Samråd skal vise, hvor fødevareministeren står

20. jan 2014 / Af

Onsdag er der atter åbent samråd i Folketinget, når fødevareminister Dan Jørgensen skal mødes med Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Det er Venstres Erling Bonnesen og Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance, der har indkaldt ministeren til samrådet, hvor de to blandt andet ønsker svar på, hvilke konkrete tiltag ministeren vil gøre for at realisere regeringens målsætning fra Vækstteam for Fødevarer om at skabe 25.000 nye arbejdspladser og øge eksporten fra sektoren med 50 milliarder kroner i 2020.

”Der er enighed hele vejen rundt om, at der er et stort potentiale, men Vækstteam siger, at hvis det skal realiseres, skal der konkrete handlinger til. Det er det, vi skal til nu. Vi skal fra ord til handling,” forklarer Erling Bonnesen overfor baeredygtigtlandbrug.dk og fortsætter:

”Ministeren har haft tid til at sætte sig ind i stoffet, og nu skal vi høre ministerens konkrete forslag til konkurrenceforbedringer.”

Også Leif Mikkelsen ser frem til at blive klogere på, hvor ministeren står, og hvad han vil gøre.

”Vi har fået ny minister, så det er med at få afdækket, hvor han er henne. Hvad mener han egentlig? Mener han det, han har sagt som EU-parlamentariker, eller mener han det, regeringen har sagt? Har han glemt alt om pelsdyravl og så videre? Vi bliver nødt til få afklaret, hvor han er henne, hvis vi skal have et samarbejde om at forbedre landbrugets situation. Han skal redegøre for, hvad de vil gøre for at forbedre landbrugets situation,” siger landbrugsordføreren.

Endnu et samråd
Onsdagens samråd er ministerens andet siden han tiltrådte 12. december 2014, og allerede nu kan ministeren skrive endnu et i kalenderen. Leif Mikkelsen har nemlig indkaldt fødevareministeren til et samråd sammen med miljøministeren. Liberal Alliances landbrugsordfører vil nemlig undgå, at ministeren kryber uden om spørgsmål om randzoner.

”Vi har indkaldt ham i samråd igen sammen med miljøministeren, for de sidste tal om udledning af kvælstof indikerer, at man på det område burde lempe vilkårene for landbruget, og det har han afvist at svare på, fordi han siger, at det ligger hos miljøministeren,” forklarer Leif Mikkelsen og fortsætter:

”Så vi har indkaldt dem sammen, så de ikke kan spille sorteper videre.”

Ministeren skal svare på følgende spørgsmål 22. januar:

Er ministeren enig med statsministeren, der i spørgetimen med statsministeren den 3. december 2013 slog fast, at Danmark har “et landbrug, der er presset”, og hvilke tiltag ser ministeren som de væsentligste for at mindske dette pres? 

Ministeren bedes redegøre for, hvordan han vil arbejde for og sikre, at det i finansloven for 2014 knæsatte princip om, at reguleringen af landbruget samlet skal give erhvervsøkonomiske gevinster, bliver ført ud i livet. 

Ministeren bedes redegøre for, hvad han konkret vil gøre for at realisere regeringens målsætning fra Vækstteam for Fødevarer om at skabe 25.000 nye arbejdspladser i fødevare- og landbrugsklyngen samt øge eksporten fra sektoren med 50 mia. kr. i 2020.

 

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk