GEUS-ekspert om grundvandsovervågningen: Bedste nyt i mange år

19. jan 2014 / Af

Der findes stadig færre pesticider i vores grundvand, selvom man har øget overvågningen af drikkevandet markant, og det er den bedste nyhed i mange år, siger geolog og seniorrådgiver ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) Walter Brüsch, der glæder sig over faldet i pesticidkoncentrationer i det øvre grundvand. Til gengæld bekymrer det forskeren, at gamle pesticider i høje koncentrationer bevæger sig mod det dybere grundvand. 

I november udkom GEUS’ årlige rapport over grundvandsovervågning, Grundvandsovervågning 2013. Og selvom der for nylig er indført et nyt analyseprogram, hvor søgningen er udvidet til at omfatte langt flere pesticider end tidligere, så har udvidelsen kun ført til få nye fund af boringer med pesticider. De pesticider man finder, er stort set alle pesticider, der findes i boringer, hvor der allerede er fundet andre pesticider. Pesticider, der er indført enten forbud eller restriktioner mod. 

Godt nyt
En af medforfatterne til rapporten er geolog Walter Brüsch, der gennem en årrække har fulgt overvågningen af det danske grundvand på tæt hold. Han glæder sig i første omgang over de nye resultater, der omfatter overvågning af både grundvand og vandværkernes boringskontrol.

”Det, der er interessant, det er, at selvom vi har udvidet analyseprogrammerne med en lang række ekstra stoffer, både i grundvandsovervågningen og vandværkernes boringskontrol, så finder vi ikke særlig mange flere boringer med de ekstra stoffer. Vi finder mange af stofferne, det er en ting. Men vi finder dem i boringer, hvor der allerede er fund i forvejen, ” lyder det fra Walter Brüsch, der glæder sig over den nye tendens.

”Det er positivt, for jeg havde frygtet, at når der blev gennemført analyser med de nye analyseprogrammer, hvor vi havde rigtig mange nye stoffer med, at det, så at sige, ville eksplodere mellem fingrene på os. Forstået på den måde, at der ville være mange nye vandværksboringer, som indeholdt de ekstra pesticider. Men det var der heldigvis ikke. Det er en rigtig god nyhed,” siger Walter Brüsch til baeredygtigtlandbrug.dk.

Men de gode nyheder stopper ikke her. Også når det gælder pesticidkoncentrationen i det øvre grundvand, er det godt nyt i rapporten.

”Den anden rigtig gode nyhed er, at når vi ser på de allerhøjeste koncentrationer i det øverste grundvand, så har andelen af boringer med høje koncentrationer været for nedadgående i et par år. Og det tyder på, at de mange tiltag, der har været i forhold til landbruget og borgerne generelt – i byen og på landet – med begrænsninger af pesticider, begynder at virke. For vand er jo gammelt. Det tager mange år, før det begynder at virke.”

Knapt så godt nyt
Selvom geologen omtaler udviklingen i den seneste grundvandsovervågningsrapport som ”det mest positive nyt i årevis”, så vækker rapporten dog også grund til bekymring.

”Den dårlige nyhed i den sammenhæng, er, at andelen af indtag med meget høje koncentrationer stiger, når vi går ned i de dybere niveauer. Man kan tale om, at der er en puls, som er ved at bevæge sig ned gennem grundvandsmagasinerne. Og det er en dårlig nyhed i forhold til vandværkerne. Det tyder jo på, at vi kan risikere, at der kommer noget højere koncentrationer ned mod de magasiner, hvorfra vandværkerne indvinder grundvand. Og det er ikke så heldigt, ” siger Walter Brüsch og tilføjer:

”Men det er meget logisk, det er sådan, fordi det jo er en stofpuls, der bevæger sig nedad,” siger geologen og gentager dermed, at der er tale om en ’gammel skade’.    

Tiltagene virker
Tendensen med at det er et gammelt, og dermed forbudt eller reguleret, pesticidforbrug, der i dag kan spores i overvågningen af grundvand og i aktive vandværksboringer, skal – ifølge Walter Brüsch – gerne forblive en tendens. 

”Og det, som det selvfølgelig handler om er, at vi skal sørge for, at det bliver ved med at være sådan. Det er derfor, det er så vigtigt at blive ved med at holde fast i, at vi alle passer på grundvandet. For vi vil jo gerne have rent drikkevand. Det er ikke GEUS, der regulerer eller godkender eller forbyder stoffer. Vi registrerer blot ’hvad er der i grundvandet, og hvad er der ikke?’. Og så søger vi at forklare hvorfor. Så er det op til Miljøstyrelsen at lave reguleringer,” siger Walter Brüsch. 

For Walter Brüsch er de seneste års tendenser et klart tegn på, at overvågning og regulering virker.

”Med al videnskab er der selvfølgelig en vis usikkerhed. Vi kan jo risikere, at der er nogle stoffer vi ikke kender, der render igennem. Men det er der ikke noget i dag, der tyder på, fordi vi kontrollerer de godkendte stoffer i Varslingssystemet,” lyder det fra Walter Brüsch.

”Derfor tør jeg godt vove et halvt øje og sige, at andelen af høje koncentrationer falder i de øvre magasiner, og det tyder på, at alle de tiltag, som man har gjort, faktisk er begyndt at virke. Og det er jo godt, for tænk sig, hvis det ikke havde virket, ” slutter en glad Walter Brüsch.

Er du interesseret i at læse mere om grundvandsovervågningen, så klik ind på geus.dk og skriv Grundvandsovervågningen 2013 i søgefeltet

Læs også artiklen: Ny status over lukkede boringer  

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk