thomas-6

Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle stopper snart

14. maj 2024 / Af

Af Thomas Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Tarmvej 57, 6880 Tarm

I denne tid ryster vi landmænd på hovedet, når vi hver dag går i stalden og passer vores dyr. Vi kniber os selv i armen, når vi kører i marken. For vi har svært ved at forstå, hvordan landbrugserhvervet og dets traditionsrige fødevareproduktion bliver drøftet og behandlet – endda på et ukorrekt grundlag.

En klimaafgift skal ske ved produktionsnedgang, lyder det. Danmark bidrager ifølge Danmarks Statistik med 0,08 procent af den globale CO2-udledning. Hvad skal det så hjælpe, at flere danske stolte landmænd holder op med at arbejde, og vi i stedet lader Europa brødføde os? Som om der ikke er nok mangel på mad i verden. Der er noget helt galt i Danmark, når man vælger at gå den vej.

Det er korrekt, at mennesker bidrager til klimaforandringerne, når de tager for sig at olie, kul og gas, der har været velbevaret langt under jordens overflade. Men det er noget helt, helt andet med den grønne CO2, som udledes, når vi mennesker og dyr ånder. Fotosyntesen har på fantastisk og for nogen uforståelig vis opsuget CO2 fra luften, hvorefter der laves korn, græs og bomuld, som bliver til blandt andet brød, mælk og bukser.

Hvis politikerne vil redde klimaet, som de påstår, skal de kigge på og opfordre til de rette løsningsmodeller frem for at bruge energien på at drøfte en CO2-afgift på landbruget. Vi skal i stedet nedbringe afbrændingen af kul, olie og gas. Vi skal stoppe med overforbrug af rejser og elektronik, hvis man er seriøs omkring, at Danmark skal gøre noget godt for klimaet – og det er beslutningstagerne forhåbentligt.

Vi redder ikke klimaet ved at flytte produktionen ud af landet, hvorefter andre så skal servicere Danmark med mad. Det vil være langt bedre, hvis danske landmænd lærer verden at lave mad til sig selv på den klimaeffektive måde, som vi gør i Danmark. Lad os udvikle i stedet for at afvikle. For hvis vi fortsætter ad den vej, som beslutningstagerne bevæger sig på lige nu – mod en CO2-afgift, så stopper Dybbøl Mølle snart.