Tidligere stod den udelukkende på hård træning, eller i værste
tilfælde doping, når elitesportsfolk skulle præstere det ypperste.
I dag er der føjet endnu en dimension til den hårde træning, der
skal bringe atleter et skridt, et svømmetag eller et tråd tættere
på præstationer i topklasse. Det nye redskab hedder intelligent
ernæring, og på University of Exeter har man de seneste år
eksperimenteret med blandt andet nitratholdig rødbedejuice som
præstationsfremmende vidundermiddel med imponerende resultater til
følge.
Selvom de første studier af nitratholdig kosts gavnlige effekter
opstod ud fra en lægefaglig og sundhedsvidenskabelig interesse for
menneskers helbred og sundhed, så har resultaterne fra
Karolinska Instituttet i Stockholm siden bredt sig til flere
end blot lægefaglige kredse.
Også i sportsverdenen har den nye forskning med de overraskende
resultater vakt stor interesse. Og blandt andet har man på Exeter
Universitet under ledelse af professor Andy Jones undersøgt
nitratholdige fødevarers indflydelse på den sportslige
præstation.
I en af undersøgelserne fra Exeter har man bl.a. andet studeret
effekten af otte mænds (i alderen 19-38 år) nitratindtag gennem
rødbedejuice over 6 dage mens de dyrkede sport med enten lav eller
høj intensitet. Og i lighed med undersøgelserne fra Karolinska
Instituttet fandt man overraskende gode resultater. Undersøgelsen
viser, at forsøgspersonerne ved indtagelse af en halv liter
rødbedesaft per dag kan øge indholdet af kvælstofoxid eller NO i
blodet, der siden øger blodgennemstrømningen og ilttilførslen i
kroppen.
Og selvom der er mange helbredsmæssige fordele, som fx
nedsat blodtryk, ved at øge NO-niveauerne i blodet, så har teamet
under professor Jones fokuseret på iltudnyttelsen under sportslige
præstationer og træning. Og resultaterne er slående. Ved at øge
kvælstofoxid i blodet får man bedre iltoptag og dermed et mindre
iltforbrug. Det betyder med andre ord, at udholdenheden
optimeres.
Rødbedefeber
|
“Vi oplevede en markant reduktion af iltforbrug under træning,
hvilket viser at energiforbruget ved et bestemt belastning er
markant lavere. Da vi udvidede undersøgelsen ved at bede
forsøgspersonerne træne til de var udmattede, kunne vi se, at de
var mere udholdende ved den samme højintensitets belastning. Så det
ser ud som om, der er præstationsfordele også,” fortæller professor
Andy Jones i et klip på YouTube.
I rapporten “Dietary Supplementation reduces O2 Cost of
Low-Intensity Exercise and Enhances Tolerance to High Intensity
Exercise in Humans” lyder konklusion fra Sports & Health
Sciences ved Exeter Universitet, at man med nitratoptaget fra
rødbedejuice kan forbedre ydeevnen med 5-10 procent ved træning med
lav intensitet, mens man ved høj intensitet kan forbedre sin
yderevne og udholdenhed med hele 15-20 procent.
“Dette er et af årtiets sportsernæringshistorier. Jeg tror, det
er en af de historier, man kan bruge i andre henseender, det
handler ikke kun om præstationer,” lyder det videre fra Andy Jones
i YouTube-videoen.
“Vi er også interesseret i, hvad resultaterne kan bruges til i
forhold til andre befolkningsgrupper, der kan være svækkede f.eks.
pga. alder, som kan føre til reduktion i fysisk formåen,
forskellige sygdomme som hjertekarsygdomme eller stofskiftesygdomme
som diabetes. Så der er en række af grupper, vi gerne vil
efterprøve vores resultater på.”
Se og hør professor Andy Jones’ forklaring om nitrat og forbedret
præstation
Mere læsning
Ønsker du at læse mere om nitrats bidrag til bedre sportslige
præstationer, så se
- “Dietary Supplementation reduces O2 Cost of Low-Intensity
Exercise and Enhances Tolerance to High Intensity Exercise in
Humans”, Journal of Applied Physiology, August 2009
- “Dietary Nitrate Supplementation Reduces the O2 Cost of Walking
and Running – a Placebo Controlled Study”, Journal of Applied
Physiology, November 2010
- “Acute Dietary Nitrate Supplementation Improves Cycling Time
Trial Performance”, Medicine and Science in Sports and Exercise,
American College of Sports Medicine, March 2011
- “Acute and Chronic effects of Dietary Nitrate Supplementation
on Blood Pressure and the Physiological Responses to Moderate
Intensity and Incremental Exercise”, Journal of Applied Physiology,
May 2010
- “Dietary Nitrate – A Slow Train Coming”, Journal of Applied
Physiology, November 2011
- “Effects of Dietary Nitrate on Oxygen Cost During
Exercise”, Scandinavian Physiological Scandinavia, March
2007
Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk