Af Anne Smet Andersen, cand.scient. i kemi og biologi samt faglig specialist hos Bæredygtigt Landbrug, Gl. Tårupvej 48, 7000 Fredericia
Den store gule kurvblomst, engbrandbægeren, har haft en særdeles god vækst i år. Det er den følelse, jeg står tilbage med, efter at have fjernet flere store trailerlæs fra dyrenes mark. Det kan nok være, at den har pæne blomster, men det er en giftig plante, som indeholder giftstoffet pyrrolizidinalkaloider. Et stof der ophobes i leveren og giver leverskader hos både dyr og mennesker. Geder vil fx dø ved optag af blot tre gram af planten – og der findes ikke en modgift.
Alligevel skriver Danmarks Naturfredningsforeningen, at vi ikke skal lægge planten for had, fordi den øger biodiversitet, da mere end 200 forskellige insektarter lever af den. Men ifølge forskere i naturlige toksiner fra Københavns Universitet så indeholder planten giftstoffer tilhørende gruppen med det lange navn pyrrolizidinalkaloider. Disse er meget giftige for de fleste insekter med 0,1-1.000 mg pr. kg. Engbrandbæger har desuden invasive træk (Wiedenfeld, 2011), og dens hurtige udbredelse fortrænger andre hjemmehørende arter. Bekæmper vi ikke engbrandbægeren, forgifter vi potentielt forskellige insektarter, da fortræningen af andre fødekilder i højere grad gør, at de bliver tvunget til at spise den giftige plante.
I flere europæiske lande er der ved lov bestemt, at man skal bekæmpe brandbæger-familien. I Tyskland har German Federal Institute for Risk Assessment (BfR) anbefalet, at mennesker ikke optager mere end 0.007 mikrogram pr. kg kropsvægt, mens EU’s EFSA henviser til, at man maksimalt må indtage 0.024 mikrogram pr. kg kropsvægt. Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med grænseværdier for giftstoffer i en vild plante – vi spiser den jo ikke.
Det er, fordi denne gruppe af giftstoffer, ligesom mange andre naturlige giftstoffer er vandopløselig, meget holdbare og kan flytte sig. Det man på fagsprog kalder PMT, som står for persistente, mobile samt toksiske – og dertil hydrofile. Giften bliver ført med vandet både under jorden via grundvandet og over jorden til vandløb og marker, hvor den kan optages i planter, dyr og fisk.
Naturlige giftstoffer er ikke noget, vi undersøger for i fx drikkevandet; de er jo naturlige. I et forskningsprojekt fra Københavns Universitet undersøger de jord og vandprøver fra Vejle, Holte og Køge og analyserer for de 15 mest almindelige giftstoffer af typen pyrrolizidinalkaloider fra engbrandbærer. Her fandt de mellem 3 og 1349 mikrogram pr. kg i jorden og 4 til 270 mikrogram pr. L i overfladevandet. Det var på områder med henholdsvis 1,7; 26,0 og 10,8 antal engbrandbægere pr. km2. Altså få planter der har afgivet forholdsvis store mængde gift. En voksen person på 80 kg kan efter EU’s EFSA-anbefalinger maksimalt indtage 2,24 mikrogram. Det vil sige, at en voksen ikke kan drikke 1 L overfladevand herfra uden at overskride grænseværdien.
Så måske er der bedre alternativer til at opnå en sund og levedygtig biodiversitet end blot at lade brakmarker og ”vild” natur i parcelhusområder stå urørt hen i biodiversitets navn. I virkeligheden opnår man måske en bedre og sundere flora og fauna ved at arbejde effektivt og klogt med valg af planter, slåning af områder og pleje af naturen til glæde for insekter, fisk, dyr og mennesker.