gen-jens

Hjælp klimaet – køb danske fødevarer!

13. apr 2023 / Af

Af Jens Lund Pedersen, faglig konsulent i Bæredygtigt Landbrug, Skovvejen 65, 6640 Lunderskov

Det går den forkerte vej med den overordnede danske klimaindsats – bare ikke i landbruget, hvor vi faktisk formår at reducere udledningerne af CO2, metan og lattergas.

Det danske klimaaftryk er samlet set på samme niveau som i 1990 men fire gange højere pr. indbygger (når afbrænding af biomasse ikke medregnes) end det, eksperterne fra FN’s klimapanel forleden meldte ud som et mål for år 2030.

Desværre stiger det globale forbrug af de fossile kulbrinter olie, kul og gas fortsat, fordi vi overalt på kloden efterspørger bl.a. tøj, elektronik og biler. Selv her i Danmark – hvor der satses betydeligt på vedvarende energi – udgør de fossile brændsler to tredjedele af det samlede energiforbrug.

De færreste ved, at i landbruget begyndte den grønne omstilling allerede for flere årtier siden. Næppe nogen anden nation i verden har i fødevare- og landbrugssektoren reduceret udledningen af klimagasser så meget, som vi har her i Danmark. Denne udvikling skyldes bl.a. energieffektiviseringer, bedre gødningshåndtering, etablering af biogas, optimering af både plantedyrkning og husdyrproduktion plus mere effektive staldanlæg, alt sammen takket være innovation, forskning og rådgivning.

Udviklingen går i øjeblikket så hurtigt, at det anses for realistisk, at landbrugssektoren samlet set vil kunne have reduceret sin udledning med 60 procent i 2030 sammenlignet med 1990. Hvis vi altså ikke sættes tilbage af ødelæggende klimaafgifter.

Alt tyder på, at danske landmænd tilhører det erhverv i vores samfund, der kan levere det næststørste bidrag i ton til regeringens målsætninger. Det er desværre ikke den konklusion, der kan aflæses i medieomtalerne. Men ved at købe gode danske fødevarer kan du også på dét punkt være med til at reducere dit eget klimaaftryk.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev både i diverse dagblade samt i landbrugspressen. Du kan eksempelvis læse Vejle Amts Folkeblads onlineversion HER, JydskeVestkystens netvariant HER samt Effektivt Landbrugs og Maskinbladets hjemmesideudgaver HER og HER).