IngenSommerUdenJordbaer

Landbrugsorganisationer: Husk at passe på de danske fødevarer 

19. jun 2024 / Af

Hvad er den danske sommer uden duften af danske jordbær, pølser på grillen og smagen af nye danske kartofler? Danske fødevarer er minder, værdi og mødet mellem mennesker. Men det er mere end det. På nuværende tidspunkt er både Danmarks og Europas fødevaresikkerhed truet af Ruslands invasion af Ukraine. Det fik i sidste uge statsminister Mette Frederiksen til at sige, at fødevaresikkerhed aldrig må kunne bruges som våben i en krig. 

Landbruget.nu, der er en alliance bestående af Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Landsforeningen af Danske Svineproducenter og Bæredygtigt Landbrug, går nu sammen om et vigtigt budskab. Nemlig at en CO2-afgift på landbruget kan skade Danmarks og Europas fødevaresikkerhed, og det har vi med det nuværende trusselsniveau ikke råd til. Vi skal passe på de danske fødevarer. 

”Vores vigtigste budskab i dag er, at en CO2-afgift ikke må gå udover dansk fødevareproduktions konkurrenceevne, som tilfældet er, hvis Danmark som det eneste land i verden, vælger at afgiftsbelægge, at dyr lever og har gasser i maven,” fortæller Kjartan Poulsen, Jeppe Bloch Nielsen og Peter Kiær, der er de tre formænd, der står bag Landbruget.nu, og fortsætter: 

“I dag er Europa ved at gøre sig uafhængige af gas fra Rusland og kritiske råmaterialer fra Kina. Der bliver arbejdet i døgndrift på at sikre europæisk uafhængighed, når det gælder alt fra elbiler til mikrochips. Derfor må Europa heller ikke gøre sig sårbar på fødevareområdet ved at blive afhængige af importerede udenlandske fødevarer. Derfor foreslår vi, at Grøn Trepart og regeringen opprioriterer fødevaresikkerheden, så danske og europæiske borgere også i fremtiden kan få gode fødevarer til stabile og overkommelige priser.” 

Øget import af fødevarer 

Landbruget.nu fremhæver, at konsekvensen af en CO2-afgift på biologiske processer vil være, at fødevarepriserne på danske fødevarer stiger, hvilket vil føre til øget import af fødevarer fra lande, hvor produktionen har et højere udledningsniveau, end hvad tilfældet er i Danmark. 

”Danske landmænd er blandt de bedste i verden til at lave fødevarer med høj kvalitet og lavt klimaaftryk, og det skal vi fortsætte. Det kræver investeringer i nye teknologier. Men det bliver ikke muligt at investere i innovation, hvis man skal indbetale store dele af sin indkomst til en CO2-afgift,” siger Kjartan Poulsen, Jeppe Bloch Nielsen og Peter Kiær, og fortsætter: 

”Hver dag vi står op, gør vi det en lille smule bedre, end vi gjorde i går, og det vil vi fortsætte med til glæde for klimaet og den europæiske fødevaresikkerhed”.