Åbent brev til Mette Gjerskov

06. nov 2012 / Af

Kære Mette Gjerskov

Mandag d. 5. november var du citeret for følgende på
Altinget.dk:

“Jeg er rigtig glad for dommen, for det var meget
overraskende, da jeg selv blev truet med en retssag, for noget jeg
sagde i en politisk debat. Det er, som om der er gået sport i
retssager for Bæredygtigt Landbrug.”

I sammenhængen skriver journalisten, at du har kaldt det
‘mærkelige metoder’ fra vores side.

For det første undrer det mig, at du som minister overhovedet
kommenterer på en dom i en sag mellem to interesseorganisationer.
For det andet forstår jeg ikke, at du fandt det overraskende, at du
skal stå til ansvar for de ting, du siger – også i politiske
debatter.

Hvis vi skal begynde med retssagen, må jeg sige, at det bestemt
ikke er en nydelse at skulle i retten eller stævne hverken andre
eller staten. Når vi i Bæredygtigt Landbrug valgte at trække René
la Cour Sell i retten handlede det hverken om hans person eller om
uvilje mod hans daværende arbejdsgiver. Det handler om, at de
udtalelser, der efter vores opfattelse er lodret forkerte – og som
han i øvrigt enten ikke vil eller kan dokumentere – er så skadelige
for vores erhverv, at vi var nødt til at reagere.

Inden vi endte i retten, rettede vi henvendelse til la Cour Sell
og bad ham gentagne gange dokumentere sine påstande eller ændre
udtalelserne. Det ville han ikke. Og det ville Danmarks
Naturfredningsforening heller ikke. Derfor så vi ikke anden udvej
end at gå til retten.

Bæredygtigt Landbrug fastholder, at udtalelserne er skadelige
for vores erhverv. Når direktøren for landets største miljø- og
naturorganisation udtaler sig, har han mange tilhørere og stor
indflydelse på opinionsdannelsen. Og når han siger noget, der er
forkert, er vi nødt til at reagere, så vi ikke risikerer, at
urigtighederne bliver opfattet som sande i befolkningen og blandt
politikere, der for eksempel skal beslutte rammevilkår for
landbrugsproduktion i Danmark.

Udtalelser skal dokumenteres med fakta
Det er beklageligt, hvis René la Cour Sell føler sig personligt
forfulgt. Men det er mere beklageligt, at du som minister bærer ved
til det bål, man forsøger at tænde ved at tale om truet
ytringsfrihed og debat. Bæredygtigt Landbrug vil debatten. Og
Bæredygtigt Landbrug opfordrer alle til at bruge deres
grundlovssikrede ytringsfrihed i debatten. Også René la Cour Sell
og du selv.

Men vi forventer, at man står på mål for det, man siger. Og hvis
man kommer med udsagn, der ikke er sande og efterfølgende nægter at
rette dem, selvom de er skadelige for erhvervets økonomi og
omdømme, er vi nødt til at reagere. Hvad foreslår du, vi skal gøre,
hvis vi ikke skal trække folk i retten?

Vi i Bæredygtigt Landbrug kan sagtens acceptere kritiske røster
om landbruget, om produktionen og brugen af vores fælles
ressourcer. Vi byder debatten velkommen. Kritik skal der være plads
til i et demokratisk samfund. Men konkrete udtalelser, positive
eller kritiske, skal kunne dokumenteres med fakta.

Kære Mette Gjerskov. Vi vil gerne debatten med dig, med DN og
med alle andre, der måtte mene noget om landbrug. Men vi har brug
for, at de argumenter, der bruges, kan efterprøves og dokumenteres.
Og når de ikke kan det, er vi nødt til at have dem korrigeret. Ad
frivillighedens eller rettens vej.

Venlig hilsen

Vagn Lundsteen, direktør, Bæredygtigt Landbrug