontrakten eller – hvis arbejdsgiver er omfattet af en overenskomst – hvad der er aftalt i overenskomsten.

Børnepasningsbehov på grund af lukkede institutioner og skoler

Arbejdsgivere har ikke forpligtelser til at betale løn under medarbejderes fravær på grund af børnepasningsproblemer. Medarbejdere er forpligtede til at arbejde på at finde ordninger, så børn kan passes, og sådan at der er mindst muligt fravær.

Anbefalinger

Juridisk er der kun forpligtelser til løn-betaling, hvis der er tale om sygdom eller arbejdsgiver-pålagt karantæne.

Der skal så aftales nærmere omkring muligheder i forhold til den enkelte medarbejder: Kan der arbejdes hjemmefra? Kan der afholdes ferie, feriefridage eller afspadsering? Hvis man har indgået en overenskomst: Vær særligt opmærksom på, om der er aftalt noget konkret for situationen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk