Politik og følelser har taget magten over natur, miljø og fornuftige principper

Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, Jordrup, Kolding

Når vi nu vil ligestille landbruget med andre erhverv på klimadagsordnen, er det for mig svært at forstå, at vandmiljøet ikke skal have samme udgangspunkt. Det fremgår ellers i den for nyligt fremlagte aftale, at man vil overholde Vandrammedirektivets miljømål med ”god økologisk tilstand” og udskammer landbrugets kvælstof som værende eneste problem.

Det er til trods for, at vi har opfyldt Nitratdirektivet, der netop omhandler landbrugets kvælstof – med hundrede procent opbevaring, udbringning på marker og oplysningspligt. Modsat er det estimeret, at man om halvtreds år vil kunne opfylde spildevandsdirektivet – altså et modsvarende direktiv som Nitratdirektivet underlagt Vandrammedirektivet. Et af de helt store problemer er de mange kemiske forbindelser, som er i spildevandet – og så kommer bakterierne oveni.

En rapport fra statsrevisorerne viser derudover, at ekstremt mange udledninger direkte i vandmiljøet sker udenom indberetninger og har ingen tilladelser. 

Det må siges at være en rigtig kedelig sag for Kommunernes Landsforening. Der er ikke kun ejere af de mange spildevandsanlæg, men agerer også myndighed på området. Utroligt, at der ikke er nævnt et ord om det i Aftale om et Grønt Danmark. Og hvad med fjordene? Er det lettest at putte hovedet busken og undgå at forholde sig til det? Tilsyneladende.

Også miljøgodkendelser af kemiske produkter er et limbo, som Dansk Industri ikke vil forholde sig til. Vi ser en stor forskelsbehandling i myndighedsbehandlingen, hvor man ikke benytter samme miljømål for kemi generelt, heriblandt medicin og pesticider. Det er på trods af Vandrammedirektivets krav om overvågning af vandmiljøet, som blev tydeligt under en retssag, hvor kammeradvokaten kunne forklare, at danske myndigheder kun undersøger tre procent af, hvad de er forpligtet til i forhold til direktivet. Kun tre procent.

I Vandrammedirektivet er der tre vigtige principper:

1. Forsigtighedsprincippet: Her skulle der være samme regler for alle kemiske produkter. Det er der ikke.

2. Forureneren betaler: Hvor er afgiften på kemi, medicin og prioriterede stoffer? Væk.

3. One out, all out: Man kan ikke kun tage et problem og sige, at man ikke vil forholde sig til de andre.

Jeg hører ofte fra de såkaldte grønne partier og organisationer – senest Landbrug & Fødevarer – at de bekymrer sig om vores natur og miljø – det gør vi andre også. Politik er grimt, når man kan tilsidesætte kemiske cocktail-effekter med følelser.