Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at Brian Kofoed skulle være landmand. Han er ikke vokset op på en gård, men i et almindeligt parcelhus i Årsballe på Bornholm med forældre, der arbejdede i henholdsvis i det offentlige og i den finansielle sektor. Men landbruget trak i Brian.
”Jeg er født og opvokset i et hus på landet, og jeg har brugt mange eftermiddage på at se på naboens traktor, når han plejede markerne, og jeg var i dagpleje hos en landmand, der havde 10 hektar, 11 køer og et par søer, så jeg fik kigget lidt på det hele. I ottende klasse fik jeg fritidsarbejde hos en landmand, og da det var tid til at vælge, hvad jeg skulle efter folkeskolen, valgte jeg at tage på landet, for det vidste jeg, at jeg kunne, og det fik jeg at vide, jeg var god til,” fortæller Brian.
Derfor uddannede han sig til landmand på Næsgaard Agerbrugsskole, hvor han blev færdig i 2003. Samtidig uddannede han sig til agrarøkonom.
Det var egentlig ikke tanken, at han ville have sin egen gård, og han havde flere forskellige tilbud på hånden den sidste tid på skolen, blandt andet som driftsleder på en gård hjemme på Bornholm eller i organisationen, der dengang hed Dansk Landbrug.
Men ingen af delene blev til noget. En dag kom en af klassekammeraterne fra Næsgaard nemlig ind på Brians værelse med en salgsopstilling.
”Har du set, Kofoed. De sælger sgu hele øen,” lød det, da ejendomsmæglerens papir dumpede ned foran Brian. Klassekammeraten havde ingen idé om, hvor stor Bornholm er, så han mente, at de 90 hektar, der fulgte med gården i salgsopstillingen, måtte være størstedelen af øen.
Brian lod salgsopstilling være salgsopstilling, men tanken blev alligevel ved med at rumstere, så efter et par dage gav han ejendomsmægleren et kald.
”Og han tog mig på ordet, så vi var ude at kigge. Og så fik jeg lavet et tilbud sammen med min revisor og med finansieringshjælp fra banken. Og så ejede jeg pludselig en gård.”
Brian købte Store Muregaard, som ligger ca. 17 kilometer fra Rønne. Dengang var der 300 søer på gården. I dag er der lige over 1.100. Brian har udvidet produktionen og bygget nye staldanlæg. Han producerer ca. 35.000 smågrise årligt, hvoraf ca. 27.000 opfedes til 30 kilo på Store Muregaard. De resterende fedes op på en lejet ejendom.
30 kilos-grisene sælges videre, primært til syv lokale, bornholmske landmænd, som feder dem op til omkring de 115 kilo, før de sendes til slagteriet.
Desuden ejer Brian Østre Bedegadegaard, hvor han producerer ca. 3.300 slagtesvin om året.
Specialprodukt
Både Brians smågrise og de slagtesvin, han selv feder op, bliver slagtet på Bornholm, men det er kun smågrisene, der bliver solgt som ’Bornholmergrise’ i landets Kvickly-butikker, for slagtesvinestalden kan ikke godkendes til produktion af Bornholmergrisen.
”Jeg er ikke fra landmandsfamilie, så jeg er ikke formet på samme måde som mine kolleger. Jeg ville gerne lave noget differentieret og anderledes, da jeg overtog gården, men det er svært i Danmark, og jeg havde jo en svinebesætning, som jeg var afhængig af for at kunne overleve,” fortæller Brian.
Han gik derfor til den lokale landboforening og sagde, at hvis muligheden for at lave andet end bulk-varer opstod, var han klar. I det hele taget forsømte han ikke en lejlighed til at nævne, at han gerne ville prøve noget andet end den traditionelle svineproduktion.
Derfor lå Brians navn først for, da slagteriet Danish Crown i sin tid fik en henvendelse fra Coop-koncernen, der ville have et højkvalitetsprodukt, nemlig ’Bornholmergrisen’.
At grisen er en bornholmergris betyder, at der er specifikke krav til produktionen, for bornholmergrisen er et specialprodukt, som skal leve op til ’særlige krav om bedre spisekvalitet og bedre dyrevelfærd.’
For grisene betyder det, at de, ud over at vokse sig en lille smule større end andre slagtesvin, har mere plads og får strøelse dagligt. De får foder, der ikke må komme fra marker, der er gødet med affald fra mennesker og minimum 70 procent af det skal være fra Bornholm.
Forbrugeren får altså kød fra et dyr, der har haft nogle andre betingelser end andre slagtesvin. Samtidig slagtes grisene lokalt, så man dermed undgår lange dyretransporter, og kødet modnes længere, inden det sælges.
”Det er en velfærdsgris, som har lidt mere plads og er lokalt produceret,” præciserer Brian Kofoed og fortsætter:
Brian Kofoed Ejer af Store Muregaard og Østre Bedegadegaard på Bornholm. Bosiddende på førstenævnte med kæresten Camilla, der er arbejdsmarkedssocialrådgiver, og deres to børn. Driver desuden STM Entreprise ApS, der udfører forskellige entreprenør- og transportopgaver, samt udlejer forskelligt materiel. |
”Du kan sige, at det er en mellemting mellem bulk og en frilandsgris. For os handler det om den gode spiseoplevelse. Vi er stolte af at lave et produkt, der adskiller sig fra det andet og som kan genkendes. Der er en glæde ved at producere noget unikt, der distancerer sig fra den øvrige produktion.”
De konkrete krav, produktionen skal leve op til, er udarbejdet i Coop i samarbejde med producenterne og slagteriet. Hos Brian honorerer man selvfølgelig kravene, der skal til, for at grisene kan kaldes Bornholmergrise, men det er ikke kravene, der fylder i dagligdagen.
”Vi sørger selvfølgelig for, at de får det strøelse, de skal have og at der er den plads, vi har aftalt, men vores udgangspunkt er helt lavpraktisk: Hvis vi passer godt på soen, passer hun godt på smågrisene. Så vi sørger for, at soen har det godt. Det giver afledte effekter som for eksempel mindre medicinforbrug og lavere dødelighed,” siger Brian Kofoed.
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk