Af Niels Hauge Mikkelsen, næstformand for Bæredygtigt Landbrug
Historietimerne i folkeskolen indeholdt mange maleriske beskrivelser af de stakkels fæstebønders hårde og beskedne liv, under først herremanden, dernæst kirken og så kongen.
Når riget fattedes penge, til moderne installationer og krige, sendte man ridefogeden ud på landet med dekret og pisk, så finansieringen blev sikret. Kongen eller dens nærmeste begik aldrig fejl, og skulle der have sneget sig en ind, så måtte man handle med kirken, hvorpå alle synder var forladt og glemt.
Husk Robin Hood
Metodikken beskrives også i historierne om Robin Hood, som tog fra skatteopkræveren (Sheriffen af Nottingham) og gav tilbage de fattige, så de kunne så deres marker og brødføde deres familier. I en af filmatiseringerne er der sågar en flot scene, hvor Robin kræver, at man gør de fattige frie af undertrykkelsen, så at de i fred kan oparbejde velstand og fred i hele landet og ikke kun i kongens stad.
Robin af Locksley menes at have levet i slutningen af 1100-tallet, og nu sidder jeg i 2023, små 1000 år senere og drager paralleller til nutidens forvaltning.
En forvaltning, hvor dårskab og udygtighed foranlediger enorme budgetoverskridelser på byggerier, hvor forvaltningsfejl blandt landets øverste hemmeligholdes og fjernes for lukkede døre og tilgives uden domstol eller forklaring.
Også i dag kommer sheriffen…
Private små ”fæstebønder” må nu pludselig se sheriffen komme, lukke den lokale skole og busrute, alt imens man lader folk vælge mellem stavnsbånd (overgangsordning), fraflytning eller lade sig piske til at aflevere det sidste af sit økonomiske frirum.
Men det er ikke kun fæstebønderne, også de moderne oksekærrer, som fragter varer til landets borgere, som må holde for. For hvert skridt de betræder kongens jord, må der afleveres en skilling, vel vidende at der ikke findes andre trækdyrs løsninger.
Kirken og dens kirkegængere, som ellers kunne tilbyde kongen syndsforladelse hvert fjerde år, måtte også afstå en helligdag, som sit offer for kongens færd, da der var brug for kirkegængernes arbejdskraft.
Jeg bliver som landmand og nabo oprigtigt ked af at se, hvordan alle vi, store som små, der ejer noget af den jord, som drives, nu presses i en grad, så mange måske ikke kan blive boende. Naboer, som er folkepensionister, har boet der et helt liv, skal aflevere op mod 50 % af pensionen til ridefogeden.
Den essentielle diversitet på landet
Vi har en vigtig diversitet i vores landområder, at der er børn, unge, voksne og ældre. Gårde, store som små, håndværkere, vognmænd og mange flere, så livet fastholdes, også udenfor kongens stad.
Hvis den diversitet skal fastholdes, er det vigtigt, at kongen forstår, at det kræver frihed. Særligt når stadens privilegier, som skoler, offentlig trafik, fjernvarme og meget mere, ikke gælder ligeligt for fæstebønderne og deres naboer.