marksproejte-foto-hardi.dk_

Endnu en blåstempling af verdens mest skånsomme og effektive ukrudtsmiddel

18. jun 2021 / Af

Roundup og ikke mindst dets aktivstof glyphosat er under stor beskydning fra især såkaldte miljøorganisationer – selv om den ene nationale og internationale undersøgelse efter den anden i årenes løb gentagne gange har frikendt stoffet for at være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller farligt i øvrigt.

Gennemgang af alle beviser

Efter meget omfattende undersøgelser lyder konklusionen i en netop udsendt EU-rapport – igen – at glyphosat er sikker at anvende efter de hidtil gældende regler. Rapporten afviser – fortsat – at glyphosat skal være kræftfremkaldende eller påvirke reproduktion.

Det er ifølge avisen Effektivt Landbrug de nationale myndigheder i Frankrig, Ungarn, Holland og Sverige, som i fællesskab har undersøgt alle de beviser, der er fremlagt af de virksomheder, der søger om fornyet godkendelse til at markedsføre glyphosat i EU efter december 2022.

Den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet EFSA og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har modtaget en 11.000 sider stor rapport om denne vurdering af glyphosat foretaget af de fire EU-medlemsstater og vil nu begynde at overveje resultaterne.

Forslag: Ingen ændringer

I den nye rapport understreges, at det ikke var berettiget at klassificere glyphosat som havende en risiko for at være kræftfremkaldende eller påvirke reproduktion.

Forslaget fra de fire medlemsstater forudser derfor ikke en ændring af den nuværende risiko-klassificering.

Godkendelsen gælder til og med næste år

EFSA forventes at offentliggøre sine konklusioner i slutningen af 2022. På grundlag af denne risikovurdering vil Europa-Kommissionen træffe beslutning om fornyelse af glyphosats godkendelse og anvendelse.

Glyphosat er kendt som verdens både mest effektive og mest skånsomme ukrudtsmiddel og er i øjeblikket godkendt til brug i EU indtil december 2022.

Du kan læse mere i Effektivt Landbrugs artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk