Generalforsamling-12

Generalforsamling: Få overblikket her

01. mar 2023 / Af

Den store sal på Bygholm Landbrugsskole var godt fyldt, da Bæredygtigt Landbrug onsdag eftermiddag afviklede sin årlige generalforsamling.

Ikke færre end 300 medlemmer havde taget turen til Horsens og beviste ikke bare med fremmødet men også med opbakningen på mødet, at Bæredygtigt Landbrug i dén grad lever i bedste velgående.

Et enkelt meget kritisk indlæg om det “moderne” Bæredygtigt Landbrug blev det til umiddelbart efter formandsberetningen. Hvilket imidlertid blot fik den effekt, at en række andre BL-medlemmer straks imødegik dén holdning med et forsvar for foreningens politiske og faglige linje. Det gjaldt også medlemmer, som har været med siden BL’s begyndelse, og som kalder BL’s udvikling positiv. Forsvarstalerne blev akkompagneret af markante klapsalver i salen.

Den tydelige støtte til det nuværende arbejde i BL ændrer dog ikke på, at formand Peter Kiær på generalforsamlingen understregede, at han, bestyrelsen og medarbejderne altid tager konstruktivt imod gode råd og konkrete forslag fra medlemmerne. Og dem var der dejligt mange af på onsdagens møde i Horsens.

Flere af kommentarerne under debatten var pakket ind i ret humoristiske indlæg, der eksempelvis også berørte noget forskellige holdninger i medlemsskaren til politikere som Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. Men til gengæld også afslørede åbenlys enighed om eksempelvis Dan Jørgensens kvaliteter eller rettere manglen på samme…

Generalforsamlings-debatten havde fokus på landbrugs-faglighed af næsten enhver slags, bl.a. med kommentarer fra Bo Ritterbusch om CO2-afgift, Ulf Nielsen om paragraf 3-arealer, Jørn Rasmussen om kvælstof-problematikken, Jens Peter Aggesen om fire procents brak plus Bent Hovalt Bertelsen og Mette Rosendal om nødvendigheden af at blande sig i den offentlige debat.

De fremmødte på Bygholm blev i løbet af onsdag eftermiddag også klogere på dels Bæredygtigt Landbrugs aktuelle arbejde for bedre rammevilkår i dansk landbrug, dels den aktuelle klimasituation.

Sebastian H. Mernild, som er professor i klimaforandringer og glaciologi ved Syddansk Universitet, berettede således om bl.a. temperaturstigninger siden den sidste istid og ikke mindst om den eksplosive udvikling i nyere tid.

“Når vi mennesker skaber ubalance i systemerne, går det rigtig hurtigt”, lød det fra professoren.

“Alting er dog ikke påvirket af drivhusgasser, der er også naturlige forhold i spil. Men den menneskelige påvirkning af den globale opvarmning er ubestridelig”, understregede han.

Danmark står for kun 0,1 procent eller en tusindedel af klodens CO2-udledninger.

“Så tiltagene skal altså ske internationalt. Potentialet ligger ude i den store verden. Og det, der virkelig batter, er at omstille vores energisystemer”, sagde Sebastian H. Mernild.

Han erklærede sig overordnet enig i landbrugets mange indvendinger mod den førte klimapolitik – og var flink til at besvare spørgsmål fra Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlem Peter Rosendal, BL-medlem Alfred Tværsig Olesen samt Landbrug & Fødevarers gæstende viceformand Thor Gunnar Kofoed.

Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz fortalte forsamlingen om igangværende retsopgør vedrørende bl.a. minkskandalen, ammoniak, Skårebækken, efterafgrøderne hos Peter Eliassen og ikke at forglemme den store gødnings- og vandplanssag anlagt mod Miljø- og Fødevareministeriet helt tilbage i 2016 – en sag der handler om ikke mindst manglende kemiske målinger og kravet om økonomisk konsekvensvurdering.

Derudover afslørede Nikolaj Schulz, at der er BL-kurser på vej, hvor landmænd kan blive klædt på forud for kontrolbesøg. Chefjuristen fortalte også, at en kommende vandløbskonference arrangeret af Bæredygtigt Landbrug til efteråret skal have fokus på afvanding.

Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, kunne på generalforsamlings-dagen gøre de fremmødte i Horsens klogere på vandplanerne, der opererer med (direktørens ord) decideret vanvittige kvælstof-reduktionstiltag.

“Det er fuldstændig urealistisk og uladsiggørligt. Det kommer ikke til at ske”, som Jørgen Evald Jensen formulerede det.

BL’s faglige direktør fortsatte sin vedholdende kritik af miljø-skrankepaverne, selv da et strømsvigt i salen på Bygholm Landbrugsskole i et kort øjeblik gjorde sit til at drille hans powerpoint-forevisning.

“Man kan hoppe og danse oppe på dyrkningsfladen. Man når aldrig de mål, man har vedtaget. Om vi så lukker landbruget, kommer vi ikke ned på 38.000 tons i udledning. Det her giver vist kun mening for nogle kontornussere”, lød det fra direktøren.

BL’s faglige medarbejdere Anne Smet Andersen og Jens Lund Pedersen fra foreningens klimataskforce fortalte bl.a. om metan, lattergas og klimafremskrivninger samt grundlæggende principper i relation til afgrødernes CO2-optag og om den danske osteklokkemodels aftryk på en langt fra retfærdig klimapolitik.

Projektchef Kim Koch var på talerstolen for at fortælle om Bæredygtigt Landbrugs ESG-model.

Den såkaldte bæredygtigheds-rapportering er et krav, som ingen landbrugsvirksomheder kan undslå sig, men som BL vil hjælpe sine medlemmer med at gøre både enkel og retvisende. Og hvor både udgifts- og indtægtssiden er regnet med i klimaregnskabet. Foreningens skabeloner er målrettet såvel planteavl som gris og kvæg, og grundmodellen vil være gratis at benytte for medlemmer.

Kim Koch viste på Bygholm på pædagogisk vis, hvordan BL’s ESG-skabelon er bygget op og kan udfyldes.

Hadsund-landmanden Bo Ritterbusch var blandt de spørgere, som efterfølgende udfordrede ESG-tanken. Og BL-næstformand Gustav Garth-Grüner garanterede forsamlingen, at Bæredygtigt Landbrug ikke videresælger oplysninger givet til skabelonen til tredjemand.

Den største egentlige nyhed fra onsdagens generalforsamling i Horsens var utvivlsomt meddelelsen om, at Bæredygtigt Landbrug er blevet betænkt med et endog meget stort arvelegat.

Hans Jørgen Leo Nielsen, som var medlem af BL indtil sin alt for tidlige død, har skænket foreningen ikke færre end 54 mio. kr. – eller 34 mio. kr., når arveafgiften er betalt. Beløbet skal nu komme danske landmænd til gode i form af diverse projektforslag, som det er op til BL-bestyrelsen at blåstemple.

“Alle pengene skal anvendes til faglige projekter og til at informere om landbruget”, garanterede formand Peter Kiær på generalforsamlingen.

“Hans Jørgen Leo Nielsen værdsatte Bæredygtigt Landbrugs kamp for en juridisk og fagligt korrekt regulering af landbruget. Han værdsatte foreningens arbejde med at formidle og forklare den rigtige viden om landbrug og miljø. Hans hustru fortæller, at hendes mand altid var glad og optændt af iver, når han vendte hjem fra Bæredygtigt Landbrugs generalforsamlinger. Hun har til vores store glæde fortsat medlemskabet i Bæredygtigt Landbrug og er tilstede her i dag. Tusind tak for det”, lød det fra Peter Kiær.

Til bestyrelsen var der nyvalg til Brønderslev-landmanden Bjarke Bjerg (på billedet herover), “en mand med sine meningers mod”, som det hed i BL-bestyrelsesmedlem Klaus Aage Bengtsons indstilling. Derudover blev de to næstformænd Gustav Garth-Grüner og Niels Hauge Mikkelsen samt det menige bestyrelsesmedlem Hans Henrik Pørksen genvalgt.

Der vil i de kommende dage blive lagt videooptagelser op af dagens indlæg på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

Du kan se en pressemeddelelse fra onsdagens generalforsamling i Bæredygtigt Landbrug i linket herunder.

Generalforsamling: BL-formand foreslår at beskytte produktionsjorden

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst) og Kyster Presse (foto)