Det er prisværdigt at pensionskasserne nu går ind i landbrugssektoren og køber jord. Jord, de vil leje ud til unge landmænd. Men baggrunden for beslutningen er tragisk. 25 års restriktiv miljøpolitik har fuldstændig taget luften ud af selvejet i landbruget.
De danske særregler på gødningsområdet har kostet dansk landbrug mere end 100 milliarder kroner. Udbytterne på markerne er faldet eller stagneret, og kvaliteten i kornet er faldet med 25 procent. De danske særregler på gødningsområdet har udpint vores råstof; Jorden, i en grad, så den kun er en skygge af sig selv.
Den danske gødningsregelpolitik er ikke bæredygtig. Den udpiner jorden, så vi efterlader en jord langt ringere end den, vi overtog fra vore forfædre. Vi mister 5-7 milliarder kroner hvert år i manglende indtægter i forhold til eksempelvis vore tyske kolleger, og de danske særregler fjerner det økonomiske fundament for selvejet i Danmark. Så når der nu kommer pensionskassefinansiering ind i landbruget, er det på en særdeles trist baggrund.
Hvis landbruget havde samme rammevilkår som tyskerne, ville vi ikke have en finansieringskrise i landbruget. Landbruget mangler ikke finansiering. Vi mangler indtjening. At fjerne de danske særregler på gødningsområdet ville ikke koste det danske samfund en krone. Tværtimod ville hele samfundet få glæde af den forøgede aktivitet i landbruget. Flere arbejdspladser, mere vækst og større eksport. Hvad venter politikerne på?
Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand Bæredygtigt Landbrug