mette-forsoeg2

Din medicin ødelægger havmiljøet

27. okt 2023 / Af ,

Af Mette Rosendal, farmaceut, og Heine Birk Hansen, Rent Hav

Hvert år indtager danskerne medicin for flere milliarder kroner, og det er kun godt, hvis det hjælper på sygdomme og helbred.

Det er dog kun en brøkdel af de aktive stoffer, som optages i vores kroppe, resten kommer ud i toilettet og ender i havet, fordi danske rensningsanlæg ikke renser for medicin. Det er videnskabeligt påvist, at hormoner fra p-piller, antibiotika og smertestillende medicin ødelægger havmiljøet.

Danske miljømyndigheder kender specifikt til flere end 100 forskellige stoffer, som kan ødelægge livet i havet på forskellige måder, og eftersom vi ikke renser vores spildevand for medicin, havner størstedelen i havet.

Har du hørt om Diclofenac?

Lad os introducere dig for et af de aktive stoffer “Diclofenac”. Du kan købe det i håndkøb på apoteket som en smertelindrende gel. Derudover findes det som receptpligtig gigtmedicin. Forskning har dokumenteret, at Diclofenac i havmiljøet kan kvæle og dræbe muslinger og fisk.

Det har længe været kendt og dokumenteret, at grænseværdierne for Diclofenac overskrides af danske renseanlæg. Miljøministeriet udgav senest i december 2022 en rapport om problemerne med udledningen af Diclofenac fra renseanlæg. Men stoffet er kun ét af mange kendte og ødelæggende miljøfremmede stoffer. Der er grænseværdier for alle 100+ stoffer, som løbende er overskredet i vores havmiljø.

Husk cocktaileffekten

Når grænseværdier for et stof skal fastsættes, finder man ud af, hvilket niveau der kan komme i havet, uden at det påvirker negativt.

Men man har ikke undersøgt den cocktail-effekt, der kommer, når 100 medicinske stoffer hældes i havet samtidig. Grænseværdierne – som allerede er overskredet –  fortæller kun, hvad havet kan tåle af hvert stof for sig. Hvis problemerne med den tilgang er svær at forstå, så find ud af, hvor mange gin og tonic, du kan drikke uden at tage skade, herefter hvor mange glas vin du kan drikke uden at tage skade, og så hvor mange øl du kan drikke uden at tage skade. Fortsæt så fremdeles med resten af drinkskortet på din yndlingsbar, og drik dem alle samtidig og se, hvad der sker. Det er den cocktail-effekt, vi udsætter havet for med hormoner, antibiotika, smertestillende, psykofarmaka og alle de andre lægemidler på én gang.

Er der en voksen tilstede?

Der måles løbende på, hvor mange af de stoffer, som er i havet, men tager vi igen Diclofenac, har alle 34 målinger været over grænseværdierne, men intet er sket. Hvad er pointen i at måle for noget, hvis vi alligevel ikke handler på, at værdierne er for høje? Burde der ikke være en voksen tilstede, som gjorde noget ved det i Danmark? Heldigvis er EU en voksen, og lige om lidt kommer de med et by-spildevandsdirektiv, der kræver, at vi renser 80% af medicinrester i spildevand, men vil Danmark gøre det?

Så hvad er prisen så for at fjerne endnu en stressfaktor i det hav, som har et økologisk niveau, vi ikke kan være bekendt?  For den gennemsnitlige husstand med en vandafgift på 5-7.000 kroner årligt vil det være ca. 10% heraf. Så det vil koste 5-700 kroner per husstand at rense medicin og andre gifte i vores spildevand, inden det løber ud i havet.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Berlingske. Skribenterne har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Kilder:

Rapport om medicinrester i havmiljø:
https://www.danva.dk/media/7775/medicinrester-i-spildevand-og-vandmiljoe_2021.pdf

International rapport om medicinrester i havmiljø:
https://www.pnas.org/doi/full/10.1073/pnas.2113947119

Kort rapport fra Miljøstyrelsen om Diclofenac: https://edit.mst.dk/media/aa0jukhi/diclofenac-15307-86-5-og-15307-79-6-1.pdf

International artikel om Diclofenac:
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/29886975/