gen-joergen-friis

Vinkler på iltsvindet ligner en veltilrettelagt kampagne

26. okt 2023 / Af

Af Jørgen Friis, Sarumgårdsvej 4C, 5290 Marslev

Historier om iltsvind fylder meget i øjeblikket. Det ligner en veltilrettelagt kampagne, som har ligget og ventet på, at der skulle komme et ordentligt regnskyl over landet, så kloakkerne kunne blive skyllet igennem og alt skidtet havne ude i fjorde og kystnære egne med deraf følgende iltsvind, som man så kunne give landbruget skylden for.

Selv DR2’s Deadline og Clement Kjærsgaards debat var involveret. I sidstnævnte siger miljøministeren, at der skal gøres noget ved blågrønalgerne og får dermed demonstreret sin uvidenhed, idet blågrønalger ikke er noget, man kan give landbrugets kvælstof skylden for, medmindre man vil klandre landbruget for at lukke for lidt kvælstof ud.

Vi så det i Kertinge Nor, hvor et dobbelt skybrud først i september foranledigede, at alle skrubber lå døde i ruserne, det samme skete for et par år siden efter et kæmpe regnvejr på egnen, hvor alle ål var døde i ruserne. Men nu har vi haft nogle dage med blæsevejr, så det hele jævner sig nok igen, der meldes om levende fisk i ruserne i Kertinge Nor.

Der har også været blæst i overført betydning, idet ophidsede socialdemokratiske borgmestre er ude at forlange jorden eksproprieret fra genstridige bønder, som ikke selv kan finde ud af at holde op med at dyrke deres jord. Der støder man nu nok ind i grundlovens paragraf 73, som siger, at ejendomsretten er ukrænkelig.

Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og imod fuldstændig erstatning. Hvem så almenvellet måtte være i denne forbindelse. Måske alle de badegæster, der mange steder i landet har været forment adgang til strandene grundet fækale bakterier i havvandet. Med erstatningen drømmer man nok om samme model, som de 100.000 hektar, som den forrige fødevareminister beordrede udtaget. Nemlig nul kr. En bestemmelse, den nuværende fødevareminister tilsyneladende heller ikke har villet ændre på. Man får dog stadig det obligatoriske hektar-tilskud.

Prøv at overføre denne ordning på andre erhverv, f.eks. købmanden med 1.000 m2 butik, der får besked på at rydde og afspærre 40 m2 af butikken uden erstatning og uden anden begrundelse, end man synes, det er en god idé. Eller Fayard på Lindø, der får besked på, at i stedet for at servicere 100 skibe om året må de nøjes med 96. Jeg tror ikke, det vil falde i god jord nogle af stederne.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Du kan læse mere om emnet og ikke mindst et af Bæredygtigt Landbrugs seneste input til debatten i linket herunder).

Iltsvind i danske farvande skyldes ikke dansk kvælstof