”Hej. Nu skal du høre; jeg ringer til dig, fordi vi har brug for din hjælp i forhold til vores arbejde med at redde den danske natur og vores rene drikkevand, ” lyder det venligt fra stemmen i den anden ende af røret, da næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Peter Rosendal, tager telefonen.
”Jeg ved ikke, om du selv kommer lidt ud i naturen?, ” spørger kvindestemmen med en umiskendelig klag af jysk troværdighed.
Joe… det gør han da, mumler næstformanden, der selv driver 150 hektar med planteavl i omgivelser tæt på natur og skov.
”Det gør du. Nå, men det er jeg glad for at høre. Men så ved du måske også, at det står mere og mere kritisk til, Peter?, ” halvt spørger, halvt konstaterer stemmen, der nu har skiftet den blide klang ud med en mere alvorlig tone.
Faktisk er der sket en halvering af vores frie natur over de seneste tyve år, fortæller stemmen og beretter, at det primært skyldes, at skov og natur må vige til fordel for huse, veje og anden bebyggelse m.m. Men det er desværre ikke det eneste skridt i den forkerte retning.
”Men hvad der er endnu værre, er, at der på bare ti år er lukket 1.300 drikkevandsboringer i Danmark. Simpelthen fordi grundvandet er forurenet… Og det er jo rigtig, rigtig forfærdeligt, det håber jeg også, du synes?, ” lyder det retorisk fra calleren i den anden ende af røret med et toneleje, der indikerer, at nu er peaket nået i det kampagnemanuskript, der gerne skulle skrive endnu et nyt medlem i kartoteket.
Intet rent hanevand om tyve år
Herefter går stemmen professionelt videre til næste etape, der byder på endnu et skræmmende scenarie.
”Og konsekvensen af det med drikkevandet er jo, at hvis vi ikke får lavet nogen nye drikkevandsboringer, så har vi jo ikke rent vand i hanerne om 10-20 år. Så vil det sige, vi skal gå ned at handle og købe vand. Og det håber jeg vi er enige om, at det skal vi da have stoppet, mens vi stadig kan?,” fritter calleren ihærdigt med en veltimet kunstpause, hvorefter hun tager en dyb indånding og med forventning giver plads til et bindende tilsagn fra næstformanden.
Hvad gør vi ved de drikkevandsboringer, der bliver lukket, vil næstformanden vide uden antræk til at blive det næste DN-medlem i rækken.
”Det vi kæmper for lige nu, det er blandt andet at lave nogle specifikke vandplaner, så vi altså kan bevare vores rene vand i fremtiden. Og det gør vi i form af drikkevandsboringer, hvor man altså ikke må sprøjte omkring.”
”Jamen, der er da ikke lukket 1.600 boringer på grund af sprøjtemidler?, ” indvender Peter Rosendal.
”1.300 var det godt nok. Det er selvfølgelig ikke kun på grund af det. Der er jo mange ting, der spiller ind. Men det er jo også, fordi grundvandet, det er rigtig, rigtig forurenenet, ” lyder forklaringen endnu en gang fra calleren, der nu medgiver, at lukningerne ikke udelukkende skyldes landbrugets brug af pesticider.
”Tidligere, der har man jo rigtig meget haft fokus på landbruget. Men nu har man jo også rigtig meget fokus på, hvor meget private og Hr. og Fru Danmark sprøjter i deres haver, hvor meget der bliver smidt af affald, og at det jo slet ikke bare er landbruget, som der tidligere har været rigtig meget fokus på. Der er selvfølgelig rigtig mange ting, der spiller ind. Så det er jo selvfølgelig bare beklageligt, at det tidligere har været sådan. Men vi bliver jo selvfølgelig klogere. Det har alle jo lov til at blive, ikk’ sandt?, ” lyder det søgende fra calleren.
Jo, joe – jo, jo… Det kan næstformanden ikke være uenig i; klogere kan man altid blive…
”Men selvfølgelig Peter, så ringer jeg også til dig, som du nok også har regnet ud, fordi vi jo selvfølgelig har brug for lidt hjælp. Fordi for at vores løsninger med de her vandboringer og det her skov og så videre, det skal kunne lade sig gøre, så er vi selvfølgelig nødt til at stå sammen nu. Og du ved jo allerede, hvor vigtigt, det er, kan man sige. Så derfor håber jeg jo virkelig inderligt, at du sammen med tusindevis af andre danskere vil være med til at støtte op om den danske natur, som jeg også håber, vi skal leve i et par år endnu ikk’?”
”Det du egentlig fisker efter, det er jo nok et medlemskab?, ” hjælper næstformanden på vej…
Jo, det er er det, lyder det bekræftende i den anden ende.
”Og der må jeg nok sige, det bliver ikke mig, du får det hos, ” slutter næstformanden, inden han pænt siger farvel og lægger røret på.
Fortidens synder
Efter samtalen med DN’s phoner har baeredygtigtlandbrug.dk testet sagligheden i DN’s udsagn. Og udsagnet om, ‘at vi i Danmark ikke har rent vand i hanerne om 10 til 20 år’ genkendes ikke af seniorrådgiver og geolog hos GEUS, Walter Brüsch.
Direkte adspurgt om, hvor vidt DN’s udmelding holder vand, svarer han tørt:
“Ja, det er jo deres påstand.”
Geologen, der er den førende på grundvandsområdet i Danmark, fortæller til baeredygtigtlandbrug.dk, at de miljøfremmede stoffer, man finder i grundvandsmagasinerne i Danmark, langt overvejende skyldes fortidens synder. Altså at de skyldes pesticider og giftstoffer som forlængst er blevet forbudt eller udfaset i Danmark.
Walter Brüsch fortæller videre, at man de seneste år har set, at antallet af drikkevandsindtag med høje koncentrationer af miljøfremmede stoffer er faldende.
“Det viser jo heldigvis, gud være lovet for det, at den store indsats, der har været gjort igennem de senere årtier faktisk begynder at virke. Og det er faktisk en rigtig god nyhed. Tænk, hvis vi havde brugt så meget energi på det i så mange år, og så havde man ikke kunnet se nogen resultater”.
DN’s hvervekampagne ‘Det er noget lort’, der argumenterer med, at det blandt andet er landmændenes sprøjtegifte, der på ti år har lukket 1.300 drikkevandsboringer, har kørt siden novmeber 2013. Peter Rosendal optog samtalen med calleren, som du kan høre her Klik her for at høre samtalen imellem Peter og phoneren fra DN
|
Fakta om lukkede boringer DN’s tal for hvor mange boringer, der de seneste ti år er lukket, er næsten dobbelt så højt som de officielle tal fra GEUS. Og phoneren gør ikke opmærksom på, at der i årene 2008 – 2010, permanent er lukket 33 boringer på grund af forurening. Af disse angives det for de syv, at forureningen skyldes pesticider, mens det for de resterende ikke angives at være pesticider. Ingen af boringslukningerne angives at stamme direkte fra landbrugsdrift. Ifølge en opgørelse fra GEUS er der, fra 2002 og frem til 1. juli 2013, permanent lukket 58.282 boringer. Ud af dette antal, er i alt 688 boringer permanent lukket med angivelse af årsagen ’forurening’. 2013: 5 (indtil 1. juli) Lukning af boringer i perioden 2002 til 2010 uden dato/årstal: 69. Kilde: GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), d. 10. juli 2013 |
Læs også om landmand Ole Christiansens møde med en af DN’s kampagne-phonere
Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk