knud-jeppesen-2

Fakta fremfor følelser, tak!

20. dec 2021 / Af

Af moderne landmand Knud Jeppesen, Jelling

Nå, så skulle der lige hældes lidt mere politik på vores drikkevandsdebat, frem for fakta. Der er åbenbart travlt ved vandhanerne for at få samfundet til at smide penge i vandtanken.

Først Lars Therkildsen, Danva, og Ole Will fra Danske Vandværker (DV), der i replik 23.11. i Altinget angriber en del fra mit tidligere indlæg (9.11.).

Jeg forstår godt, at I er glade for at kunne lave politisk pres, når I nu ikke vil acceptere fakta. Eller nærmere fordreje fakta. Jeg påpeger netop, at en alsidig grundvandsbeskyttelse er mere end ”kun” fokus på landbrugets pesticider.

Den “vanvittige” påstand er jo jeres egen…

Min ”vanvittige” påstand om, at det vil koste hver forbruger op til 1500 kr., er da jeres egne tal! Jeres egen direktør for DV, Susan Münster, foreslår afsat 7 til 10 mia. samfundskroner til etablering af grundvandsparker. Er det det, I mener med misinformation, så tag den lige internt. Pinligt. Og flere politiske partier er også hoppet på denne tåbelige ”pesticid-skræmmekampagne” med krav om 200.000 ha ”grundvandsparker”.

Og den med at vejsalt kan påvirke grundvandet, er fra en COWI-rapport i 2013, hvor der står:

”Store mængder vejsalt bliver hver vinter spredt på veje og pladser i forbindelse med glatførebekæmpelse. En del af dette vejsalt tabes til miljøet, og kan have en negativ effekt på kvaliteten af grundvandet. Den maksimale påvirkning ses dog først efter årtiers brug. Kloriden fra vejsaltet (natriumklorid) er den største trussel mod grundvandet, da natrium i et vist omfang tilbageholdes i jorden”.

Overvågning af lossepladser?

Og den med at overløb fra spildevand har forurenet grundvand, ses i en boring omkring et overløbsbassin i Fangel på Fyn. Og fint, I påstår, at gamle lossepladser er overvåget, ja nogle er, men der er rigtig mange, der ikke er, og overvågningen er jo ligegyldig, når man ikke foretager sig noget, selvom der findes nedsivning. I Ulsted ved Aalborg ligger en sivende losseplads 200 m fra byens drikkevandsboring. Ingen plan for oprensning eller sikring af grundvand!

Årsagen til de 97 boringer, der er sløjfet grundet pesticider indenfor de seneste 20 år: 86 stk. er sløjfet grundet total ukrudtsbekæmpelse (DSB-vandværker -gårdspladser), og 11 stk. er sløjfet pga. nedsivning fra lossepladser og andre punktkilder. Og INGEN er sløjfet grundet dyrkning af markerne. INGEN, tak. Det er så der, ”de kloge og bedrevidende” vil bruge op til 10 mia. af dine og mine penge på at undgå noget, der er løst. Brug da pengene på de ”skjulte” lossepladser – de nedsiver forurening hver dag til vores grundvand.

Danske Vandværker udstiller sin uvidenhed

For øvrigt er Susan Münster, direktør for Danske Vandværker, også i Altinget med forslag om beskyttelse af drikkevandet. DV sætter fint fokus på det ”nyopdagede” PFOS, biocider(træbeskyttelse), men mest fokus på pesticider.

DV udstiller sin uvidenhed og foreslår, at pesticidafgifterne skal målrettes, så de mest skadelige har højere afgifter. Sådan har det da været i mange år, og på Miljøstyrelsens hjemmeside om pesticidafgift er første sætning: ”Der skal betales afgift på godkendte sprøjtemidler. Afgiften fastsættes på baggrund af data for, hvor meget det enkelte sprøjtemiddel belaster sundhed, natur og grundvand”. Sådan.

DV foreslår nationale grænseværdier for PFAS i spildevandsslam. Hallo – nu har man endelig fundet ud af, at der er store mængder PFOS i ”omløb”, og man ved, at den ikke kan nedbrydes i naturen, og så vil man smide den ud på landbrugsjord. Samtidig himler man op om, at vore godkendte bionedbrydelige pesticider er en belastning. Ufattelig dobbeltmoral. Grænseværdien for PFAS i slam på markerne er selvfølgelig 0,0 – ellers må I beholde slammet hos jer selv!

Uretfærdig mistænkeliggørelse

Sidst men ikke mindst retter DV mistænkelig fokus på ulovlige sprøjtemidler, der findes i grundvandet. Altså midler, der er forbudt for mange årtier siden, netop fordi de kunne sive ned til grundvandet, dem kan man da ikke belaste nogen for nu med mere kontrol. Udover, at mange af disse forbudte stoffer kan man stadig gå direkte ind i byggemarkeder og få som ”håndkøb” 25 år efter, at de er forbudt i landbruget! Er de forbudt, eller er de ikke?

For øvrigt er det en mærkelig nedværdigende mistænkeliggørelse af landbruget, når DV gør sig til overdommer over mere kontrol med ulovlige midler og påstår snyd i opbevaringsrummet og opfordrer til, at der afsættes flere penge for at kontrollere dette. Det har vi myndigheder og politi til at sørge for. Så mener DV vel også, at der skal flere midler og kontrol til alle de ulovlige spildevandsudledninger, der belaster vores vandmiljø? Her kunne man jo bare starte med at give bøder for de ulovlige forureninger, der er åbenlyse og konstateret – så kan man altid sætte bøderne op ved gentagelser.

Jeg håber, de danske vandforbrugere hellere vil have betale for rent drikkevand ud fra fakta end disse vildt politiske drejede holdninger og følelser blandt dem, der skal opkræve disse enormt mange ”samfundspenge”, altså dine og mine penge. Man kan jo vende den om – hvis I lokker forbrugerne til at betale disse vildt mange penge, garanterer I så, at disse forureninger fra fortiden stopper?

(Indlægget har også været bragt i en forkortet udgave som læserbrev på Altinget, dén version kan du læse via linket HER. Skribenten er æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. De tidligere indlæg, som Knud Jeppesen henviser til, kan du se via links HER, HER og HER).