På et møde med 170 unge på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, udtalte miljøministeren om en ny regulering af landbruget, som der er et udbredt ønske om at:’ ”Men det er en stor og svær øvelse, for målrettet regulering kan gå hen at blive et cirkus rent styringsmæssigt, fordi man skal kunne differentiere på en række parametre. Det er relativt komplekst, så vi skal sørge for, at den regulering, vi har i dag, ikke bliver erstattet af noget, som er værre.”
Kære Ida Auken, de nuværende gødningsregler er et cirkus, er komplekse og der kan umuligt være noget værre! I stedet for at lytte til embedsfolk og forskere, der har en interesse i at gøre alting så kompliceret som muligt, for derved at sikre egen overlevelse, bør ministeren lytte til landmændene. For det er egentligt ikke så kompliceret. Redskaberne til at lave en ny regulering findes nemlig allerede og kan startes i morgen. Det kræver at tidligere målesteder genetableres og man igen begynder at måle vandløbene ved udløbene til fjordene. Og at der ved målestederne bliver taget analyser for de stoffer, som man er forpligtet til ifølge Fiskevandsdirektivet. Det har man nemlig aldrig gjort. I stedet har man valgt kun at regulere landbrugets kvælstof. Den førte vandmiljøpolitik op til i dag, har været styret af tro og fordomme. Man har troet så meget på egne evner og viden, at man end ikke har kontrolleret om virkeligheden svarede til. Nej modelberegninger, det ved man, hvad er. De passer altid til den virkelighed, som ministeriet ønsker.
Ida Auken er en klog minister, det er der vist ingen, der betvivler. Problemet med kloge mennesker er desværre ofte, at når først de har besluttet sig, så skal der endog meget kraftige argumenter til for at ændre deres opfattelse. Den ny regulering bygger på målinger af virkeligheden. Er der noget, der skal reguleres, så kan man gribe ind med virkemidler, hvor det er nødvendigt. At tale om robuste og sårbare jorde giver ingen mening, for så enkelt er jorden ikke skruet sammen. Derfor er talen om solidaritet og kompensering overflødig. Det bliver slet ikke nødvendigt, det vil miljøministeren få syn for, når vi får den ny regulering.
Det forventes at ministre, ligesom mobiltelefoner og EDB-programmer, jævnligt opdateres med ny viden. Alternativet er at de bliver udkonkurreret af nye modeller. Se bare hvordan det gik Nokia og WordPerfect. Vi ønsker en opdateret minister og ser frem til en Ida Auken version 2.0.
Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug