Mens danske konventionelle landmænd i disse år kæmper med faldende proteinindhold i korn som følge af de restriktive kvælstofnormer, så er situationen – måske endnu – værre for den stadig stigende del af danske landmænd, der har valgt at dyrke deres marker uden brug af kunstig gødning.
Økologiske landmænd må nemlig ikke tilføre kunstigt fremstillet gødning til deres marker. Dertil må de maksimalt tilføre 70 kg kvælstof via konventionel gylle per hektar. Og det er et problem, da økologisk gylle er en mangelvare, fortæller planteavler Niels Mejnertsen, der selv dyrker 740 hektar med økologisk planteavl ved Svebølle på Sjælland.
”Det er jo et problem, fordi den mængde natur- eller husdyrgødning, jeg, som økologisk landmand, må bruge, slet ikke er nok,” konstaterer Niels Mejnertsen, da bæredygtigtlandbrug.dk fanger ham på traktoren i marken.
Økogødning en mangelvare
For Niels Mejnertsen betyder knapheden på økogylle, at han ikke selv tilfører økologisk gylle til sine marker. Der er ganske enkelt ikke nok at få i det nordøstlige hjørne af Sjælland, hvor Niels Mejnertsen har sine marker.
”Der er et stort underskud af økogylle, og det er fordi, at når man omlægger til økologi, så nøjes mange kantiner, restauranter og private med at købe økologisk mel, grøntsager og mælk. Men skal man ud og have de 100 procent økologi, skal man have kødet med. Men økologisk kød er bare så meget dyrere, at det, er der ikke ret mange, der køber. Og det er jo produktion af kødet, der giver gyllen,” fortæller Niels Mejnertsen, der ligesom sine konventionelle landmandskollegaer er ramt af de stramme, danske kvælstofregler.
”Om du er konventionel eller økologisk landmand, så er det et problem for alle, for vi lever jo alle med de samme normer. Vi lider alle under kvælstofreglerne. Og det betyder i sidste ende, at vi alle får et for lavt proteinindhold i vores korn, øko eller ej,” siger Niels Mejnertsen, der efterspørger en opblødning af den restriktive miljøregulering, der med kvælstofrestriktionerne gør det svært at konkurrere med udenlandske landmænd.
Det rene gylle
Men en ting er normen, der højst tillader, at danske landmænd gøder omkring 150 kg kvælstof per dyrket hektar. For økologiske landmænd, der i de mange tilfælde har svært ved at skaffe de 150 kg som økogylle, betyder reguleringen yderligere, at de højst må tilføre 70 kg konventionelt kvælstof per hektar.
”Jeg giver mine marker 70 kg N konventionel gylle per hektar. Og det må jeg godt ifølge de danske regler. Jeg mener dog, at gylle er gylle lige meget om det er økologisk eller konventionel, fordi de reststoffer, der er i konventionel gylle, er lig med ingenting. Og i mange andre lande, siger man, at naturgødning er naturgødning. Der må man godt bruge det. Så inden for EU, har vi ikke en gang de samme regler omkring kvælstof. Og det er mit ønske, som økolog, at vi kan få lov til også at bruge konventionel gylle. Og at vi kan få lov at gøde på et fagligt grundlag – i stedet for som nu – på et politisk grundlag,” siger Niels, der helst ser Danmark skrotte særreglerne, og i stedet gå foran og lave fælles regler, der ifølge ham ’jo er de regler, der skal eksporteres på.’
”I økologiske kredse, arbejder man jo for at gøre økologien helt ren, hvilket jeg selvfølgelig også billiger. Og samtidig med, så siger man også, at man er nødt til at recirkulere; så hvis man fratager en mark noget, så er man nødt til at tilbageføre det igen. I den model, er det jo menneskene, der spiser det, vi laver som økologer, der er sidste led, og derfor skal menneskegødningen tilbage igen på marken. Og det kan jo slet ikke harmonere på nogen måde, fordi mennesket er det sidste led i fødekæden, og det er lige der, hvor vi ophober tungmetaller, hormoner og andre skadelige stoffer. Og derfor skal det selvfølgelig ikke tilbage på marken, så vil jeg langt hellere have naturgødning tilbage på marken, som er kontrollabelt. Og hvor det er bevist gennem mange år, at det stort set ingenting indeholder.”
Besværlig tilførsel af kvælstof
 |
Økologisk eller konventionel gylle, så skal markerne og afgrøderne have næring for at kunne gro. Derfor må Niels Mejnertsen og hans økologiske kollegaer i stedet finde andre veje til at tilføre, det for planten livsnødvendige, kvælstof. Det betyder bl.a., at Niels Mejnertsen er nødt til at tage marker ud og lave sin egen grøngødning af kløver.
”Med de nuværende regler, er jeg nødt til at lave et sædskifte, hvor jeg producerer kvælstof i sædskiftet. Og med kløveren får jeg en kvælstofafgrøde, der lader noget kvælstof ligge i jorden, men det er en dybt besværlig måde i forhold til, hvis jeg kunne tilføre noget mere” fortæller Niels Mejnertsen om skiftet med kløveren, der strækker sig over hele tre år fra planten sås, høstes og endelig nedpløjes.
”En kløvermark efterlader 200 kg kvælstof som madpakke til den næste afgrøde. Så hvis man kan gøre det godt nok, kan man bruge en del af det til den efterfølgende plante. Fx så kan jeg lave en rapsmark efter en kløvermark. Men vi gør så også det, at selvom du tager slæt på kløveren og putter i gyllen, så kan du berige gyllen uden at det går ud over den madpakke, der ligger tilbage. Så vi har et almindeligt sædskifte for at lave en madpakke til den næste, men vi høster også på den og putter i gyllen, som vi så bruger til at fordele til de andre marker,” fortæller økologen, der på denne lidt kringlede måde alligevel formår at tilføre mere kvælstof.
”Ud over de 70 kg N, der tilføres, producerer jeg yderligere 50 kg N. Og for første år i de tretten år, jeg har været økolog, er jeg i år oppe at fuldgøde. Det har jeg aldrig kunnet før. Og det skyldes grøngødningen.”
Prisen for protein
 |
Selvom Niels Mejnertsen formår at tilføre mere kvælstof til sine marker ved hjælp af kløveren, så er de 150 kg kvælstof, han maksimalt må gøde, langt fra optimalt. Og det kan mærkes på prisen.
”Jeg eksporterer jo rigtig meget økologisk korn, jeg opkøber korn og handler med økologisk korn, og eksporterer især til Tyskland. Og jeg kan se, at vi her i Danmark bare ikke har den samme mængde protein, som tyskerne har. Og jo højere protein, jo højere pris, ” fortæller Niels Mejnertsen, der ærgrer sig over den manglende indtjening, som udelukkende skyldes den begrænsede mængde protein, som må tilføres danske marker.
”Hvis man har ni procent protein, så er det ”no go”- så er det slet ikke en eksportvare. Og hvis der er 11 procent, så er det eksportvare. Men hvis vi nu kunne lave 13 procent, så ville det være premium, så ville der have været tillæg på måske 10 procent i pris. Så bare to procentpoint betyder virkelig meget.”
Uudnyttet potentiale
I følge Niels Mejnertsen er problemerne med for lave kvælstofnormer og for lidt økogylle, noget, som især økologiske planteavlere, slås med.
”Dem der har højt proteinindhold i afgrøderne, er typisk kvægbrug med for lille jordproduktion, hvor der er meget gylle til rådighed,” fortæller Niels Mejnertsen, der selv har måttet lægge en anden strategi.
”Vi ligger jo og slås omkring de 10 procent i protein. Vi skal virkelig have nogle specielle afgrøder, for at komme op på 11 og 13 procent i protein. Og det dyrker vi. Men problemet er så, at vi kun høster mellem 2 og 3 tons per hektar. Så mængden af protein er for lille per hektar, fordi udbyttet er så meget lavere. Og kommer jeg højere op i udbytte, jamen så falder mængden af protein jo. Og så er det ikke længere til brød,” siger Niels Mejnertsen, der mener at økologer som konventionelle landmænd bør holde sammen i kampen mod de regler, som alle danske landmænd lider under.
”Jeg er nødt til at dyrke gamle sorter, som er lavet til at kunne vokse på meget lav gødningsmængde, og som yder et højt proteinindhold. Det kan være Ø-landshvede, det kan være spelt eller emmer. Hvilket jo også er spændende. Det er bare mere spændende, hvis vi kunne få lov at avle noget mere alle sammen.”
Af Tina Krarup, tk@lfbl.dk
